Zander.dk En blog om Zander og hans hjertefejl

10 måneder. . . :)

Søndag d. 13-05-2012

Så er hverdagen startet igen og pyh hvor er det hårdt Det har været en uge med meget blandede følelser, det har været rart at starte på arbejde igen og være en del af en arbejdsplads igen. Men det har også været en uge med dårlig samvittighed og tanker. Tankerne og samvittigheden hænger lidt sammen, for tænker en del på om jeg svigter pigerne, giver dem nok opmærksomhed osv. - Men også overfor Zander. Det virker måske underligt for nogen, men for mig er det noget jeg skal arbejde med. Jeg tænkermeget på hvordan det hele var gået hvis han havde levet endnu, hvad tænker han mon oppe i himlen, kan han tilgive mig at jeg starter en hverdag igen, syntes han det er underligt. Det er meget svært at beskrive, for det er virkelig mange forskellige følelser og de skiftes til at dukke op og nogle af dem er der samtidig. F.eks. er jeg glad for at starte på arbejde igen, være en del af virksomhed igen, udfordres igen på denne måde. – men på den anden side er jeg ked af at starte, for så kan jeg ikke give pigerne så meget opmærksomhed, samt jeg føler jeg sviger Zander. Ja svært at forklare og svært at forstå for dem som ikke har været der.
Men nu jeg er startet kan jeg se min hjerne absolut ikke arbejde i samme tempo som inden jeg gik på barsel. Min hjerne skal vist trænes op igen, for den køre på slow slow slow….. Min hukommelse er heller ikke god, får jeg forklaret noget, skal jeg lige sidde bagefter og gennemtænke det for mig selv igen – og måske lige have det forklaret igen – igen  - igen Håber ikke mine kære kollegaer tror jeg er total dum og ikke fatter en klap af hvad de siger Jeg håber de forstår og har tålmodigheden i topform Jeg syntes selv det er meget pinligt så langsom øverste etage køre, men jeg håber bare på den bliver bedre og bedre samt hurtigere og hurtigere for hver dag jeg der går og jeg bliver udfordret. Selv den mest simple opgave er en udfordring for mig.

I går kunne Zander være blevet 2½ å r og pigerne blev 10 måneder. Vi var i Legoland med mit arbejde og det var en rigtig hyggelig dag og aften på trods af blæsten. Jeg tænkte en del på Zander, og glædede mig over pigernes store dag. For det var/er en stor dag for os. De kunne fejre de 10 måneder, endda i Legoland. Zander blev ikke 10 måneder her hos os. Nogen mener jeg burde kunne slappe af nu, for nu er dagen rundet. Nu må jeg kunne tro på det hele er godt. Men nej det kan jeg ikke. Nogle gange tager jeg mig selv i frygten. – frygten for at miste pigerne pludselig til en eller anden sygdom sidder meget dybt i mig. Jeg må bare lærer at takle det – med tiden. Jeg vil gøre alt for at pigerne ikke skal mærke min frygt for meget, de bliver måske en smule forkælet af deres mor. Men forhåbentlig ikke så meget at det med tiden vil skade dem Jeg vil forkæle dem på min måde og det jeg kan, for jeg vil nyde at have dem ved mig og jeg gør det fordi jeg kan!!!

Det var lige sidste nyt herfra. Tiden går, pigerne kan snart noget nyt hver uge De kravler dog ikke – endnu Dejlige prinsesser som får mors hjerte til at smelte når de virkelig charmer

I morgen er dagen …

Lørdag d. 05-05-2012

Så er det i morgen dagen ”endelig” er kommet. Dagen hvor pigerne har den alder som Zander havde den dag han døde. Nemlig  9 måneder og 24 dage… Det bliver så underligt på lørdag når vi kan fejre pigernes 10 måneders ”fødselsdag”. Underligt at hver fødselsdag fra nu af, er pigerne ældre end Zander nåede at blive. Frygten for at miste er vokset jo tættere på dagen vi er kommet. Tårerne har til tider fået frit løb og det samme har tankerne. Elsker pigerne ubeskriveligt meget, men alligevel er der sorg og savn i hjertet. Hjertet rummer så meget. Tænk sig at det kan rumme alt det.
Samtidig med alle disse tanker, tænker jeg også på hvordan det hele kommer til at gå når jeg starter på arbejde. Både mht. arbejde og her på hjemmefronten. Jeg er rigtig nervøs/spændt på at skulle til at arbejde igen. Ikke nervøs som hvis man frygter noget, men nervøs/spændt på den måde at hvad mon opgaverne jeg skal sidde med går ud på mere præcist, hvor meget af det kan jeg huske og hvor hurtigt kommer tingene til mig (hvor hurtigt kommer hukommelsen i gang ). Der er nye opgaver, og jeg glæder mig til både de nye og ”gamle”. – for de er jo alle mere eller mindre nye. For når man er væk så længe så er det som at starte på et nyt arbejde. Det må for mine kollegaer og næsten være som at få en ny kollega. Det er længe at være væk, og jeg indrømmer gerne at jeg ikke er den samme som inden jeg gik på barsel i 2009. Hvordan jeg anderledes er svær at sætte ord på, og om hvordan jeg vil reagere i forskellige situationer ved jeg ikke. Jeg er ikke blevet udfordret netop på denne måde siden Zander døde.

Men jeg/vi må tage det hele som det endnu engang kommer. En dag af gangen og en ting af gangen.

Mærkedagen i morgen bruges til konfirmation ved tøsernes faster. Det bliver helt sikkert en hyggelig dag, selvom mine tanker vil farer rundt. Jeg er glad for lige at have mandag til at samle mig efter mærkedagen.

Vi har været meget ramt af sygdom her i huset, tøserne kan ikke helt komme ovenpå. Så syntes man de er ved at være ovenpå, så får Eva og Mads øjenbetændelse.  Og nu de er ved at være over det så begynder Liv at få det, men hun er i behandling nu. De er så også begyndt at hoste noget igen og snotte. Syntes snart varmen godt må tage ved så de kan komme ovenpå. Hosten genere deres søvn hele natten og ligeledes deres lurer i løbet af dagen. Rigtig synd for dem, man vil så gerne hjælpe dem men der er desværre ikke rigtig noget vi kan gøre. Hoste saft er de for små til at få. Og de lyder (heldigvis) ikke til at have astmatisk bronkitis igen.

Dagen nærmer sig …

Onsdag d. 18-04-2012

Så nærmer dagen sig med hastige skridt. Dagen hvor pigerne har samme alder som Zander havde da han døde. Dagen hvor de overhaler ham i alder. De har begge overhalet ham i forhold til udviklingen, han lærte ikke at sidde selv eller komme fremad – men det kan pigerne. Dagen hvor de når samme alder vil være en betydningsfuld dag, en dag man nok vil tænke på den sidste dag med Zander og så kigge på tøserne og nyde deres smil og latter. Dagen efter hvor de så har overhalet Zander vil nok være anderledes, derfra vil tanker på hvordan Zander kunne have været ”hvis nu” han havde levet længere osv. komme. Frygten for at miste tøserne sidder der nu, og jo tættere vi kommer på 6. maj (den dag er tøserne lige så gamle som Zander var den dag han døde) jo mere stiger frygten. Knuden i maven vokser og vokser. Det er faktisk så slemt at det til tider giver mig helt kvalme. En sagde til mig for nylig at frygten for at miste måtte da forsvinde lidt nu når de ude over den alder hvor risikoen for vuggedød er størst. Men nej den frygt er bestemt ikke væk, den forsvinder aldrig. – jeg skal ”bare” lære at leve med den. Jeg frygter ikke vuggedød mere, men jeg frygter at miste dem til en anden l…. sygdom. Man kan dø af så meget, og uanset hvad så håber jeg inderligt ikke at jeg når at begrave flere af mine børn. De skal leve længere end mig…. Så der kører stadig mange tanker rundt i hovedet på en.

Pigerne er nu startet i dagpleje og de hygger sig bare rigtig meget deroppe. Indtil nu er jeg slet ikke blevet ringet op og bedt om at hente dem fordi de var ulykkelige. De er så nemme og hygger sig. De sidste dage har de dog ynket når jeg har hentet dem og de har fået øje på mig. Så vil de begge op og det er ikke helt nemt, men der er dagplejeren meget behjælpelig til lige at tage den ene og forsøge at trøste. Den ene er nemmere at trøste for hende end den anden. Resten af dagen vil begge tøser også at de kan se en af os. Vi skal endelig ikke stå bag en stol eller forlade rummet ½ minut for så er der skrig. Men det er vist meget normalt og selvom de har sovet en god middagslur er de sikkert stadig lidt trætte efter de indtryk de har fået i løbet af sådan en dag. En kort periode var de også rigtig nemme at putte, det tog under 5 minutter Men nu er vi oppe på 10-15 minutter igen. – men det er bestemt også acceptabelt og sådan det faktisk altid har været.

I går var der også 3 uger til jeg starter på arbejde igen. Uh ha det er snart Jeg er ved at glæde mig til at komme i gang igen. Er dog også lidt nervøs/spændt på det. Jeg skal til og bruge mit hoved til andet end sygdom, baby, mad osv. Min hjerne skal til og udfordres igen Jeg er spændt på hvor hurtig jeg kan lære og huske informationerne. Jo meget længe siden min hjerne har været på fuld skrue. Det bliver også spænde og komme ud blandt mennesker igen, mennesker der ikke er indenfor sundhedsvæsnet eller kun snakker om baby baby baby. Det er da hyggeligt og skønt at snakke om sine børn (og jeg elsker det da ), men nu trænger jeg også til at snakke om andet.
Men nu når mit job start nærmer sig så syntes jeg også det er lidt uoverskueligt. Syntes der er sååå mange ting jeg gerne vil nå inden, men kan også godt se at det vist ikke kan lade sig gøre Men vil prøve at nå så meget af det som muligt.

Håber ellers alle der læser med derude har det godt. Håber snart foråret for alvor kommer så vi kan få solskin og varme. Det varmer at vide der stadig er nogen der læser med. Siden skulle også gerne vise at selvom Zander var syg, så var han så livsglad og en fighter. En dejlig dreng som man ikke andet end kunne elske og elske nu. Der er ikke nogen deciderede mål med siden, den er til for vores egen skyld, og vil andre læse med er de velkomne til det – hvis de kan klare mosten

Siden sidst :)

Onsdag d. 04-04-2012

Som tiden går Siden sidst har jeg haft fødselsdag, årsdag for Zander’ fremstilling i kirken, besøgt Skejby, Eva har fået en tand mere og nu skal de meget snart starte i dagpleje.

Jeg ville fejre min fødselsdag hjemme med min lille familie Det var en rigtig hyggelig dag, hvor mine forældre, morfar og brødre kom forbi Hvor er man heldig med så dejlig en familie. Det var dog også en dag med mange mange tanker på den dejlige dag vi have for 2 år siden. Da jeg blev 25 i 2010 fik vi Zander fremstillet i kirken. Det var en dejlig dag, men den dag gør også at min fødselsdag aldrig bliver helt den samme. Jeg tænker meget på dagen i 2010, dejlig dag. Samtidig med kommer savnet stormende ind over en mere voldsom end den var i forvejen – ligesom man troede det ikke kunne blive værre. Jeg lærer nok på et tidspunkt at takle det, men altid vil denne mærkedag være på min fødselsdag. Men det er en glædens mærkedag trods alt.

Dagen efter min fødselsdag tog tøserne og jeg en tur til Skejby og Århus. Vi havde allieret os med en af mine dejlige veninder som viste for den nye intensiv lå henne. Så kunne hun bære den ene trunte og vise vej samtidig. Anledningen til besøget var bare at se hvordan det nye så ud. Den sidste tid vi var indlagt var der meget tale om det nye og hvordan det ville blive. Så det var rart lige at se hvordan det var blevet og hilse på nogle af dem man kan huske fra den tid vi var der. Vi var der trods alt rigtig længe. Pigerne blev vist frem og charmet sig ind på dem, ligesom deres storebror var god til Efter vores besøg i Skejby tog vi en tur ind i byen, rigtig hyggeligt med godt selskab

Så står der 2-2 i tænder Meeen der er vist flere på vej ved dem begge. Men sådan vil det jo være det næste lange stykke tid. Altid et eller andet Men det er nogle dejlige trunter. Nogle dejlige trunter der om mindre end en uge starter i dagpleje. Det bliver hårdt – for moren Det at skulle give slip på denne måde er rigtig svært for mig. Jeg har svært ved at overlade dem til andre. Dette tror jeg aldrig vil ændre sig. Når de bliver ældre bliver de rigtig trætte af deres mor der vil kramme, vise omsorg og siger nej hele tiden hihi. Ingen vil være gode nok til mine piger :p
De trives pigerne, de kan nu også selv sidde. Liv er oppe på alle 4. Hun kan dog ikke komme fremad, den har hun ikke luret endnu.

Oppe ved Zander er der gjort forårs klar, det blev da der var det flotte vejr. – da vi troede at foråret var her. Det snød dog, for hold da op der er koldt disse dage. Men klarer de blomster det ikke som vi har sat oppe ved vores dejlige dreng, så bliver der bare sat nogle nye. For smukt skal der være ved vores smukke drengs have.

Tiden går, føler sig til tider alene, elsker de 3 unger :)

Søndag d. 11-03-2011

Ja det er ikke meget jeg får skrevet her mere, men der er bare hele tiden et eller andet der skal ordnes. Pigerne udvikler sig hele tiden og begynder at kræve opmærksomhed hele tiden når de er vågne. Ikke sådan at vi skal sidde ved dem, men de er begyndt at komme rundt (ruller og bakker ). Så man skal lige holde øje med hvor de bevæger sig hen, eller om de river i hinanden. Det med at rive og pille ved hinanden tager de faktisk meget pænt. Selvom man kan se den ene tager ved så stikker den anden ikke i et skrig. I morgen bliver de 8 måneder, hvor blev de måneder lige af…. Og hver sker der meget med sådan nogle dejlige babyer på så kort tid.

I tirsdags var det 1½ år siden Zander blev den smukkeste engel og savnet vokser og vokser… Troede ikke jeg kunne savne mere end jeg gjorde, men det kan jeg. Når man ser Liv og Eva lægge og lege og tuller lidt så tænker man på hvor glad deres storebror også var for noget af det legetøj de også er i gang med nu. Husker hans smil og svingen med legetøj der hænger ned over sengen. Nu er pigerne også begyndt at ”synge med” når jeg synger, det er så hyggeligt og det får også en til at tænke på Zander. Liv og Eva har indhentet Zander på mange punkter selvom der er 2 måneder til de overhaler ham i alder. Zander trillede ikke rigtig, han var lille (lææææænge siden pigerne overhalede ham i vægt, selvom de ikke har taget på siden december ), kunne ikke selv sidde som pigerne er lige ved at kunne nu og maden køre også meget bedre for Zander kom aldrig i gang med almindelig mad. Det er ikke sådan man går og sammenligner Liv og Eva med Zander, man går ”bare” og tænker på de ting Zander nåede at lærer og tænker længere frem og tænker på de ting han ikke nåede. Allerede nu tænker jeg på om mon han havde lært at gå hvis han havde levet nu, hvis han havde været rask så havde han jo, men hvad hvis han var kommet hjem efter den sidste indlæggelse. Der er mange ”Hvad nu hvis …” og tanken ”HVORFOR!?!?!?!” er der også stadig rigtig meget. Man har 3 fantastiske børn, elsker dem alle og vil gå gennem ild og vand for både Liv, Eva og Zander. Men der er desværre ”kun” 2 man kan kramme, kysse og nyde.
Nu ser det ud til foråret kommer, det bliver rigtig dejligt. Så kan vi tage granen af og få plantet nogle fine forårsblomster deroppe. Det er meget hyggeligt og vinterdække deroppe, og det er rigtig fin i forbindelse med julen. Men nu hvor det er marts måned så er det ikke så pænt og hyggeligt mere, nu vil man gerne have gjort det fint med blomster osv. Vi kommer der desværre ikke så meget mere, det er ikke til at nå. Håber det bliver noget nemmere når pigerne engang kan gå, så man kan tage derop alene med pigerne. – man kan jo ikke lade dem sidde i bilen alene mens man render derop (selvom der ikke er så langt). Der er også allerede nogle ting nu man fundere over, f.eks. hvad man skal gøre når pigerne begynder at spørge til ham. Hvordan skal man få forklaret tingene så de forstår dem. Hvor meget skal de vide, og hvor tidligt. Men det  må vi nok føle os frem til. De skal jo ikke overdynges med en masse informationer og fortællinger som de slet ikke kan rumme og håndtere.

Lige en indskydelse som jeg ind i mellem tænker på. Den er at jeg i november 2011 skriver om hvor alene man kan føle sig. Ind i mellem kommer den følelse igen. http://zander.dk/?p=1131 Stadig tankerne om det er fordi folk tror de stadig såre os, tror vi ikke vil have et liv ud over vores dejlige piger. Overskuddet er her ikke lige i tiden til at tage kontakten til alle, men håber sådan de vil kontakte os. For selvom vi har meget at se til med sorg og 2 dejlige prinsesser så vil vi stadig gerne se vores venner. Overskud har vi efterhånden, men det bliver brugt på at nyde pigerne og få ordnet det der lige er for hånden. Ind i mellem får vi da taget os sammen til at kontakte nogle venner. Pigerne er forholdsvis nemme at tage med ud, så om aftenen besøger vi da ind i mellem nogle Den ene dag tager den anden, og sådan er det jo for alle. Men tanken og følelsen af at være alene – meget alene – den kommer ind i mellem. Men det er nok svært at snakke med os, men det forstår vi jo ikke. Vi er stadig os selv, en smule ændret, men det skulle da også være underligt andet med det vi har været igennem og går igennem.

Tiden går og nu er det snart tid til pigerne skal ud og passes. Vi venter nu på at hører fra kommunen om hvor pigerne kommer i dagpleje. Vi troede der var styr på det, men datoerne passede ikke og så havde hende dagplejeren ikke plads alligevel. Så de er vist ved at finde et sted hvor der er plads til 2 børn. De lovede at ringe i sidste uge, men der hørte vi ikke noget. – så i morgen kl. 9 har de mig i røret

Spændende hvornår jeg igen får opdateret her

Blandede følelser og opdateringer på pigerne :)

Fredag d. 10-02-2012

Som tiden flyver og alligevel føles det ind i mellem som om tiden står stille. Elsker at lege med tøserne, nyder deres smil og udvikling. Savnet til Zander er der stadig, tænker ofte på hvordan han ville have været og hvordan han ville have haft det hvis han havde været i live nu. Ville han kunne gå, sidde selv, kravle, meget indlagt og mange mange flere spørgsmål dukker op. Svarene kommer aldrig, savnet vil altid være der. Det er svært at sætte ord på, mange tror man er kommet videre, men man er ikke kommet videre. Man har bare lært nu at skjule smerten og savnet, det overskygger ikke kærligheden til Liv og Eva. Man tror ikke det kan lade sig gøre at have så mange forskellige følelser på en gang, men det kan det. Havde nogle sagt det til mig inden ville jeg ikke tro dem og jeg frygtede også under graviditeten at jeg ikke ville række som mor. Den følelse kommer da også ind i mellem, men det er ikke pga. man bærer alle de følelser. Men mere når pigerne er ulykkelige på samme tid og man ikke lige kan være der for dem. Eller når en af dem er i en periode de ikke vil spise.

Liv og Eva trives. De vokser ikke i vægten, ”kun” i længden. Liv er begyndt at trille fra ryg til mave og det gør hun aldrig ligger på ryggen mere anden når hun skal sove. Hun bevæger sig også baglæns og det går stærkt når hun ligger ude på trægulvet. Eva triller ingen steder endnu, kun om på siderne. Hun ”bevæger sig rundt” ved at møve på ryggen. De spiser stor set alt nu, undtagen rugbrødshapsere men det skal nok komme på et tidspunkt. – de har kun fået det tilbudt et par gange. Liv har sovet meget uroligt de sidste 3 nætter, vågnet utrolig mange gange og det har/er rigtig hårdt når man samtidig er meget snottet og har bihulebetændelse. Men nu er mysteriet om hendes pyller om natten vist løst. Der er ved at bryde en tand igennem. Ikke så andre kan se den endnu, men sådan at vi kan når vi får lov at mærke med en finger og hun så åbner munden. Så den er ved at bryde igennem og det er derfor hun har sovet så uroligt. – hun har ellers sovet helt igennem uden en lyd, og det er der håb for snart sker igen Men så begynder Eva nok, for der er ikke nogen tænder endnu. At Liv har tænder/tand på vej kan også ses på hendes appetit – eller mangel på samme. For hun har ikke villet spise så meget her de sidste par dage. Så håb for mere søvn og mere mad til hende

Nu vil jeg gå til ro og hvile hovedet. Så jeg kan komme på toppen igen. Ser frem til de næste par weekender i godt selskab. Næste weekend skal vi bl.a. mødes med et hold forældre der mistede deres skønne datter (hjertebarn) her i januar. Håber de kan bruge os i deres sorg, vi er selv stadig i sorg så rart at kunne snakke med dem og vi kan dele ud af vores erfaringer i sorgprocessen. Men vi er jo alle forskellige og sørger forskelligt. Dejligt med kontakt til andre forældre. Er også enormt glad for min kontakt til Ninna, en fantatisk kvinde som altid er det – også selvom hun har det hårdt ind i mellem. Godt man har gode venner og veninder som kontakter en når man ikke selv lige har overskuddet til at opsøge andre mennesker. Nogle forstår de hårde perioder – andre gør ikke.

Egen digt og hentede salmer

Onsdag d. 25-01-2012

Lige noget jeg har skrevet som jeg syntes skal her på Zander’ side

Hvordan kan himlen stadig være blå
Det er til tider svært at forstå
Når man går med et savn
Der ikke umiddelbart gør nogen gavn
Elsker mine piger
Uh ha lykken og glæden spiger

Nu sidder jeg her i sofaen og tænker på de salmer vi sang til Zander’ bisættelse. I min søgen efter teksterne på salmerne ”faldt jeg over” denne salme som jeg syntes beskriver det meget godt:

Tekst: Rikke Birkeholm. Melodi: Povl Chr. Balslev

1. Farvel, lille barn -
det fundne er pludselig tabt.
Så ufatteligt kort et liv,
men i evighedsperspektiv
så stort som det største
så fint som det første
der i vores verden er skabt.

2.Farvel, lille barn -
sejl ud på dit kærlighedshav
af de ubrugte hjerteslag;
denne rytme af nat og dag
skal ikke forfølge
dig dér på din bølge
på vej mod det inderste nav.

3. Farvel, lille barn -
og tak for dit korte besøg.
Du blev til ved et gudekys
gennem spalten af liv og lys.
En smertelig nåde,
og mærkelig gåde:
hvorfor får man liv for at dø?

4. Farvel, lille barn -
vi slipper dig blot for at tro
på et gensyn, et mødested
uden smerte og livsfortræd.
Hvor du kunne fylde
hver eneste hylde,
dér høres nu tomheden gro.

5. Farvel, lille barn -
gør tomrum til klangbund for håb
om en åben barmhjertighed
og uendelig kærlighed
der altid vil være
til trøst i det svære,
som bæres med barnet til dåb.

Det er en sang der er skrevet til spædbarnsdød, men den er også god til andre børn som har været i live længere tid og som desværre forlader denne jord alt for tidligt.

Ja og denne er nu også en der får tårerne frem: http://www.youtube.com/watch?v=ZJ2mvNcXALY

Savner stadig Zander ubeskrivelig meget, savnet er ikke blevet mindre – man lærer bare skjule smerten og savnet. Pigerne spreder glæde og lykke i vores lille hjem og hjerter <3 De er fantastiske, de bliver så store så hurtige.

Et nyt år er begyndt

Torsdag d. 05-01-2012

Så er vi kommet ind i endnu et nyt år. Vi er gået ud af et år Zander ikke har været en del af, et år han ikke har været i live. Det er virkelig noget jeg har tænkt meget over, og har været i en periode hvor savnet har været hel enorm. Efter sådan en periode med stor savn og sorg så kommer der en masse følelser omkring pigerne. Den følelse der kommer er at jeg virkelig er jordens dårligste mor (ja ja I tænker nok det er du ikke, men sådan føles det). Det hjælper så ikke på det at pigerne er i en periode hvor de ikke rigtig gider skemad, det har de ellers begge været rigtig glade for.  Jeg håber denne periode kun er kortvarigt så jeg ikke skal have den følelse alt for længe. Jeg tænkte så lige jeg ville se på nettet om det er en del af udviklingen, at de nu er i en periode hvor de opdager nye ting og det kan påvirke skemad. Det fik jeg det så endnu mere dårligt af, de hjemmeside der skriver noget om hvad de cirka skal kunne hvornår skal jeg virkelig holde mig langt fra. – det viste jeg jo egentlig også godt. Lidt rodet det hele, men sådan er det også i mit hoved lige nu. Håber bare de snart vil spise grød og mos bedre. De er nu på 3 grød/mos måltider om dagen. Om 1 måneds tid skal de have noget mere fast føde, men det vil jeg prøve at lade være med at tænke på nu

Håber alle er kommet godt ind i det nye år og 2012 bliver et godt år for alle. Her vil jeg nyde den sidste tid hjemme med pigerne inden de skal ud og passes og jeg skal starte på arbejde. Det bliver så spændende at starte igen, jeg glæder mig – det bliver dog hårdt at skulle aflevere pigerne. Så et spændende år og forhåbentlig et år uden ulykke og andre dårlige ting.

Glædelig jul

Lørdag d. 24-12-2011

GLÆDELIG JUL til alle Håber alle får en fantastisk jul med dem I har kær. Vi glæder os meget til hygge i dag og de næste dage med familien. Savnet til Zander er der og fylder rigtig meget, men glæden over vores to skønne piger fylder også meget og deres smil smelter vores hjerter

Så glædelig jul til jer alle. Tak fordi I har fulgt med på vores side om hvordan det er miste, komme igennem (en proces vi stadig er i gang med) og det at få børn igen efter at være blevet forældre til en engel.

Julen nærmer sig

Lørdag d. 10-12-2011

Så sidder man og tager en slapper i sofaen mens Mads putter pigerne. Så kan man sidde og fundere over hvor fantastisk en familie man har. Så heldig man være Ja sådan nogle følelser kan man sagtens have sammen med smerten og savnet til Zander. Jeg er stadig meget overrasket over man kan indeholde så mange forskellige følelser, men et eller andet sted er det ”rart” at vide der er plads til dem alle. ”Rart” på den måde at sorgen ikke overgår lykken, eller lykken overgår sorgen. Det er en okay balance mellem følelserne, nogle dage er bedre og værre end andre men sådan vil det altid være. Nogle gange fælder jeg også pludselig en tårer af glæde. – en glæde over sin fantastiske familie

Selvom man er lykke med sin familie så er det utrolig hårdt med tvillinger. Når det er skrevet skal det så også siges at jeg tit tænker for mig selv at det kunne have været meget værre. Vi kunne have fået 2 der skreg non stop begge to, men det har vi heldigvis ikke. Ja de kan være utilfredse begge to samme tid og på skift, men det er heldigvis ikke så tit det sker. Det man skal lærer er at man ikke skal tænke så meget over om man deler sol og vind ligeligt. For det ved man aldrig helt om man gør selvom man gør et forsøg.
Grøden går det også fint med, Liv er begyndt at åbne munden en smule. Liv vil rigtig gerne tygge på skeen når den kommer i munden Nu har hun en ske i den ene hånd (uden grød) når hun får kartoffelmos eller grød. – den ske kommer meget hurtig ind i munden, gid det var så let med den ske der var grød på

Jeg har nu også været på kirkegården en gang om ugen den sidste tid og det er bare skønt. Det var virkelig noget jeg grublede en del over. Selvom jeg ved han er i mit hjerte har jeg det bedst med at komme op til den bette have og sørge for der ser ordentlig ud oppe ved ham. Det er en skøn gåtur på de dage hvor pigerne ikke syntes det skal sove så meget. Så nupper jeg lige den lille Rasmus Klump taske med remedier til at gøre haven fin igen og går traver derop. Indtil nu har pigerne sovet fint hver gang og ikke vågnet mens vognen har holdt stille på kirkegården.

Det var lidt nyt herfra. Glædelig jul alle sammen, nu må vi se om jeg får skrevet meget mere inden jul. Den sidste tid til jul kan hurtigt gå.