Dybe tanker. – hvor kan man føle sig alene.

Tirsdag d. 16-11-2010

Jeg troede ikke det var muligt at føle sig så alene. Folk tør ikke ringe til os og høre hvordan det går. De tør ikke spørge om vi lige kigger forbi eller de må kigge forbi. Som der blev gjort førhen. Man skulle næsten tro vi havde en smitsom sygdom. Nej vi har ikke været så gode til at opsøge folk det sidste år, men hvad regner de med? Hvad forventer de????  Den maske/facade vi bære er tung, og meget trættende. Alle forandringer er hårde, for så er vi nød til at ændre facaden. Vi er ærlige og siger hvad vi tænker og føler. Ja det er hårdt, også hårdt for os bagefter. Men siger vi det ikke, hvor skal folk så vide fra hvad vi føler. Har aldrig følt mig så alene som jeg har gjort den sidste tid. Folk forsætter deres hverdag som om ingenting er hændt. Imens man selv sidder med en enorm sorg som ikke vil aftage. Og et savn der er ubeskrivelig.

Vi kan ikke blive mere kede af det end vi er. Kun en ting kan gøre os mere kede af det og det er familie og venner som ubevidst undgår os fordi de ikke vil gøre os kede af det eller trænge sig på. Vi kan som sagt ikke blive mere kede af det. Intet overgår vores tab af vores elskede søn. I sådan en tid har man brug for venner, venner som tør være der for en og vil høre på hvad man har at sige. – også selvom der kan ske at blive fældet en tåre eller to. Vi er stadig mennesker som har brug for venner der er der…..

8 tanker om “Dybe tanker. – hvor kan man føle sig alene.”

  1. Lige nu ville jeg ønske jeg stadig boede i Viborg. Så var jeg med det samme styrtet afsted for at give dig det varmeste kram!
    Har så ondt af dig. Ved det må gøre så ondt i hjertet.
    Kh.
    Trine

  2. Åhh, sødeste- det er jeg virkelig ked af, at læse. 🙁
    I har jo netop brug for, at folk lytter til jer og er der for jer nu i den her svære tid, men det er jo desværre lidt misforstået hensyntagen, som man ofte ser.
    Har selv altid gjort vores børn opmærksomme på, hvor vigtigt det er, at de ikke skulle undgå kammerater, der havde mistet deres forældre og lignende, men at de netop bare skulle spørge og lytte.
    Håber det du lige har skrevet nu, kan få rettet lidt op på det.
    Knus & tanker herfra.

  3. Kære Tanja
    Du har så evigt ret, det er meget vigtig at dem var tæt på os før vi mistede vores barn, også er der bagefter.
    Ingen kan som du siger, gøre eller sige noget der kan få det hele til at blive værer, de kan derimod hjælpe med at huske Zander, hjælpe jer med at huske sjove episoder som i måske ikke lige kan huske lige nu.
    Jeg er sikker på at folk omkring os ikke gør det med vilje, tror det er noget mennskeligt. Enten er vi som persone en som bare bliver ved med at presse på selvom man bliver mødt af et nej gang på gang, eller også er vi den type menneske som er bange for at gøre noget forkert. Hos os er vi heldigvis omgivet af venner og familie som ikke er bange for hverken at besøge os, invitere os eller for den sags skyld tale om Rasmus.
    Jeg syntes det er flot at du har skrevet herinde at i føler jer allene, og jeg håber de mennesker omkring jer som betyder noget, læser det du har skrevet og måske finder ud af at der er brug for dem, selvom i ikke har haft eller har stor overskud nu til at deltage i alle ting.

    Husk aldrig at glemme dem i sorg, det kunne være dig som har brug for en skulder imorgen.

    Hjælp os til at komme igennem sorgen, for det er kun dem vi holder af som kan gøre hverdagen en smule lettere for os.

    Knus fra mig

  4. Hej
    Jeg har fundet Jeres side og jeg har læst det hele og jeg må sige nej hvor jeg græd. Jeg prøvede i april 2010 og få fortaget en abort da det viste sig at der var noget galt med fostret, og jeg har grædt mange tårer siden og jeg gør det stadig. Vi nåede ikke og holde om det mærke varmen og den glæde det er at have et barn i sine arme, jeg nåede dog og se det på scanningen og det var hårdt. Jeg ville gerne have haft et billede men det ville de ikke give mig da de mente det var for hårdt og have sådan et når det alligevel ikke ville blive til noget, og det fortryder jeg den dag idag at jeg ikke holdt fast i at jeg ville have det. Tror det er meget vigtigt at holde fast i tingene også selvom de er små. Jeg er dog idag gravid igen 10+2 og skal til NF scanning den 24.11.2010 og nej hvor jeg har ondt i maven ;O(
    Det jeg vil sige med alt det her er at jeg føler med jer når i føler at alle går uden om og ikke vil snakke om det. Folk mener ikke jeg skal tænke over det der skete sidst det er jo fortid siger de, men det var alligevel en del af mig/os og selvom jeg er gravid igen kan jeg stadig føle mig tom inden i og vil altid tænke på det som en del af mig/os.
    Knuz & varme hilsner fra mig.

  5. Käre söde Tanja

    Hvor er det godt at du skriver om dette for det er, som du osse skriver, garanteret ikke fordi jeres familje o venner ikke vil väre sammen med jer MEN som du skriver af ” forkert ” hensynstagen. Det er osse svärt når man selv sidder med sådan en KÄMPE SORG at forstå at livet går videre for alle andre og dette kan göre/gör bare så ubeskrivligt ondt i en. Man bliver osse lidt bitter og skuffet og alle de der fölelser som man ikke vil väre ved MEN de hörer osse med til sorgen käre ven så bare skriv og ” skäld ud ” for det er sådan det er og sådan det föles for jer lige nu OM det så er sandt eller ikke at dem som er när ikke er så gode til at komme eller höre af sig – så er det sådan I föler og det er det som er VIGTIG.

    Det var så let med opmuntrende ord og ” kom igen ” så länge Zander/I ( og osse med på sidelinjen vi andre ) håbede, fölte, önskede, bad for og var sikre på at zander nok skulle klare det hele MEN nu sidder I der dig og Mads uden jeres lille Guldklump og med den enorme sorg og savn. I var jo osse så länge i Skejby og var så oppe i sygdom og sygehus hele tiden så det må väre twmlig frygtelig at nu sidde hjemme i Viborg i et tomt hus hvor der er MEGET STILLE.
    Föler sådan for dig/ jer käreste ven
    Masser af Knuser Moster Dorte

  6. Kære Tanja
    Åha, hvor jeg kender den ensomhedsfornemmelse. Jeg kender ikke den enorme smerte i går igennem. Jeg kender `kun´smerten fra at have mistet flere gange under graviditeter, inden vi fik vores søn. Når jeg ser på min dreng og mærker glæden ved ham, bliver jeg ramt af en kæmpe angst for at miste ham og skulle igennem en sorg og smerte, der må være så meget voldsommere efter et barn, man har haft i sine arme, holdt og kysset. Den sorg og smerte, som I gennemgår nu. Jeg tænker på dig hver dag og sender jer alle tre en masse varme tanker. Jeg er hverken ven eller familie, men hvis du har brug for en at skrive med, så send mig endelig en mail. De mørkeste og sorteste tanker er der plads til, for dem har jeg selv haft, så de skræmmer mig ikke.
    Varme tanker
    fra Mette (decembergruppen på MM)

  7. Kæreste Tanja.

    Hvor ville jeg ønske at jeg boede i nærheden. Ville straks stå ved din dør.

    De varmeste tanker og kram
    Mona

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.