Nyt fra det lille hjem

Tirsdag d. 09-04-2013

Ja så er der gået et godt stykke tid endnu engang, men denne gang er der da sket noget siden sidst.
Vi har været noget ramt af sygdom den sidste tid. Vi har været så heldige at have ferie fra og med d. 22. marts til efter påske. Den ferie blev så brugt på sygdom 🙁 Eva og jeg var ramt at en ordentlig omgang snot. Det kunne Eva så ikke nøjes med. Hun fik også en gang øjenbetændelse, astmatisk bronkitis og mellemørebetændelse!! Min fødselsdag var vi til barnedåb, en rigtig hyggelig dag og vi var alle nogenlunde ovenpå. Fredag og lørdag havde begge tøser feber og lidt snot. Påskedag var vi alle ovenpå, ingen havde feber eller snot 🙂 Men så mandag inden Eva skal ud og sove opdager vi nogle knopper der ligner skoldkopper og vi begynder at forberede os på hvad vi gør hvis nu. Da Eva kommer op af middagsluren er der flere knopper – også i ansigtet. Vi begynder at få arrangeret pasning, for Eva forsætter åbenbart med at være syg og nu slutter ferien. Vi var meget overbevist om det var skoldkopper.
Til aften allerede ser hun mildest talt forfærdelig ud syntes vi (senere skal det så vise sig dette var vand i forhold til senere). Vi bliver rådet til at ringe til lægevagten, da det egentlig ligner nældefeber (havde vi ikke selv tænkt over før mormor nævnte det). Lægevagten syntes vi skulle køre ind så hun kunne ses på. For det lød som et meget voldsom udbrud hvis det var skoldkopper. Vi kom til med samme og lægevagten så ikke længe på hende før han sendte os op i børnemodtagelsen. Der kom vi i isolation med det samme, hvis det nu var skoldkopper. Efter et par timer der, kommer de frem til det ikke er skoldkopper men en virus der giver udslættet. Eva har ind imellem blå tæer og fingre men hun ilter som hun skal er lidt små kold – så de er rolige (værre med mor her). Vi bliver sendt hjem igen med beskeden om vi bare skal ringe. Natten er forfærdelig, udslættet klør forfærdigelig på Eva og intet hjælper. Morgnen kommer og vi tager af sted som vi plejer, bedstemor, faster Laura og faster Signe kommer og passer Eva. Jeg snakker med sygehuset kl. 9 og vi snakker frem og tilbage om udviklingen af udslættet og Evas generelle ve og vel. Hun syntes vi skal komme, men om vi kommer til med det samme kan hun ikke garantere selvom vi stadigvæk i princippet er indlagt.
Nå men jeg kommer hjem og ser en meget slap Eva, der nu er begyndt at blive blå (blå plamager). Bedstemor havde bestemt sig for at ringe efter mig, for de var begyndt at være utrygge – men jeg kom ind af døren i det samme. Jeg får pakket det jeg lige tænker der skal bruges til en dag der, tænker vi sikkert bliver sendt hjem igen med det samme.
Da vi (Eva og jeg) kommer til modtagelsen siger jeg vi er kommet og vi bare lige sætter os. Informere dem lige om at hun er begyndt at få blåmærker. Med det samme viser de os ind på et værelse og de siger lægen kommer om et øjeblik. Man er vel skeptisk og jeg tænker ”ja så kan vi sidde her i flere ½ timer”. Inden jeg havde nået at tænke min tanke færdig stod der en læge, sygeplejeske og sygeplejestuderende på stuen! – det gik stærkt. Ja og så herfra husker jeg ikke alt så klart/rigtig rækkefølge. Men der kommer i hvert fald mange læger ind over for at se hende og komme med bud på det. Der bliver bestilt blodprøver og de skal tages med det samme. Mit hoved kan ikke følge med, de snakker meningitis, leukæmi og andre sygdomme. De behandler hende som har hun meningitis. De tror ikke hun har det, de tror stadig det bare er en virus der giver udslæt, men de tager ingen chancer. De blodprøver der skal tages viser sig ikke at være sådan lige at få. Det var to søde bioanalytikere der kom, de forsøgte i begge arme men det lykkes kun i den ene. Dog stoppede det ret hurtig med at løbe Evas blod. Så forsøgte de at få fra en finger, men heller ikke her ville det løbe ret hurtig. Nå men de blodprøver skulle tages, så det måtte de få når lægen have lagt en venflon (tja, hvordan mon det staves 😉 ). Lægen forsøgte at finde en åre i begge hænder og fødder med sådan noget rødt lys. Men ingen kunne han finde. Det ender med de får en narkoselæge op for at scanne sig frem til en åre de kan bruge. Det lykkes så heller ikke!!! De må simpelthen opgive, og beslutter sig for at det må undværes, bliver det nødvendig er det fuld narkose osv. Nå men de to søde bioanalytikere skal jo bruge noget mere blod, de forsøger en ny finger, men det går stadig langsom. Til sidst prøver vi øreflippen og der lykkes det at få mere og hurtigere.
Under alt det her skal de konstant måle blodtryk, saturation, temperatur og puls. Jeg skulle hele tiden huske og tilbyde Eva noget at drikke, for hun havde ikke drukket noget længe og havde tørre bleer.
Behøver jeg at nævne at Eva var yderst utilfreds mange gange og meget træt til sidst?!?!?!?! Jeg forsøgte hele vejen igennem at holde hovedet koldt og være der for Eva. Endelig kl. 13,45 kommer vi på en stue på børneafdelingen. Eva får lov at sove, en ½ time!!!! – for så skal der jo lige måles de der ting igen igen igen!!! De skulle de åbenbart hver time indtil svarene på blodprøverne kom. Jeg fik endelig noget at spise, og kunne få ringet til far og få det praktiske på plads. Liv skulle jo også have det godt og ikke glemmes i det her.
Sidst på eftermiddagen kommer svarene på blodprøver og det er gudskelov alle rigtig fine 🙂 🙂 🙂 Eva ser dog stadig forfærdelig ud! De skal ikke længere måle hele tiden, og Eva skal have lov og sove. Der kommer en læge og fortæller hvad det er Eva fejler. Hun har en yderst sjælden form for nældefeber (Urticaria multiforme). Det der kendetegner denne form for nældefeber er det blå. Vi så billeder af det og lægen var god til at forklare den viden de havde om det. Hvad der har udløst den ved vi/de ikke. Eva skal tjekkes om hun evt. ikke kan tåle penicillin, da hun havde fået det til mellemørebetændelsen helt op til udbruddet. Der skal dog gå noget tid fra hun sidst har fået pencillin til de kan tjekke det. Eva får noget medicin til allergi som skal lindre kløen. Dette er også sløvende så Eva sover rigtig meget.
Onsdag morgen har Eva 40 i feber og det undre dem. De tager en snot prøve for at se om hun har influenza da hun nu snotter meget igen. Og 10 min efter får vi beskeden at hun også har influenza og igen skal i isolation! Denne formiddag kom der en gruppe læger og så Eva, det udslæt var som en magnet for læger (og egentlig også sygeplejersker). 😉 De læger skulle så skifte tøj nu, da Eva jo havde influenza. Eva sov det meste af onsdag. Hun havde lige 1-2 timer om aftenen hun var okay vågen og ville lege (og spise lidt slik 😉 ) Torsdag morgen havde hun feber, men den faldt. Udslættet havde aftaget rigtig meget og nu var hun ”kun” ramt at influenzaen og den ville hun nok lettest komme over i hjemme. Eva var også nu vågen som plejer, pjevset – men vågen 🙂
Torsdag til middag var vi hjemme igen, vi gik hjem og vi nød det begge to. Kunne se Eva også nød det flotte vejr og den friske luft. Lidt efter vi kom hjem kom mormor og onkel Troels med Liv. Liv ænsede ikke sin mor et blik, for dér var Eva. Og det Eva der skulle have en mysser først. Liv havde virkelig savnet Eva (Eva har været så syg hun ikke ved hvor lang tid der er gået siden hun sidst så Liv). Ja også er dagene bare gået siden.

Nu er vi vist alle ovenpå igen. Eva spiser ikke alverden endnu, men det kommer vel. I dag hun i dagpleje for første gang siden d. 21. marts. (Liv har været af sted 1 dag, og 1 dag sammen med mormors ”børn”).

Min reaktion på det her er at min frygt for at miste er tiltaget, og øget ”seperationsangst” til begge piger. Jeg syntes jeg var kommet så langt, men må erkende dette har slået mig tilbage. Jeg er pt. sygemeldt, så jeg kan komme ovenpå og bearbejde lidt. Jeg skal nu begynde ved en ny psykolog, det ser jeg faktisk frem til.

Men ellers går det godt her 😉 Vi ser nu frem til at vinterdækken forhåbentlig snart kan fjernes oppe ved Zander og der i stedet kan komme fine forårs blomster.

Sådan generelt med pigerne, så udvikler de sig jo hele tiden. Der begynder at komme lidt sprog, specielt Liv er godt i gang. Eva er først nu begyndt at forstå der skal sige tak for mad osv. Det er ikke den korrekte ordlyd hun kommer med, men man ved hvad hun mener 😉 Det er så hyggeligt, de snakker sådan (dog størstedelen uforståeligt). De danser og fjoller (og skændes!! 😉 ).

Håber ellers i har det godt derude.

Godt nytår alle – noget forsinket ;o)

Onsdag d. 13-02-2013

Ja nu er det et godt stykke tid siden der sidst er blevet skrevet noget herinde. Vi er godt inde i det nye år, og nu er tiden vist kommet hvor det er tid til en opdatering herfra. En opdatering der vil minde utrolig meget om de tidligere, men som er nødvendig ind i mellem for mig selv. Så vil man ikke læse gentagelser, så skal man lukke ned nu! 😉

Her går super godt med tøserne. De er ovenpå igen efter have været ramt at snot og en gang lungebetændelse. Nu skal ørene snart tjekkes igen, og det bliver spændende. Har en lille mistanke om væske på ørene – igen. Men nu må vi se hvad ørelægen siger.
Når tøserne er syge som de var for nylig, så bliver jeg så bekymret. Jeg får mange tanker, og ikke rare tanker. Det er tanker fyldt med frygt og usikkerhed. Det blev for meget og jeg tog kontakt til en læge i Skejby, noget skulle jeg gøre. Ja ja de er sunde og raske tænker I nok, jer der læser med. – men så rationelt tænker min hjerne bare ikke altid. Ind i mellem kommer frygten og man sammenligner med Zander og tænker ”åh åh, Zanders lunger var der jo også noget med!”. Det er så svært at forklare og jeg gider ikke lige forklare mere nu 😉

Minderne med Zander kommer lidt af gangen. Lige nu kæmper jeg med en tanke der ikke har været der før. En kamp det har varet i ca. 2 måneder nu. Det er en følelse og frustration/fortrydelse der vil tage tid, og tror det er en af de længere. Mine tanker kredser om den dag i juni 2010 hvor Zander skulle i narkose. Hvordan kunne jeg dog få mig selv til det??? Han var jo en ulykkelig dreng der vred sig i vrede. Det skrigeri der var på operationsstuen da han skulle i narkose glemmer jeg aldrig!!! – og det var det sidste gang jeg hørte hans stemme!!!!! :´( Det er hårdt, og tårerne pibler frem HVER gang jeg tænker disse tanker. Ved det vil tage lang tid at bearbejde dette. Der er en stor fortrydelse og selvbebrejdelse. Hvordan kunne jeg lade det ske. Lade ham være SÅ ulykkelig den sidste gang jeg virkelig kunne holde ham tæt. Hvorfor skal det sidste mine (med han stemme) være det ”forfærdelige” skrig og det ulykkelige udtryk i hans ansigt?!?!?!

Nu vil jeg stoppe, kan ikke se ordentlig, tankerne flyver igen og tårerne triller. Jeg savner Zander uendelig meget og hver dag ville jeg ønske han var her hos os.  Aftager smerten mon aldrig???

Kort om min job situation, er jeg desværre ikke heldig endnu. 🙁 Er i en virksomhedspraktik som jeg er rigtig glad for. 🙂 Men desværre ikke job i sigte.

For resten, godt nytår til jer alle derude 🙂

Glædelig jul alle sammen

Så kom julen alligevel. December har til tider været enorm hård. Savnet til Zander er så udbeskrivelig stor. Han skulle have været her og elsket julen, som sin mor. Men han er kun i vore hjerter.
Pigerne nyder vi i fulde drag. Og hold da op det går stærkt med dem og de bliver bare så store. – og sjove.
Selvom savnet til Zander er stor, fyldes hjertet stadig med glæde og lykke når man ser de dejlige prinsesser danse og fjolle rundt. Det givet et positivt pust i den til tider hårde hverdag med savn og jo søgning.

Men vil her ønske jer alle en rigtig glædelig jul 🙂

20121222-203741.jpg

Nye juletraditioner

Torsdag d. 06-12-2012

Ja så er der gået en rum tid endnu engang. Om det forsætter med at gå sådan en tid mellem jeg får skrevet er uvis.  Nu er jeg officielt ledig. Og nu vil jeg ikke høre mere om der nok skal komme noget, det bliver ikke noget problem osv. For nu har jeg søgt i ½ år, uden resultat. –”kun” samtaler. Få samtaler ud af 100 ansøgninger. Dette på trods af man gør hvad de ”kloge” siger, søger bredt både fagligt og geografisk. Der er bare ingen facitliste på hvad man skal gøre. Det er lykken der tilsmiler en når det lykkes. Så fik jeg luftet det. 😉

Ja og som I kan se er jeg nu ledig. Jeg har det okay med at være stoppet på min tidligere arbejdsplads, jeg er bare ked af at gå ledig. Den sidste tid på arbejde var hårdt. Man følte ikke man bidrog med alverden, kunne gøre den store gavn eller følte sig ønsket. Det var ikke noget folk gjorde som frembragte denne følelse, det var det at man var blevet fyret der gjorde man følte sig kasseret. Det mest underlige ved at stoppe der, var at i den tid jeg var ansat der kom Zander til verden, og han forlod denne jord. Det er så svært at forklare, og lige nu orker jeg ikke at forklare nærmere.

Nu forsøger jeg at nyde julen, og får søgt det der er at søge – det man skal søge. Jeg vil nyde julen med tøserne og så håbe på lykke på jobfronten i 2013.

Vi vil nu opbygge vores juletraditioner med tøserne, noget vi aldrig nåede med Zander. Zander er enorm savnet og vi tænker stadig utrolig meget på ham. Vi laver nogle traditioner for både tøserne og Zander. Vi forsøger at inddrage Zander i julen, så pigerne forstår de har en storebror. Ikke sådan at pigerne får gaver af Zander, men at vi sætter et lille juletræ oppe ved Zander. – med lidt pynt, lys og snydegaver 🙂 Dette skal pigerne på sigt hjælpe med, og om søndagen skal vi alle på kirkegården og tænde et advents lys. Det sidste her har vi ikke fået startet på i år, men det kommer næste år. Der forstår pigerne det også bedre.

Glædelig jul til jer alle 🙂

Zander 3 år

Tirsdag d. 13-11-2012

Stort tillykke med fødselsdagen i går elskede Zander. Jeg ville have skrevet herinde i går, men kunne simpelthen ikke. Hver gang jeg fik dybe tanker om dig kom tårerne frem og de var ikke til at holde tilbage. Men uanset om jeg fik skrevet eller ej, så ved jeg du er med os, og ved hvad vi føler og tænker. Vi fik vinterdækket hos dig i går, vi er selv meget tilfredse med resultatet. 🙂

Det er så svært at beskrive hvad man føler og tænker sådan en stor dag. Og dagene deromkring. Man er så omtåget at man bliver ”lallelt” og umiddelbart virker man okay fordi man er fjollet og total smilende. Men tag ikke fejl, bag facaden er der mange knuste stykker og meget lidt skal der til før facaden også krakelerer. Ofte går jeg og nynner denne sang for mig selv http://www.youtube.com/watch?v=ZJ2mvNcXALY Den er så smuk, og den blev sunget til Zander’ bisættelse.
Du, som har tændt millioner af stjerner,
tænd i vort mørke en tindrende tro.
Du er vort lys, og du vogter og værner
os, så vi sover i tryghed og ro.

Tak for den lysende dag, der er gået,
gaven til os, dine hænder har rakt.
Tilgiv os det, som vi ikke fik nået,
tilgiv alt ondt, vi fik gjort eller sagt!

Tak for hver glæde, der fyldte vort hjerte,
hver gang du gjorde vort liv til en fest.
Hjælp os at bære hver byrde, hver smerte,
du ved alene, hvad tjener os bedst.

Tak for de mennesker, som blev vor støtte,
når vi fandt vejen besværlig at gå.
Hjælp os i morgen at hjælpe forknytte,
mød du os selv i de svage og små!

Du, som har tændt millioner af stjerner,
mørket i verden vil du byde trods.
Du er vor Far, den, der vogter og værner,
lys i det mørke, som kommer fra os.

Jeg kan hører den igen og igen..

Til dig Zander skrev jeg dette til dig:

3 år er gået
Mit hjerte har slået
Adskillige slag
Siden den dag
Hvor du så smuk kom
Inden vi kendte din “dom”
Du er i vore hjerter
Savnet er der
Minderne lever
Vi lever

Vi elsker dig Zander – for altid ♥
Tillykke med fødselsdagen elskede Zander. ♥♥♥
Knus Liv, Eva, far og mor

Men der var også en version mere 😉

3 år er gået
Mit hjerte har slået
Adskillige slag
Siden den dag
Hvor du så smuk kom
Inden vi kendte din “dom”
Ingen forstår
Hvad vi går
Og kæmper med hver dag
Det er ikke bare en sag
Der kan lukkes
Og slukkes
Du er i vore hjerter
Savnet er du
Minderne lever
Vi lever
Vi elsker dig Zander – for altid ♥
Tillykke med fødselsdagen elskede Zander. ♥♥♥
Knus Liv, Eva, far og mor

 

Om den ene er bedre end den anden, det ved jeg ikke, men syntes det umiddelbart ikke. Den ene var bare kortere end den anden.

Tøserne sover nu og jeg sidder her og stener lidt, ved slet ikke hvad jeg skal skrive. Er tom, tom for ord. Ingen forstår, kun de som har prøvet at miste et barn ved hvordan det er. Og den eneste måde man kan prøve at forstille sig det på er at du nu tænker at du muligvis har set dit barn for sidste gang. (hvilket du selvfølgelig ikke har). Men tænker på at barnet ikke kommer hjem, du har set det for sidste gang. Prøver at forstille dig at du aldrig kommer til at fortælle dit barn du ikke elsker det, aldrig give den varme hus et kys igen, aldrig give den varme krop et knus igen. Hvis man prøver at forstille sig dette, er det ubehag du føler nu bare en brøkdel af hvordan vi forældre til engle børn føler.

Nogle tænker vi skal videre, vi skal ikke blive hængende i sorgen. Men vi bliver ikke hængende – vi mindes. For os er det naturligt at have billeder fremme, med lys og ting der minder os om vores skønne barn i himlen. Nogle vil kalde det et ”alter”, vi kalder det bare en del af stuen. Det er en naturlig del af vores hjem, og den måde Zander er med os.
Jeg har en tattoo med et Z, 4 hjerter og Zander’ fødselsdag og dødsdag. Denne er på mit håndled. Nogle vil syntes det er underlig og gør at jeg aldrig vil komme over det når den er der til hele tiden at minde mig om ham. Men jeg har ikke fortrudt den på noget tidspunkt, og vil endda gerne have flere. Både med Zander men også med tøserne. Og det skal nok komme med tiden (og pengene 😉 )

Men Zander du er savnet, er ked af du aldrig nåede at se og røre dine søstre, og de aldrig nåede at opleve deres dejlige storebror. At du ikke er den der skal lære dem alle unoderne. De kan sagtens allerede lave unoder, så lidt har du sikkert påvirket dem 😉

Er der nogen i himlen:

Det var meget mod din vilje
Alligevel fik du ram på mig
Det er værst at være den efterladte
Når nogen rejser deres vej

Og selv om du er væk for altid
Så vil jeg ikke græde mere
Jeg vil lade som om du lever
Og har det godt nok
Der hvor du er

Er der nogen I himlen
Der kan elske dig?
Ligeså meget som jeg gjorde
Nogen der får dig til at grine ligeså meget som jeg?
Jeg håber bare du har det godt deroppe
Og at de andre de kan se, hvor dejlig du er
Håber bare, at du når det
Alt det, du ikke nåede her

Har du fået dine vinger
Sidder de nu godt nok?
Og kan du flyve rundt I luften
Medc de andre I din flok?
[ Lyrics from: http://www.lyricsmode.com/lyrics/d/danser_med_drenge/er_der_nogen_i_himlen.html ]
Og jeg ved, at du er optaget
I det store englekor
Og at du synger endnu smukkere
End vi har hørt her
På vores jord

Men er der nogen I himlen
Der kan elske dig?
Ligeså meget som jeg gjorde
Nogen der får dig til at grine ligeså meget som jeg?
Jeg håber bare du har det godt deroppe
Og at de andre de kan se, hvor dejlig du er
Håber bare, at du når det
Alt det, du ikke nåede her

Se de positive sider
Du har ingen fjender mere
For bitterhed og nederlag
Findes bare ikke dér

Tænk hvor ofte du blev ydmyget
Af folk som ingenting forstod
Du ville ha’ at jeg sku’ tilgive
Og jeg prøver
At gøre det nu

Men er der nogen I himlen…
http://www.youtube.com/watch?NR=1&v=WszR0p17aSk&feature=endscreen

Tak for alle hilsnerne i går.

Min “skade” efter vi har mistet Zander

Onsdag d. 24-10-2012

Jeg prøver ofte at se om jeg kan få sat nogle ord på alle mine tanker, følelser og forstyrrelser i mit hoved. Nogle ord så folk omkring mig forstår hvor hårdt jeg har det, og hvorfor jeg ikke bare ændre på det.
Jeg er ikke bare som jeg er fordi jeg selv vælger det, eller fravælger andet. Der er sket det i mit liv at jeg har mistet min søn!!! Ja Zander var syg, alvorlig syg, men uanset hvad kom det stadig som et chok at han skulle forlade denne jord. Han var/er vores søn, og opgav vi håbet da han levede, opgav vi ham. Hvem opgiver sine syge børn??
Jeg kan ikke sortere i mine følelser, jeg vil ikke. Der skal være plads til sorg og savn, for det er den måde jeg også mindes Zander. Jeg har ikke muligheden for at besøge hans hvilested så ofte som jeg ønsker, så jeg må mindes ham på en anden måde. Selvom jeg går i en enorm sorg og savn så er der også kærligheden. Kærlighed til alle mine 3 fantastiske børn. Jeg kan også glædes og nyde mine piger som jeg kysser og krammer hver dag.
Jeg har ”taget skade” af det vi har været igennem. Grunden til jeg skriver ”taget skade” er fordi mange ikke forstår mig, forstår hvorfor jeg handler som jeg gør.
Jeg er meget beskyttende overfor Liv og Eva. Ikke at jeg ikke stoler på dem pigerne omgås. Men jeg tænker hele tiden på min tid sammen med pigerne som min sidste tid med dem. Jeg handler efter min frygt for at miste. Enten at der sker pigerne noget, at jeg ikke ser dem igen. Eller at der sker mig noget, så de ikke har en mor mere, en kærlig mor der vil deres bedste.
Så min ”skade” er nok at jeg handler ud fra min frygt. Jeg håber det med tiden bliver bedre, for pigerne skal også kunne klare sig selv. De skal kunne være selvstændige og omgås andre. – indtil videre klare de også dette fint, men på sigt skal jeg ikke ”ødelægge” dem. Omverdenen skal bare respektere min ”skade” og tro på jeg nok skal få det bedre. Jeg vælger bare familien i denne tid.

Jeg vil gerne det sociale med venner og veninder. Jeg er bare ikke så langt at jeg kan tage initiativet. Jeg er måske lidt ”selvfed” på det område lige i tiden. – og det beklager jeg. Men jeg har rigtig svært ved at sige nu tager jeg lige f.eks. en time hjemmefra, tænkt hvis jeg ikke kommer hjem igen!! Ja ja jeg ved det lyder dybt godnat, men sådan fungere min hjerne lige nu.

Vi har for et par uger siden været på gensynsweekend med hjerteforeningens børneklub. En gensynsweekend for os forældre der har mistet vores elskede hjertebørn. Det var en skøn, men hård weekend. Det var dejlig selskab, et selskab man følte sig tryg i. Vi delte mange tanker og følelser. Psykologen var helt fantastisk, hun hjalp virkelig på de rigtige punkter. Fik mig/os til at finde nogle af ordene vi mangler. Hun forklarede også lidt om søskendes reaktioner på at have mistet en søskende, også selvom det er mindre søskende som aldrig har mødt deres bror/søster. Det har hjulpet mig omkring tankerne på fremtiden, fremtiden hvor pigerne skal høre om deres storebror. En storebror som ikke skal gøres gudelig, pigerne skal ikke føle de har noget at skulle leve op til. De skal være dem selv, de har deres personlighed som deres storebror også har. Vi har brugt meget at kalde ham supermanden Zander, og det var han helt bestemt også. Jeg vil dog stoppe med at bruge det, for pigerne skal ikke høre om ham som om han var en helt. Og de derfor har noget at leve op til. – ikke fra mor og far i hvert fald. Zander er Zander og hedder Zander, Eva er Eva og hedder Eva , Liv er Liv og hedder Liv. 3 igennem helt fantastiske børn, som vi alle elsker 🙂

Så alt i alt tumler jeg stadig med en hel masse, gensynsweekenden var en god oplevelse og ville ønske vi skulle af sted igen om et år.

Begge piger går nu 🙂 De går ikke helt sikkert endnu, men det skal helt sikkert nok komme 😉 De næste dage står den på skøn hygge med familie og venner. Vi ser frem til dejligt samvær til fødselsdag i morgen, på lørdag og barnedåb ved venner på søndag.

Tak fordi der stadig er nogen derude der læser med. Jeg skal have skrevet noget til hjertebarnet (blad) omkring vores weekend, og vores erfaringer derfra. Det glæder jeg mig til at skrive, så de forældre der tvivler på om de skal tage af sted tager springet og tager med.

Har haft det bedre.

Torsdag d. 27-09-2012:

Endnu engang er tiden bare gået. Denne gang er jeg også nede i kulkælderen når jeg skriver. Det er som regel når jeg har det værst at jeg får skrevet. Denne gang er jeg virkelig nede og skrabe, og hvor føler man sig dog alene hernede. Ingen forstår en – det går man i hvert fald og tror. Jeg syntes der er så meget modgang, jeg går bare og venter på medgangen men det er som om den lader vente på sig. Jeg har det selv rigtig skidt, men på trods af det tænker jeg stadig utrolig meget på hvordan mine nærmeste har det.

Fysisk har jeg det heller ikke for godt i tiden. Jeg ryster, er generelt utilpas og kan mærke der ikke skal meget mere til før det hele vælter for mig. Bedst som man tror at nu vender tingene og  man begynder at se lysere på tingene, så bum så kommer der noget uforudset. – eller min hjerne/krop begynder at strejke.
Jeg har sådan en uro i kroppen, en uro der ikke kan ”arbejdes” væk som jeg plejer. – f.eks. ved at rydde op, gøre rent, bage eller lignende. Uroen forsvinder ikke og den dræner mig for energi. Jeg tænker, tænker og tænker. Jeg var ikke på toppen, savner Zander utrolig meget og så er der de andre bekymringer. Bekymringer som man ikke bare sådan kan slippe.

Ud af til ser jeg måske ud til at have det fint. Og det er jo som sådan okay man ikke går rundt og ligner l… hele tiden. Men folk skulle bare vide hvordan min krop og hjerne har det. Hjernen holder aldrig pause. Nætterne begynder også at være påvirket nu. Jeg drømmer nu også rigtig meget, noget af det giver ikke lige mening mens andet kan genkendes når jeg vågner om morgenen. Så lige i tiden er det ikke kun tøsernes hoste, eller gråd fordi de skal have sut, der giver af brudt søvn, det gør tanke mylderet også.

Nu vil jeg gå ind og forsøge at sove lidt, det tegner til en lang nat. Både med alle mine tanker, men Liv hoster også en hel det nu 🙁

Ha’ det godt derude.

2 år siden du blev en engel, lille Zander

Torsdag d. 06-09-2012:

Så er endnu et år gået!! Slet ikke til at forstå det nu er 2 år siden vi mistede dig elskede Zander. Endnu er man fyldt med så mange forskellige følelser, og alligevel føler man sig så tom. Jeg ved slet ikke hvad jeg skal skrive, for ord er fattige i dag. Mange tænker på os i dag, og ”føler med os”, så godt som de nu kan.
De sidste par år har man virkelig fundet ud af hvem der er venner og hvem der egentlig kun er bekendte. De venner der har holdt ved sætter vi stor pris på. Uden dem (og familien) havde vi ikke klaret den. Til tider tvivler jeg stadig på om jeg klare den, det der gør jeg overlever denne sorg og det kæmpe savn er vores fantastiske piger som bare charmere og smelter vores hjerter hver dag. Vi er gået glip af så meget med sig smukke Zander, men heldigvis oplever vi det så med Eva og Liv. Nu de begynder at gå får jeg en lille tårer i øjenkrogen hver gang. Jeg bliver så rørt, glad og stolt hver gang. Zander du havde en enorm livsglæde og et fantastisk humør. Disse egenskaber har du sørget for at give videre til begge dine søstre. De ligner dig begge to rigtig meget, men underligt nok syntes vi ikke de ligner hinanden.

Følelserne vælter rundt, man vil så gerne kunne sætte ord på hvad man føler. – men det lykkes ikke. Kun få forstår hvordan vi virkelig har det. De føler selv smerten. Andre tror de forstår, men ærligt, så forstår i det ikke. – uanset hvor meget I ville ønske i gjorde, for så kunne i bedre trøste. Men intet trøster i denne tid, noget varmer og giver os følelsen af vi har kærlige mennesker omkring os. Det varmer at vi ”bare” får en besked med et hjerte, et kram, en tanke osv. Det varmer for det viser os at Zander ikke glemt. Vi glemmer ham aldrig, men vi ønsker heller ikke andre skal glemme ham.

Jeg tror på jeg en dag skal se Zander igen, men hvornår og hvor det sker ved jeg ikke. Men jeg har noget at se frem til når den dag kommer. Lige nu er jeg ikke klar til det, for jeg skal se mine dejlige tøser bliver store og få et fantastisk liv. Jeg ser frem til den dag de forstår de har en storebror, den dag hvor de vil begynde at høre lidt om det. Til den dag de bliver så store de selv kan læse på denne side og forstå en smule af det hele.
Da vi i sin tid fik at vide vi skulle have tvillinger, og det var to piger, var det noget af en mundfuld for os. Det skulle lige synke ind. Da det så var synket ind og nu de to tøser er kommet til verden og snart er 14 måneder. – ja så kan vi se det ikke var så hårdt som vi frygtede, og at det er to piger er fantastisk. De er så dejlige, charmerende, livsglade, kærlige, sjove, fantastiske og vidunderlige. Hvordan kunne man dog have de negative tanker dengang, jo vi var i sorg og savn. Deri var der også en stor frygt, frygten for de ikke ville klare den maven, frygten for de var syge, frygten for alt for tidlig fødsel. – frygt frygt frygt. Jeg tror i dag vi reagere sådan for at beskytte os selv, forsøge at beskytte os selv hvis nu det utænkelige skete – det utænkelige som havde hændt os én gang tidligere og som vi ikke ville kunne klare igen, og som vi ikke engang havde klaret endnu.

Man lære noget om sig selv og dem omkring sig når man har en livshistorie som vores. Som tiden går får man bearbejdet nogle ting, og man kan ind i mellem se hvorfor man har reageret som man gjorde.

Vi har 3 fantastiske børn, vi elsker og hengiver alle 3. Zander, Liv og Eva. Skønne venner og dejlig familie.

Pas på jer selv derude. Husk og nyd livet og dem I har kær.

Eva og Liv 06-09-2012
Eva og Liv. Utroligt de kunne sidde stille begge to, og se den rigtige vej samtidig 🙂