Torsdag d. 25-11-2010
Så er der gået lidt tid efter vores besøg på Skejby. Så nu har det lagt sig lidt, så meget som det nu kan på nuværende tidspunkt. Da vi gik op på afdelingen fik jeg det igen rigtig skidt. Ikke så meget som ved mit besøg d. 11. nov. Men stadig så jeg fik hjertebanken og gråden pressede sig på. Jeg holdt tårerne tilbage så længe det var muligt. Da vi så lægen vi skulle snakke med begyndte vi begge at græde. Det var rigtig hårdt at se ham kom gående der på gangen. Det var første gang vi så ham siden vi mistede Zander, det var vores kontaktlæge og det var ham der var der den aften Zander døde. Vi fik en krammer og samlede os og så fandt vi et sted at snakke. Vi fik en god snak med læge, kontakt sygeplejerske og kirurgen. Det var også med mange tåre, meget blandede følelser. Det var rart at få af vide at der ikke var kommet noget nyt frem ved obduktionen. Var der kommet nyt, ville der også være nye ting at skulle forholde sig til. Vi fik vendt mange ting, og snakket følelser både under indlæggelserne og her bagefter. Vi havde valgt nogle billeder ud og skrevet bagpå, det havde vi gjort til 4 læger og nogle få sygeplejersker. Håber de blev glade for dem. Da vi havde fået snakket færdig gik vi en tur over i gruppe 1 som er børne gruppen og der Zander lå i 5 måneder. Det var ikke så hårdt som d. 11. nov., men rart lige at se det igen. Der forsatte snakken lidt. Der var rigtig travlt, men rart lige at se det igen.
Vi fik også af vide at når Zander engang bliver storebror skal vi komme og vise lillebror eller lillesøster frem. Zander har sat sit præg på intensiv, på flere end bare intensiv. Er sikker på mange af de andre der har haft med Zander at gøre vil huske ham.
Vi savner Zander enormt meget. Savnet har været der længe som skrevet tidligere. Smerten man føler nu er ubeskrivelig. Tankerne køre rundt, man tænker på om man gjorde det rigtige. Hvad kunne/ville man have gjort anderledes hvis man viste hvordan og hvor hurtigt vi mistede Zander. Vi fik af vide i går vi gjorde det godt og vi var der for Zander. Men tvivlen har man og ingen kan rigtig sige noget som får os på andre tanker. Jeg tror på vi nok en dag skal acceptere og leve med de beslutninger vi tog og det vi gjorde i hele Zander’ liv. Det vil bare tage noget tid, og tiden må vi give det.
Nu får man helt knuder i maven, hjertebanken osv. Det er rigtig hårdt det hele stadigvæk, vores smerte forsvinder ikke bare fordi tiden går og heller ikke ved at man ikke snakker om det. Det vil tage mere end 2-3 måneder at bearbejde sådan en stor tab. Savnet og sorgen vil altid være der, vi skal lære at leve med det og det vil tage meget lang tid. Snak til os og spørg hvis der er noget I vil vide. Det vil hjælpe os i vores proces. Kan være I stiller nogle spørgsmål vi ikke selv har tænkt videre over eller som vi bare har taget for givet.
Hej Tanja
Er glad for at høre i nu har fået den obduktions samtale. den har jeg faktisk tænkt lidt på siden Zander måtte give op.
Jeg kender ikke meget til den/de sygdom(me) der kostede ham livet her på jorden men kunne egentlig godt tænke mig at vide det. Hvis du en dag vil skrive om det eller måske i en privat mail ville jeg være intereseret i at høre om det.
Må have været afsindig hårdt igen at møde alle de mennesker på intensiv. det må have krævet en del kræfter og kunne forestille mig at i må have været trætte bagefter.
Kh.
Trine
Hej Tanja.
Hvor har du ret – sorg kan ikke overstås på 2-3 måneder. Det tager laaaang tid. Og selv efter lang tid, vil sorgen sikkert stikke sit ansigt frem indimellem. Det er så ondt og hårdt forløb i har været, og stadig gennemlever. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvor hårdt et pres i har levet under det sidste år. Jeg kan kun prøve at sammenligne med mig selv, og mine tanker og følelser omkring at være blevet mor til et barn, som næsten ikke overlevede at blive født. Nu bliver mit hjertebarn snart 4 år, og jeg kan stadig forundres over, den effekt Skejby Sygehus har på mig. Jeg er slet ikke glad for at være der. Jeg kan næsten fysisk mærke hvordan stedet emmer af sorg og smerte 🙁
Pt. har jeg det jeg kalder Skejby Blues. Det er nogle følelser, som rammer mig hver gang Lucas har været til kontrol. Alt det onde og svære kommer tilbage, og rammer mig som en mur, og det tager tid før jeg bliver “normal” igen. Jeg forestiller mig, at det må være mange 1000 gange sværere for dig og Mads, som ikke fik jeres lille dreng med levende derfra.
Det lyder som om personalet har taget god hånd om jer, også efter i mistede Zander. Hvor er det dejligt at høre, at i ikke sidder tilbage med følelsen af, at Zander ” bare” var et nummer i rækken for lægerne og sygeplejerskerne på afdelingen 🙂
Selvfølgelig savner i Zander – han har jo fyldt helt enormt meget i jeres liv. Jeres arme må føles meget,meget tomme nu hvor han ikke er hos jer længere. Med tiden tror jeg , at i finder accept af de beslutninger, der blev taget omkring Zander, og at det hele falder på plads på et særligt sted i jeres hjerter, hvor mindet om Zander vil leve for evigt. Og ja der er helt sikkert en masse mennesker, både på Skejby og rundt omkring i Danmark, som aldrig vil glemme jeres lille fighter – jeg er selv en af dem.
Jeg vil sådan håbe for jer, at der snart kommer en lille ny spire i maven, så Zander kan få sig en lille søskende, og i får liv i huset igen 🙂
Stort kram til jer begge fra Helle