Onsdag d. 13-02-2013
Ja nu er det et godt stykke tid siden der sidst er blevet skrevet noget herinde. Vi er godt inde i det nye år, og nu er tiden vist kommet hvor det er tid til en opdatering herfra. En opdatering der vil minde utrolig meget om de tidligere, men som er nødvendig ind i mellem for mig selv. Så vil man ikke læse gentagelser, så skal man lukke ned nu! 😉
Her går super godt med tøserne. De er ovenpå igen efter have været ramt at snot og en gang lungebetændelse. Nu skal ørene snart tjekkes igen, og det bliver spændende. Har en lille mistanke om væske på ørene – igen. Men nu må vi se hvad ørelægen siger.
Når tøserne er syge som de var for nylig, så bliver jeg så bekymret. Jeg får mange tanker, og ikke rare tanker. Det er tanker fyldt med frygt og usikkerhed. Det blev for meget og jeg tog kontakt til en læge i Skejby, noget skulle jeg gøre. Ja ja de er sunde og raske tænker I nok, jer der læser med. – men så rationelt tænker min hjerne bare ikke altid. Ind i mellem kommer frygten og man sammenligner med Zander og tænker ”åh åh, Zanders lunger var der jo også noget med!”. Det er så svært at forklare og jeg gider ikke lige forklare mere nu 😉
Minderne med Zander kommer lidt af gangen. Lige nu kæmper jeg med en tanke der ikke har været der før. En kamp det har varet i ca. 2 måneder nu. Det er en følelse og frustration/fortrydelse der vil tage tid, og tror det er en af de længere. Mine tanker kredser om den dag i juni 2010 hvor Zander skulle i narkose. Hvordan kunne jeg dog få mig selv til det??? Han var jo en ulykkelig dreng der vred sig i vrede. Det skrigeri der var på operationsstuen da han skulle i narkose glemmer jeg aldrig!!! – og det var det sidste gang jeg hørte hans stemme!!!!! :´( Det er hårdt, og tårerne pibler frem HVER gang jeg tænker disse tanker. Ved det vil tage lang tid at bearbejde dette. Der er en stor fortrydelse og selvbebrejdelse. Hvordan kunne jeg lade det ske. Lade ham være SÅ ulykkelig den sidste gang jeg virkelig kunne holde ham tæt. Hvorfor skal det sidste mine (med han stemme) være det ”forfærdelige” skrig og det ulykkelige udtryk i hans ansigt?!?!?!
Nu vil jeg stoppe, kan ikke se ordentlig, tankerne flyver igen og tårerne triller. Jeg savner Zander uendelig meget og hver dag ville jeg ønske han var her hos os. Aftager smerten mon aldrig???
Kort om min job situation, er jeg desværre ikke heldig endnu. 🙁 Er i en virksomhedspraktik som jeg er rigtig glad for. 🙂 Men desværre ikke job i sigte.
For resten, godt nytår til jer alle derude 🙂