Tirsdag d. 13-07-2010
Kl. 13.00:
Nu må jeg hellere få opdateret. Zander har ikke haft nogle tilfælde siden i går. I nat faldt han lidt i iltning men der skruede de bare op for ilten. Den er så nede igen. Zander giver efterhånden de kloge hoveder grå hår. De tænker alle mulige tanker, og ikke alle tanker vi vil vide for det gør da bare os forvirrede. I næste uge skal Zander have tjekket lungerne nærmere. Grunden til det først bliver i næste uge er fordi der er eksperten på det område tilbage fra ferie (det er også en fra røntgen, men denne gang skal der bruges en kontrast væske og der er hun specialist hende de venter på). Det er noget med luftvejene og at den ene måske er lidt slap, det kan ses med det væske. Behandlingen af det er respirator indtil den er stiv igen.
Infektionstallene er desværre steget lidt i dag, nu har den ellers været under 5 de sidste 3 dage. I dag er den vist på 15,9. Der er ikke taget bestemmelse om der skal startes noget antibiotika op endnu, de afventer at høre fra mikrobiologerne. Grunden til de er steget er sikkert fordi den stoppede med den sidste antibiotika natten til i går og derfor stiger tallet. De stoppede de to antibiotikaer af to omgange så de netop kunne se hvilken en der virkede osv. I dag har de også stoppet den ene hjertemedicin. Som de siger er der ikke grund til at give noget medicin som de ikke tror gør en stor forskel. Den de stopper er den der skal påvirke lungeblodtrykket nedad og det har ikke ændret noget. De tror Zander’ lungetryk falder når lungerne er bedre og medicinen har ikke haft den store virkning derfor tror de også at det er lungerne der driller og ikke blodtrykket.
De har rigtig travlt oppe på intensiv. Nu er der 4 børn deroppe, 2 akut. En fra i går og en i dag, tror måske det er to helt nyfødte. Så de har nok om ørerne deroppe, og det er stressende for dem. I næste uge er det egentlig kun planlagt efter 2 børn, kan godt forstå de føler sig presset.
Kl. 21.15:
I aften har Zander været over og sidde ved mig 🙂 Det var lige ved at gå galt denne gang også, for da han kom over til mig blev han lidt træls. Han pruttede/sked 😉 og så skulle han lige ventileres og suges et par gange og så faldt han til ro. Han blev først urolig igen da numsen begyndte at blive kold og så kom han op. Men han sad da ved mig ca. 1 time og nu er de ved at lægge ham på maven.
Et spørgsmål/en tanke der kommer nu her er som vi spurgte Lone om den anden dag, er om de opgiver sådan en som Zander og ender med at sige nu kan vi ikke gøre mere. Frygten sidder der selvom Lone sagde noget andet. Tænk hvis de siger ”nu tager vi tuben op og så ser vi hvor længe han klare”… Man tør ikke spørge igen i frygt for at man nu vil høre noget andet. Det sidder jo i hovedet for vi er jo på en intensiv afdeling og vi har oplevet børn der ikke klare den.
Det var lige nogle trælse tanker der blev luftet på ellers en god dag 🙂
Hej Tanja.
Kan se jeg lige jublede lidt for tidligt i går. Men det lader til, at der er styr på Zander igen 🙂
Lungetjek i NÆSTE uge – så står han på stand-by indtil da, eller hvad ? Aaarrrgghh jeg synes det er imponerende, at du ikke allerede er blevet skør…… Jeg ved ikke, hvad effekt sådan en udmelding ville have på mig, men at du bliver mut af og til kan jeg sagtens forstå. Kram……..
Klap lige dig selv på skulderen søde Tanja, du er en helt særlig stærk og udholdende kvinde, og Zander kunne ikke have fået en bedre mor. Du står midt i alt kaosset på I, og ser børn komme til og fra. Du selv bliver hængende med supermanden. Det er umenneskeligt hårdt, og alligevel orker du sende rapporter fra Skejby ud til alle os, som bekymrer os for din lille familie. Respekt…..
Kram og tanker Helle
Hov – også lige roser til Zanders far Mads, som er god til at holde humøret oppe, selv i stiv modvind 🙂
Er bare nød til at skrive at i er en utrolig stærk famillie. godt nok har jeg kendt dig Tanja fra du var baby, men du overrasker mig stadig søde ,stort knus og mange tanker.
Godmorgen til jer! – Håber I har haft en god nat og at Zander er i hopla i dag. Tanja, det er godt at du “tør” sætte ord på dine tanker herinde. Vi, som følger jer og som måske selv har børn, kan sagtens forstå at der er mange tanker, når man har et sygt barn og det er godt at få ord på de tanker. Man må også gerne græde og være fortvivlet og heldigvis kan vi jo se af det, du skriver, at når du måske er lidt nede, så er Mads måske den stærke og positive, og det er sikkert også dig, der lige er lidt stærk, når Mads måske har en nedtur. Godt at I har hinanden. Brug også jeres venner og familie til at få vendt de ting, der sker omkring jer – det er så godt at få snakket – det letter altid lidt. Knus og kærlige tanker herfra, Christa
Hej Mads og Tanja
Jeg kan kun tilslutte mig, hvad de andre skriver – I er en sej familie – I kæmper alt hvad I har lært, selv om det nogle gange har været mod alle odds!
Knus og positive tanker herfra.