Tirsdag d. 12-10-2010
Mens jeg sidder og skriver dette er det præcis 11 måneder siden Zander kom til verden. Vores elskede søn. I dag har været en okay dag, har stadig haft det rigtig skidt. I dag var det rigtig hårdt at komme på kirkegården, men nok fordi at nu ved jeg at han er der i jorden og det var i dag han kunne være blevet 11 måneder. Savner ham ubeskrivelig meget. Ville ønske jeg kunne skrive noget positivt, men det kan jeg ikke. Ikke i disse dage, savnet er helt enorm og jeg kommer længere og længere ned af. Jeg ved jeg skal derned af, men hvor er det hårdt. Havde klaret det hvis jeg viste det gjorde jeg fik ham igen, men jeg ved at det gør jeg ikke og derfor er det endnu mere hårdt.
Elsker dig Zander, savner dig. Det eneste der køre i mit hoved i disse dage er hvorfor????????????? :’(
Kære Tanja
Vi kender ikke hinanden, men jeg har fulgt med her på siden i et stykke tid. Havde selv termin i december, men min søn blev født i november, og jeg har derfor fulgt lidt med i nov 09 på MM.
Jeg har grædt og grædt på jeres vegne og tænkt på jer så endelig mange gange. Det I går igennem nu, må være det mest smertefulde af alt. Jeg har mistet en lille pige og en lille dreng under graviditeten i sene aborter i 2. trimester og den smerte, der meldte sig efter aborterne, da det første chok havde lagt sig og erkendelsen af, at vi aldrig skulle lære vores børn at kende, var så ubærlig. Den sorg, I må mærke nu efter at have mistet et barn, I har kendt og elsker, må være så ubeskrivelig smertefuld, at jeg slet ikke kan begribe omfanget af jeres sorg.
Jeg ville sådan ønske, jeg kunne lette dig for din byrde, din smerte, din længsel og dit savn og bære det for dig i bare en lille stund, så du kunne hvile og puste ud, men smerten er ens egen og hvor ubærlig, den end er, så er der ingen anden vej end netop at bære den og slide sig igennem. Man er tvunget til at leve med den, i den, på trods af den. Man kan ikke lige få en pause, for virkeligheden trænger sig hele tiden på med en større og større erkendelse af, hvad der er sket. En erkendelse, der får smerten til at vokse og vokse. Man kan ikke løbe væk fra den, for den følger med. Man kan måske godt sove for den, men den melder sig i drømme og når man vågner, er den der stadig. Den presser i brystet som et skrig, der vil ud, men sidder fast.
Selvom mine tab og min sorg har været noget helt andet end det i mærker og går igennem nu, kan jeg nikke genkendende til det, du skriver med at ryge længere og længere ned og vide, at man endnu ikke har ramt bunden. Jeg kan kun på det varmeste anbefale Landsforeningen Spædbarnsdød, hvis I ikke allerede gør brug af foreningen. De gør et fantastisk stykke arbejde, og der sidder nogle mennesker ved telefonerne derinde, som jeg ikke kunne have klaret det foruden.
Jeg har set billederne af jeres smukke lille Zander, og I har ret, hvor er han en smuk lille engel. Kirkegården er for mig med tiden blevet et sted fyldt med fred og skønhed, men selvfølgelig også savn og tanker om, hvordan livet havde set ud, hvis nu ikke lige…Det ser ud som et rigtig smukt sted i har fået til Zander, og det er et smukt hjerte, du har lavet til ham. Jeg så billederne på MM.
En præst i en kirke, jeg engang sang i, sagde under en prædiken, at sorg er kærlighed, der er blevet hjemløs. Hvor er det sandt! Man har ikke `et hjem´ eller en modtager til al den kærlighed, man føler og så gerne vil give sit lille barn.
Jeg sender jer min dybeste medfølelse, mine tårer og varmeste tanker.
Du skriver så smukt om dine følelser og om din elskede lille søn, og jeg beundrer dig for, at du har kræfter til at skrive her og lægge billeder ud. Jeg håber, at denne fine side vil hjælpe dig igennem smerten. Det er den smukkeste hyldest til lille Zander.
Mange, mange varme knus fra
Mette