Søndag d. 17-10-2010
Elskede Zander
Du er virkelig savnet, elsket og det bedste der er sket os. Et eller andet sted er det helt uvirkelig at vi har fået sådan en dejlig skøn dreng. En dreng med livsglæde og det mest vidunderlige smil. Men du er ikke blandt os mere, ”kun” i vores hjerter. Det er ikke rimeligt at du skulle tages fra os. Vi savner dig lille skat. Det eneste vi ønsker er at du var blandt os og ikke tabte kampen. Det er uvirkeligt alt det der er sket de sidste måneder. Nogle gang kan man tage sig selv i at tænke, var det hele en drøm/mareridt? Har man virkelig haft sådan en skøn dreng?
Det ved vi at vi har, for den smerte man har nu kan kun savnet og den hjemløse kærlighed til dig lille skat give. Her tomt. Man føler sig magtesløs, og har slet ikke lyst til noget. Kun være sammen med dig lille skat. Tanken om at det ikke kan lade sig gøre er ubeskrivelig. Der er mange ting der er ubeskirvelig. Men nu skal vi lære og leve med den enorme smerte. Lige nu er jeg i tvivl om jeg nogensinde lære det. Kæmper fordi jeg ved du lille skat ved hvad jeg føler og ved at du vil os det bedste. Du har ikke givet os alt dette for at vi bare skal give op. Men opgivende er man. Kan man nogensinde føle glæde og lykke igen??? Lige nu er mit svar nej, der er jo ikke noget at være lykkelig over/af. Du er er her ikke mere Zander og det gør ondt. Jeg ved at du stadig elsker os og er med os alle steder. Kan slet ikke beskrive med ord hvordan vi har det, men du, Zander, ved hvordan vi har det.
Du skulle ikke være på kirkegården i en urne, du skal være her i stuen i vuggen. Ved siden af sofaen mens vi sad og kiggede på dig. Eller du skulle være på legetæppet mens vi sad ved siden af og legede med. Vi oplevede ufattelig meget på dit korte liv. Mere en andre familier, men andre oplevelser. Der var også ekstrem meget vi ikke nåede. Mange tanker går gennem hovedet på en. Der er nogle ting jeg fortryder jeg gjorde og ikke gjorde. Havde jeg vist fra starten af at det ville ende sådan her var der ting jeg havde ændret. Jeg havde siddet ved din sidde endnu mere. Jeg ville have holdt dig, sunget for dig, beundret dig meget mere, og flere ting kan nævnes som jeg ville have gjort mere. Men det er for sent nu, jeg kan ingen af delene mere. Det er slut. Savnet gør ondt, men tanken på det dejlige ting vi nåede gør ondt. Alle tanker omkring dig skat gør ondt. Undtagen kærligheden til dig, den er smertefri men hjemløs.
Det næste jeg skal igennem er at læse noget af forløbet igennem, som en del af min proces. Og se endnu flere billeder af dig min engel. Både de gode billeder, men også de hårde omkring operationerne og dem efter du er blevet universets smukkeste engel. Indtil nu har jeg undgået meget af det, for det kommer til at gøre meget ondt. For det gør ondt bare at tænke på dit hårde liv og tænke op alle oplevelserne sammen med dig. Den næste tid bliver hård. Vi nærmer os med hastige skridt din 1 års fødseldag.
Kære begge to.
Jeg ved ikke hvor hårdt det er at miste en man elsker så hård. men jeg ved hvordan følesen er og tankerne er omkring at miste ens barn. Vores lille skat havde meget slem gutsot da han var helt lille og vi sendt hjem selvom han ikke ville spise. og en uge sener blev vi indlagt på børne afdelingen og lå der i ca. 3 uger. mange tanker føj igennem mit hovede og gør det stadig hvad nu hvis. jeg ved godt jeg ikke kan sammenligne de to ting. men du må endlig ikke glemme dig selv i dette. i var så stærke for zanders skyld og i er det staig. at du føler smerte er helt iorden. men du må aldrig bruge sætningen jeg kunne have gjorde meget anderledes. I kunne alt hvad der stod i jeres magt for jeres lille skat. og du kunne ikke have gjort noget anderledes. i er de perfekte forældre for jeres lille guldklump. Jeg håber du har en rigtig god familie og nogel smader gode veninder som du kan blive ved med at snakke hele forløbet med som vil blive ved med at lytte til dig, jeg ved jo mere man snakker om tingende jo mere forstår man det. det er ikke nok at høre tingede inde i sit hovede man skal sige dem højt mange gange. og endnu flere gange før det ligger et sted hvor man kan leve med smerten.
Jeg synes i har gjort det helt rigtige hele vejen igennem og i har været så stærke hele vejen og i er det nu. jeg håber virkelig du snart får det bedre så i kan blive glade og kun huske lille zander for alle de gode minder.
de kærligste hilsner fra Vivian fra min-mave
Käreste Tanja
Det er hårdt at läse at om den smerte som raser i dit/jeres indre MEN käre ven du må ikke tänke sådan at du/I ikke gjorde alt hvad som stod i jeres magt for Zander for I gjorde ALT – ALT söde ven og Zander havde den store ” lykke og tur ” at ha dig Tanja og Mads som sine foräldre.
Der er altid ting som man bagefter tänker : Det kunne jeg ha gjort anderledes eller : Det sku jeg ikke ha gjort MEN vi er bare mennesker og I var det helt og fuldt for Zander både nat o dag käre ven og gjorde alt som var i jeres magt for at han sku ha så godt et liv som overhovedtaget muligt og det havde han for ALT SOM VAR MENNESKLIGT MULIGT at göre gjorde I dig og Mads for jeres Supermand.
STORT KNUS moster Dorte
Kære Zanders forældre
Helt tilfældigt kom jeg forbi følgende: http://www.hende.dk. En kvinde, der hedder Frederikke skriver blok om sit liv, herunder hendes hjertebarn (Cirkeline), som blev til en engel i 2004. Så vidt jeg kan læse, led hendes pige af den samme – sjældne – sygdom, som jeres Zander.
Mange tanker og hilsner
Hej Tanja.
Puhha hvor er det en hård tid i gennemlever. Ja det er nemt at være bagklog, men den slags kloghed kan ikke bruges til noget konstruktivt i jeres tilfælde. I gjorde alt der var menneskeligt muligt for lille Zander i hans alt for korte liv. Tvivl ikke på det 🙂
Nogen gange kunne man ønske sig, at sorg var synlig. Det kan være svært at se helt normal ud udenpå, og være totalt i stykker indeni. Jeg kom i tanke om et stykke af en sang, skrevet af Bon Jovi, som beskrev hvordan jeg følte det, da min far pludselig og uventet døde.
Sangen hedder Always.
This Romeo is bleeding
But you can´t see his blood
It´s nothing but some feelings
That this old dog kicked up
It´s been raining since you left me
Now i´m drowning in the flood
You see i´ve always been a fighter
But without you i give up
Now i can´t sing a lovesong
Like the way it´s meant to be
Well i guess i´m not that good anymore
But baby that´s just me
And i will love you baby always
And i´ll be there forever and a day always
I´ll be there till the stars don´t shine
Till the heavens burst and the words don´t rhyme
And i know when i die you will be on my mind
And i love you always
Now the pictures that you left behind
Are just memories of a different life
Some that made us laugh
Some that made us cry
One that made you had to say goodbye….
Suuukk total tudesang 🙁 Ved ikke om den rammer, men for mig bringer den gemte følelser tilbage. Håber du kommer videre, når tid er, og glem dine tanker om, at du kunne have gjort tingene anderledes. Du var en supermor for din lille supermand. Du er kun 25 år, næsten på alder med min ældste dreng. Jeg synes du har taklet de strabadser livet allerede har budt dig SÅ flot. Var du mit barn ville jeg være pavestolt over dig 🙂
Stort kram fra Helle