Torsdag d. 04-11-2010
Elskede Zander, hvor er du? Er du i himlen? Er du bland os? Ser du os? Høre du os? Mærker du os, selvom vi ikke mærker dig?
Der er så mange tanker og det er ikke til at holde styr på dem. Ser dig hele tiden for mig lille skat. Du er så smuk og smilende. Det er så hårdt. Men tankerne og billederne af dig lille skat vil jeg heller ikke undvære. Jeg skal til og lære at leve uden dig lille skat. Leve uden din fysiske tilstedeværelse. Leve med jeg kun har dig i mit hjerte og i mit hoved. Min kærlighed til dig er svær at bære. Den er på en måde hjemløs, på den anden side er den ikke. Den tilhøre dig Zander, kan bare ikke få lov at vise dig det eller udtrykke det. Den brænder inde i hjertet og vil bare ud. Men kommer den ud er den hjemløs.
Du var savnet i går da din far havde fødselsdag. Du skulle have været her hos os og have smilet til din far når han var stået op. Du er hele tiden savnet lille skat.
Hvor blev tiden af? De 10 måneder gik alt for hurtig. Havde man vist hvordan det ville ende og hvornår det ville ske, er der flere ting man ville gøre anderledes. Ville have været der mere, ville have holdt dig mere. Hvor er der mange ting jeg ville have gjort anderledes. Ja ja folk siger vi gjorde hvad vi kunne for dig. Men som mor og far er der tankerne om hvad man ville have gjort anderledes. Ligesom vi tit tænker på hvad vi ikke fik oplevet med dig. Hvordan du ville have været som 2 årig, 7 årig, 14 årig, voksen og ældre. Havde du valgt at blive konfirmeret? Var du blevet gift og fået børn? Havde du fået en god uddannelse? Hvad ville du kunne holde til med dine hjertefejl?
Skat du er i vores hjerter og tanker hele tiden. Savnet er stadig rigtig stort og spørgsmålet HVORFOR dukker stadig meget tit op.