Søndag d. 31-10-2010
Ja nu skriver vi snart november. Det nærmer sig dagen hvor det er 2 måneder siden vores elskede Zander blev til en smuk engel. Derudover nærmer vi os også dagen hvor Zander kunne være blevet et år. Vi er så glade for den sten der er kommet på oppe ved Zander. Den er så fin, og der er de ting på vi gerne ville have. Nu håber vi bare snart at vores granit vase kommer hjem så vi kan få det hele gjort færdig deroppe, gerne inden hans fødselsdag. Der er jo heller ikke længe til at der skal dækkes deroppe til vinteren.
Savnet til Zander er helt enormt. Som det har været meget længe nu. I dag kom jeg til at høre sangen fra Titanic. Jeg begyndte at græde på stedet, for hver ramte den. Bliver simpelthen nød til at skrive teksten herinde:
Every night in my dreams
I see you, I feel you
That is how I know you go on.
Far across the distance
and spaces between us
You have come to show you go on.
Near, Far,
wherever you are,
I believe that the heart does go on.
Once more, you opened the door
And you’re here in my heart,
and my heart will go on and on.
Love can touch us one time
and last for a lifetime
And never let go till we’re gone.
Love was when I loved you,
one true time to hold on to
In my life we’ll always go on.
Near, far,
wherever you are,
I believe that the heart does go on.
Once more, you opened the door
And you’re here in my heart,
and my heart will go on and on.
You’re here, there’s nothing I fear
And I know that my heart will go on.
We’ll stay, forever this way
You are safe in my heart
and my heart will go on and on.
Den siger så meget og det er ikke til at forstå han ikke er her mere. Tanken om at vi aldrig skal se ham igen får stadig hårene på kroppen til at rejse sig og tankerne i hovedet til at fare rundt. Det er stadig så uvirkeligt det der er sket. Eller… Ja jeg ved snart ikke. Hovedet er noget rodet med tanker og følelser.
Men husk nu, Zander skal ikke være en man ikke tør snakke om. Det skal være en dreng man gerne vil snakke om og som man skal snakke om. Vi elsker ham af hele vores hjerte og det skal ikke være et tabu at snakke om Zander. Har vi ikke lige lyst til at snakke om det skal vi nok sige til. Folk skal ikke tage afstand til os pga. den sorg vi har. Det hjælper os ikke, tvært imod. Heller i viser i er her, tør i ikke snakke til os eller snakke om Zander med os, så tænk over hvor i ikke tør?!?! Det er ikke os der ikke tør, vi vil hellere end gerne og kan snakke flere timer om. Så når først vi starter, skal vi stoppes igen 🙂 Men det er fordi vi elsker ham så meget, savner ham og vil gerne snakke om ham. Blev simpelthen bare lige nød til at lufte dette, for har oplevet et par gange folk ikke tør eller lader som ingenting og bare siger ”Hej” og nærmest løber videre. VIS AT I VED DET!!! Vi ved at i ved det…
God søndag til alle.
Hej Tanja.
Du har ret – den sang er bare så smuk, og nu sidder jeg også og tuder lidt 🙁
Åh hvor synes jeg det er synd for dig og Mads. Ved godt at det kan i ikke bruge til noget, men du skal vide at jeg rigtig gerne vil høre om Zander. Du skal bare give lyd, så er jeg der, hvis du kan bruge mig 🙂
Ja det er sgi ikke nemt, når det føles som om, at folk tror man har pest, og går en bue udenom alt det svære. Men det har jeg da lært, efter at have været åndet i nakken af døden, da Lucas blev født, at man ligeså godt kan spørge. De fleste vil jo gerne fortælle. Jeg tror tværtimod det er de andre, som ikke orker at spørge, fordi det er et ømtåleligt emne, at børn bliver syge, og at de kan dø af deres sygdom. Alle forældre kan vist godt forestille sig, hvor forfærdeligt det ville være, at miste sit barn. Nogle er måske bange for selv, at blive kede af det på jeres vegne, og ville måske synes det var pinligt, at vise den slags følelser – ja jeg ved det ikke, men tal og tal og tal om ham alt det du orker. De rigtige venner skal nok lytte til din talestrøm 🙂
Jeg har læst artiklen fra avisen, og må sige at Zanders have er blevet rigtig fin. Den er jo helt Hokus krokus´k 🙂 Zander kunne rigtig have kørt ræs i sin lille åbne Audi, på det store fliseareal. Hvor er det trist, at han ikke nåede det, men så må han holde øje med sine små søskende, når den tid kommer 🙂
Stort kram til dig Tanja – øv hvor er det en hård tid du har foran dig. Mærkedage er bare ikke sjove, når man har mistet. I har haft et turbulent år, hvor i har været hele følelsesregisteret igennem. Fra glæden da Zander blev født, gennem håb og nedtur på intensiv, glæde igen da han kom hjem og havde det ok i en tid, til nedtur og kæmpesorg og chok, da spillet var slut – som du selv beskrev det lige efter Zanders død. Livet må for pokker snart have noget godt i posen til jer – det håber jeg i hvert fald af hele mit hjerte. For hvis nogen fortjener det, er det skisme jer……
Kærlig hilsen Helle