Zander skal være storebror til sommer :)

Vores elskede ZANDER SKAL VÆRE STOREBROR…. 🙂 Det skal han til sommer. Det er gået utrolig hurtigt, men er dog heller ikke så langt henne endnu. Vi offentliggøre det nu for det bliver sværere og sværere at skjule da jeg hurtigt er blevet stor, det er jo anden gang og ikke så længe siden jeg var gravid sidst. Det har ikke ligefrem været træning der har været prioriteret i den dejlige tid vi havde med Zander. Og nåe jo, så skal vi have tvillinger denne gang 😉 Det er kommet meget bag på os. Der er ingen tvillinger i vores familier. Vi skulle have en tidlig scanning ude på Skejby så vi var sikker på at få lavet nakkefoldsscanningen på det rigtige tidspunkt, også i forhold til hjertescanningerne. Derudover viste jeg også at jeg ikke var så langt henne som lægen ville have mig til at være. Jeg var meget nervøs op til scanningen, jeg håbede bare at se et lille hjerte slå og se der var liv. Der går lige lidt så siger hende der scanner ”Der er to tidlige graviditeter, to rigtig fine fostre med hjerteblink”. WHAT?????? Jeg begyndte at græde, i rent chok. Mads blev ligbleg og sagde absolut ingenting.
Umiddelbart blev jeg først glad, men bekymringerne kom også. Mads var mildt sagt ikke glad, ikke lige det han havde håbet. Så vi var meget forskellige i humøret efter nyheden. Vi er stadig forskellige omkring det, jeg kom ind i en kort periode hvor jeg heller ikke syntes det var særlig fedt med tvillinger men jeg glæder mig igen. Mads er stadig ikke helt glad, men det skal nok komme er jeg sikker på. Det er en ordentlig mundfuld.  Men perioderne hvor jeg heller ikke syntes det er så fantastisk kommer også til mig. Vi havde håbet på en nemmere omgang denne gang, men sådan skal det ikke være. Jeg prøver at tænke på den glæde Zander gav, så må to børn jo også give dobbelt glæde. – forhåbentlig.

Som nævnt så er jeg glad men også fyldt med nervøsitet og en enorm frygt. Det er rigtig svært at klare, vi har frygtet før men nu er det på en eller anden måde en anden frygt. Frygten for at miste er der og den havde vi jo også hele tiden med Zander. Lige nu går tankerne på de begge bare skal klare den og være sunde og raske. Skal jeg prøve at skrive mine/vores bekymringer og frygt lidt i ”etaper” så vil det se sådan ud (sådan cirka):

• Klare de begge de 12 første uger
• Går nakkefoldsscanningen godt?
• Skal der laves moderkagebiopsi eller fostervandsprøve og derved øge risikoen for abort
• Har hjerterne det godt
• Går misdannelsesscanningen godt
• Har hjerterne det forsat godt
• Udvikler de sig
• Vokser de
• Kan jeg klare graviditeten
• Igen, har de det godt
• Er de stadig sunde og raske
• Føder jeg for tidlig
• Skal vi være på Skejby efter fødslen
• Hvis ja, hvor alvorlig og hvor længe
• Har de det stadig godt, både hjertet og trivsel

Så der er rigtig mange tanker og bekymringer, de ovennævnte er kun få af dem. Efter fødslen og vi er kommet hjem er jeg rimelig overbevist om at frygten for pludselig at miste dem vil være stor, miste dem ved f.eks. vuggedød.

Én ting er sikkert og det er at jeg absolut ikke skal føde normal. Jeg vil have kejsersnit, jeg vil følges på Skejby, vil have alt i Skejby og uanset hvad så vil jeg føde i Skejby.

Ja nu er det skrevet og jeg siger nu til mig selv ”Ja ja, nu skal de jo lige blive der begge to og have det godt”. Så selvom jeg prøver at tænke positivt og glæde mig så kommer der altid lige den der tanke med ”Ja ja, de skal jo lige blive der”.
Det er nok også en af grundende til vi fortæller det før nakkefoldsscanningen og før end vi havde planlagt, det er fordi at hvis det så går galt så det rart at vide for familie og venner så man har dem at støtte sig til og tale med det om. Nok mest mig, Mads har ikke så meget brug for det – siger han. Det bliver endnu en udfordring for os, men med det vi har været igennem skal vi nok klare at få to sunde og raske børn på en gang (prøver at være positiv 😉 )

Indtil nu har jeg haft det okay rent fysisk. Ingen blødninger, ingen voldsomme smerter. Til gengæld har jeg haft rigtig meget kvalme og nogle dage har det været så voldsomt at jeg ikke har kunnet være nogen steder. Har også fået hilst på toilettet et par gange. Så kvalme og madlede har været værre denne gang end da jeg ventede Zander, selvom jeg ind i mellem var ramt da jeg ventede ham. Men det er heldigvis på retur nu, men kan stadig komme ind i mellem.

Jeg starter på arbejde omkring d. 1. feb., det bliver dog ikke længe jeg skal arbejde. For som regel bliver man sygemeldt i graviditetsuge 24 når man venter tvillinger. Det gør man for at skåne sig selv og give børnene ro til at vokse, for herfra skal de kæmpe om pladsen. – ja og man kan simpelthen ikke arbejde mere pga. størrelsen også. Så det er ikke mange uger jeg når at arbejde, men jeg glæder mig til at komme i gang med at arbejde. Komme ud og prøve at få en hverdag og snakke med andre mennesker end folk fra sundhedsvæsnet. Om jeg når op og arbejde på fuld tid, det vil tiden vise, det kommer an på hvordan jeg har det mentalt og fysisk.

Nu er nyheden ude og håber på at få så meget opbakning og hjælp fra alle i denne svære graviditet og når vi kommer hjem med de to små. Dette bliver også en hård omgang for os på mange måder, men det er anderledes måder end den kamp vi havde sammen med vores elskede Zander.

Husk børnene er ikke en erstatning for Zander, de vil fylde tomrummet herhjemme men aldrig erstatte. Zander vil stadig være vores første elskede barn, vil altid være savnet og vil stadig være end el af os og en dejlig dreng vi forsat vil snakke om hele tiden.