Onsdag d. 02-03-2011
Ja så skriver vi marts måned, tiden går da egentlig hurtigt. Selvom man egentlig samtidig går og har det knap så godt. Men den ene dag tager jo den anden.
Mange dage virker stadig uoverskueligt, og når man står op tænker man på hvordan man nogensinde kommer igennem dagen og man har allermest lyst til bare at gå i seng igen.
D. 28. marts er det 1 år siden Zander blev fremstillet i kirken, det er en dag jeg allerede tænker rigtig meget på. Tænker ikke på den som noget skidt, for det var en rigtig god og hyggeligt dag. Men savnet er der og man savner ham hele tiden. Savnet er der uanset om det er de gode ting man tænker på, eller de knap så gode og dem der giver en dårlig samvittighed. For selvom mange siger til os at vi ikke skal have dårlig samvittighed for vi gjorde det af bedste overbevisning, så hjælper det os ikke. Vi udsatte ham for megen smerte, og mange grimme ting som vi aldrig ville kunne gøre igen ved nogen. Bare sådan en lille ting som at han skulle have skiftet tubeplaster (som han fik næsten dagligt under indlæggelsen), det kan næsten få mig til at græde. Dengang generede det mig ikke at se det og trøste ham mens. Men den dag i dag er det hårdt at tænke tilbage på. Nogle af gangene var han jo helt ustyrlig, svedende og ulykkelig. Hvor er det nogle knap så behagelige billeder at have. Men det skulle gøres og dengang generede det mig ikke, jeg ville vide hvad der forgik ved min søn – og det synspunkt har jeg stadig, men tankerne omkring bagefter er hård. Havde han levet i dag tror jeg ikke tankerne omkring det ovenstående eksempel have været så hård. For så var man stadig i positiv og kunne se meningen med det hele.
Savner at holde min dreng, kysse og nusse ham samt se hans smil og livsglæden i hans øjne. – på trods af han var indlagt hvor han var. Han lyde savnede jeg allerede få minutter efter vi havde afleveret ham til operationen i juni, men det savn er ikke blevet mindre. Havde aldrig troet på da vi sagde godnat til ham der at det ville være sidste gange vi hørte hans pludren.
Så Zander fylder stadig meget, det vil han altid gøre. De tanker der er nu, er sikkert en del af processen og jeg skal igennem det. Han vil altid fylde meget i vores tanker, men med tiden skulle det gerne blive nemmere. Men perioder hvor det er hårdt vil der altid være, bare ikke så ofte som nu. Der vil også komme mange tanker om Zander når de små er kommet, og mange tanker til ham når vi oplever noget med tvillingerne. Zander vil altid være vores søn og første barn. Savnet og sorgen bliver ikke mindre med tiden, men man lærer forhåbentlig at leve med det.
Fredag skal vi scannes igen i Skejby, 2 scanninger og 1 lægesamtale. Så det er vist en heldags forestilling derude. Hvornår der kommer en opdatering på den dag ved jeg ikke, håber på at kunne lave den om aftenen fredag. – men det kan sagtens være det først bliver i løbet af weekenden.
Kære Tanja.Hvor ser det fint ud i Zanders have.Og jeg er sikker på han sidder på en lílle sky og følger med,og synes det er blevet rigtig fint. Jeg håber alt ser fint ud med tvillingerne når du skal til sekjby igen,og er sikker på zander holder hånden over jer alle.Nej selvfølgelig glemmer i aldrig Zander, og hvorfor skulle i også det , han er jo en del af jeres liv, og vil altid være i jeres tanker.KnuZ faster Mona.
Hej Tanja.
Nu har jeg lige læst dit indlæg her på siden – igen. Jeg får det sådan lidt øv/arrgghh/for pokker/kattens også, når jeg læser at du får dårlig samvittighed over de ting i udsatte Zander for, mens han lå på sygehuset. Jeg kan godt forstå, at tankerne om alt det grumme han måtte gennemgå den lille skat, føles helt forfærdelige nu. Set i bakspejlet var der ikke megen mening med, at udsætte ham for dem. Men i gjorde det jo i troen på, at der var en fremtid for Zander. En fremtid i hvilken han var i live, og ville få et godt liv, når han kom ud på den anden side. Det gør mig faktisk lidt ked, at du skal have det sådan. Du ved hvor meget jeg ville ønske, at din dreng var i live. Og nogen gange kan jeg tænke, hvor svært det må være for dig at vide, at min dreng lever med omtrent de samme fejl, som tog livet af Zander 🙁
Jeg har faktisk aldrig tænkt nærmere over alle de grufulde ting, som også Lucas blev udsat for. Det er egentlig tankevækkende, at det forholder sig sådan. Jeg har jo også mange minder, om en dreng som helt tydeligt ikke brød sig om den behandling han fik 🙁
Du har ikke en levende Zander mere, kun minderne er tilbage. Og det er forståeligt, at tankerne svirrer omkring alt det ubehagelige han måtte igennem. Sygehus og sygdom var en stor del af hans korte liv, og vil derfor fylde meget i dine tanker. Men det var jo nødvendigt – han havde brug for den behandling han fik. Og ingen gjorde ham ondt, for at være onde – det blev jo gjort i kærlighed, og i troen på at han ville få et godt liv bagefter.
Håber det giver mening, hvad jeg har skrevet 🙂
Stort kram til dig søde, kloge Tanja – du skal vide jeg er rigtig glad for, at have lært dig at kende. Du har fået mig til, at sætte ord på mange ting, og følelser omkring det at have et dødsygt barn. De er skrevet til dig herinde på siden, men de har også været en slags selvransagelse for mig. Det var altid min mand, som var hurtigst til at svare, hvis nogen spurgte til vores oplevelse med Lucas. Så jeg som er mere stille i det, fik aldrig rigtig fortalt, hvordan jeg havde oplevet det. Der var ligesom ingen mening i, at genfortælle historien bare med nogle andre ord. Så tak til dig – du har hjulpet mig gennem Zanders side, og det var vist, blandt andet, det som er meningen med den 🙂
Til sidst pøj pøj med scanningen i morgen. Jeg glæder mig til at høre nyt, om de 2 små prinsesser derinde 🙂
Kram Helle