Søndag d. 13-02-2011
Så nærmer det sig et halvt år siden Zander blev en smuk engel. Savnet er ikke blevet mindre, men varierende. Altså nogle dage er savnet okay at have med at gøre men andre dage er savnet større end det nogensinde. Så alt i alt er savnet ikke mindre, og til tider er savnet ikke til at leve med. Men det skal man jo. Det er svært og man vil stadig gøre alt for at få ham igen, bare få en time sammen med ham. Men kan man ikke. Græder stadig meget ofte over at have mistet ham.
Jeg er startet på arbejde, det er både rigtig dejligt men også utrolig hårdt. De er alle sammen rigtig søde og dem der vil/tør kommer og snakker. Nogle spørg også til Zander og den nye graviditet og det er rigtig rart for det hele fylder rigtig meget i mit/vores liv. Vi er ikke kommet videre bare fordi vi arbejder. Det tager altså lang tid at komme oven vande bare en smule. Jeg har også haft dage på arbejde hvor jeg har været ved grådens rend, hvor jeg bare har haft lyst til at gå og bare være mig selv. Jeg har ikke gjort det endnu, og jeg tror egentlig ikke det er sundt for mig at bide det i mig. Så fra nu af går jeg hvis jeg får det sådan, og så er det lige meget om jeg har været der en ½ eller 4 timer. Jeg skal stadig passe på mig selv og er stadig meget følsom.
Men det at komme ud har også hjulpet mig, noget af tiden går lidt hurtigere end hvis jeg havde siddet hjemme og det får tankerne lidt væk noget af tiden. Men ikke så meget væk som jeg nok havde regnet med, jeg er nok ikke så langt fremme i processen som jeg havde ”håbet” på.
Men jeg er glad for den forståelse jeg møder på mit arbejde, og glad for lige at komme ud i den virkelige verden inden jeg meget snart skal til at gå hjemme igen.
Når jeg kommer til at gå hjemme igen skal tankerne nok få frit løb igen. Både omkring Zander og de bekymringer man har omkring tvillingerne.
Men jeg syntes bekymringerne omkring tvillingernes hjerter er aftagende, den er der stadig og jo tættere vi kommer på næste hjertescanning jo mere bekymret bliver jeg. Den næste hjertescanning er d. 4. marts. Der laver de også misdannelses scanningen og vi skal til lægesamtale hvor vi høre status på hvad jeg må og ikke må. Alt efter hvor lang livmoderhalsen er osv.
Men selvom bekymringerne omkring den næste hjertescanning ikke er stor til tider, så kommer der andre bekymringer. Specielt fordi det er tvillinger er jeg meget nervøs for at jeg føder for tidlig, meget tidligt. Jeg er ikke så nervøs hvis jeg føder f.eks. i uge 36 for der er de meget udviklet og som regel en fin vægt 🙂 Det er mere før den tid jeg er nervøs for. Det med at skulle være indlagt i længere tid og ikke kunne være forældre som man drømmer om, det er noget man ikke ønsker igen. Også selvom det ikke vil være så alvorligt som det var med Zander, så er det aldrig sjovt at være indlagt. Men det værste er selvfølgelig hvis de bliver født ekstremt tidlig, så de er mikro små. Er de meget små vil frygten for at miste dem der selvfølgelig også, og det ville vi aldrig kunne bære. Men prøver at tænke positivt, nu skal jeg bare komme til juni måned – så tror jeg på de nok skal klare den hvis de skulle ske at komme til verden der.
Jeg prøver at sætte mig selv nogle del mål, så jeg der kan sige ”YES så langt, nu går det godt”. Som mål prøver jeg at sætte f.eks. først til hjertescanningen som skal gå godt, så uge 25 (hvor de går ind og forsøger at redde børnene hvis de skulle ske at blive født), uge 30 (så er chancerne bedre) og så uge 36 som er en måned før termin og jeg ikke vil være så nervøs. – håber det er til at forstå 😉 Men jeg prøver hele tiden at forstille mig de værste ting der kan ske hvis de skulle ske at blive født i en eller anden bestemt uge. Det er på trods af jeg udmærket godt ved at det ikke hjælper noget at tage sorgerne på forskud. Og jeg har slet ikke viden omkring hvad det vil sige at føde et barn for tidlig, hvad oddsene er for overlevelse ved de små alt efter fødselstidspunkt. Men jeg ved at hvis lægerne vurdere de lige pludselig skal ud før tid så får vi alle disse ting af vide.
Nu hvor tankerne er skrevet ned er jeg igen positiv og tror på jeg går tiden ud og får planlagt kejsersnit 2 uger før termin eller bliver sat i gang 2 uger før og føder dem normalt og det hele nok skal gå godt.
Men på trods af de positive tanker er tanken ”kan vi virkelig være så heldige” der også. Skal der virkelig ikke være noget modgang denne gang…………………………
Kære Tanja.
Har taget tilløb til en lille kommentar længe – nu skal det være. Kan bestemt godt forstå dine bekymringer min ven også på trods af at alt ser så fint og lovende ud med de 2 små piger. Vi kan ikke tage det fra Jer men med alle de krydsede fingre og tæer der er ude omkring kan det kun gå godt. Husk som du også selv tænker at storebror Zander passer på både mor, far og de 2 små. Der går ikke en dag uden den dejlige lille supermand er i mine tanker – men jeg tænker også at det er godt han ikke skulle lide mere den lille fyr.
Tusind knus. Moster Lisbeth