Søndag d. 06-03-2011
I dag er det ½ år siden Zander blev en smuk engel. En dag der fylder meget i ens tanker. Man tænker tit dagen igennem, hvad der skete. Om det kom som et chok og gik meget hurtigere end vi havde regnet med. Eller vi et eller andet sted godt viste det, med de ting der var inden osv.
Et eller andet sted var vi klar over hvor det gik hen af, når vi tænker på hvordan weekenden var og hvordan det havde udviklet sig i hans medicin.
Men beskeden vi fik om formiddagen, den besked vi havde frygtet, kom nok alligevel som et chok. Og at det gik så hurtigt fra vi fik beskeden til han døde var nok ikke forberedt på. For jeg havde nok en forestilling om at der ville gå et par dage inden det var slut. Havde jeg vist han ville dø samme dag som vi fik beskeden om der ikke var mere at gøre så havde jeg gjort mange ting anderledes den dag. Jeg ville have siddet med ham, været der oppe hele tiden. Når jeg tænker på den dag her efterfølgende var vi utrolig meget væk derfra. Vi skulle have været noget mere ved ham inden han døde. Skulle have siddet med begge to osv. Men ingenting nåede vi før han blev rigtig dårlig og døde i mine arme.
Vi kan desværre ikke lave noget om, det er for sent. Jeg skal nu finde en måde at acceptere det der sket, og få mig selv til at tro på hvad vi gjorde var det rigtige. Der er dog lang vej endnu til den accept og tro.
Tanken om alt det jeg ville gøre anderledes får stadig tårerne til at trille ned af kinderne. Får kuldegysninger og endnu flere tåre når jeg tænker på at jeg aldrig skal mærke ham igen, holde ham i mine arme, se hans smil og mærke hans livsglæde. Savner min elskede dreng. Livet bliver aldrig det samme igen, der vil altid være en person i vores liv som mangler. Også selvom vi får to tøser til sommer… Zander vil stadig mangle i vores liv.
En ting jeg tænker en del på er også hvordan vi begge reagere når de to små kommer. Jeg tror savnet til Zander vil blive endnu større, og det virkelig kommer til at gå op for os vi aldrig, virkelig aldrig kommer til at se, høre og røre vores søn igen. Vi kommer også til at se hvor anderledes en hverdag det er at have sunde og raske børn, i forhold til et alvorligt sygt barn. Der vil der sikkert også komme et dybt hul (vi nok skal komme op af igen), et hul hvor tankerne ville være hvordan Zander var hvis han ikke var så syg. Der vil komme nogle nye tanker og vinkler på Zander liv, både hvordan var og kunne have været. Jeg tror det er en del af processen når man får et barn mere (i vores tilfælde to). Og det er uanset hvornår det næste barn ville komme. Om det er tidlig som vores eller flere år efter, så vil de tanker komme.
Kære Tanja og Mads, jeg tror aldrig vi slipper af med tankerne “hvad nu hvis” og selv om vi godt ved i vores inderste at vi gjorde alt for vores englebørn så ville vi stadig ønske at der lige var sket et mirakel og at de stadig er her. Vi må sige til os selv at vores børn godt vidste hvor meget vi elskede dem og at de aldrig har følt sig forsømt på nogle måder, og forsøge at lære at acceptere det der skete. Har tit tænkt på at nogen siger “man lærer at leve med det” det tror jeg aldrig jeg gør, men jeg lærer nok at acceptere at han ikke er her mere en dag.
Jeg tror også at det bliver hårdt at blive mor og far igen og jeg kan i hvertfald mærke at jeg savner ham mere og mere for hver gang maven vokser. Og når Rasmus lillebror kigger frem til os, så vil han mangle så meget. Er også bange for at falde i et hul, men håber at vi alle kan hjælpe hinanden som vi har gjort indtil nu, for det har betydet så meget.
Zander var en smuk og meget unik dreng, han gav jer det største man kan få her i verden, han lærte jer at være mor og far og det skal i huske på og bruge når jeres smukke piger kommer til verden. Og jeres små piger vil blive smukke og unikke på deres måde.
Stort kram på en dag, hvor man virkelig bliver mindet om smerten og savnet.
Vil sende jer masser af kärlige tanker og kämpe knus Moster Dorte