Søndag d. 11-03-2011
Ja det er ikke meget jeg får skrevet her mere, men der er bare hele tiden et eller andet der skal ordnes. Pigerne udvikler sig hele tiden og begynder at kræve opmærksomhed hele tiden når de er vågne. Ikke sådan at vi skal sidde ved dem, men de er begyndt at komme rundt (ruller og bakker 😉 ). Så man skal lige holde øje med hvor de bevæger sig hen, eller om de river i hinanden. Det med at rive og pille ved hinanden tager de faktisk meget pænt. Selvom man kan se den ene tager ved så stikker den anden ikke i et skrig. I morgen bliver de 8 måneder, hvor blev de måneder lige af…. Og hver sker der meget med sådan nogle dejlige babyer på så kort tid.
I tirsdags var det 1½ år siden Zander blev den smukkeste engel og savnet vokser og vokser… Troede ikke jeg kunne savne mere end jeg gjorde, men det kan jeg. Når man ser Liv og Eva lægge og lege og tuller lidt så tænker man på hvor glad deres storebror også var for noget af det legetøj de også er i gang med nu. Husker hans smil og svingen med legetøj der hænger ned over sengen. Nu er pigerne også begyndt at ”synge med” når jeg synger, det er så hyggeligt og det får også en til at tænke på Zander. Liv og Eva har indhentet Zander på mange punkter selvom der er 2 måneder til de overhaler ham i alder. Zander trillede ikke rigtig, han var lille (lææææænge siden pigerne overhalede ham i vægt, selvom de ikke har taget på siden december 😉 ), kunne ikke selv sidde som pigerne er lige ved at kunne nu og maden køre også meget bedre for Zander kom aldrig i gang med almindelig mad. Det er ikke sådan man går og sammenligner Liv og Eva med Zander, man går ”bare” og tænker på de ting Zander nåede at lærer og tænker længere frem og tænker på de ting han ikke nåede. Allerede nu tænker jeg på om mon han havde lært at gå hvis han havde levet nu, hvis han havde været rask så havde han jo, men hvad hvis han var kommet hjem efter den sidste indlæggelse. Der er mange ”Hvad nu hvis …” og tanken ”HVORFOR!?!?!?!” er der også stadig rigtig meget. Man har 3 fantastiske børn, elsker dem alle og vil gå gennem ild og vand for både Liv, Eva og Zander. Men der er desværre ”kun” 2 man kan kramme, kysse og nyde.
Nu ser det ud til foråret kommer, det bliver rigtig dejligt. Så kan vi tage granen af og få plantet nogle fine forårsblomster deroppe. Det er meget hyggeligt og vinterdække deroppe, og det er rigtig fin i forbindelse med julen. Men nu hvor det er marts måned så er det ikke så pænt og hyggeligt mere, nu vil man gerne have gjort det fint med blomster osv. Vi kommer der desværre ikke så meget mere, det er ikke til at nå. Håber det bliver noget nemmere når pigerne engang kan gå, så man kan tage derop alene med pigerne. – man kan jo ikke lade dem sidde i bilen alene mens man render derop (selvom der ikke er så langt). Der er også allerede nogle ting nu man fundere over, f.eks. hvad man skal gøre når pigerne begynder at spørge til ham. Hvordan skal man få forklaret tingene så de forstår dem. Hvor meget skal de vide, og hvor tidligt. Men det må vi nok føle os frem til. De skal jo ikke overdynges med en masse informationer og fortællinger som de slet ikke kan rumme og håndtere.
Lige en indskydelse som jeg ind i mellem tænker på. Den er at jeg i november 2011 skriver om hvor alene man kan føle sig. Ind i mellem kommer den følelse igen. http://zander.dk/?p=1131 Stadig tankerne om det er fordi folk tror de stadig såre os, tror vi ikke vil have et liv ud over vores dejlige piger. Overskuddet er her ikke lige i tiden til at tage kontakten til alle, men håber sådan de vil kontakte os. For selvom vi har meget at se til med sorg og 2 dejlige prinsesser så vil vi stadig gerne se vores venner. Overskud har vi efterhånden, men det bliver brugt på at nyde pigerne og få ordnet det der lige er for hånden. Ind i mellem får vi da taget os sammen til at kontakte nogle venner. Pigerne er forholdsvis nemme at tage med ud, så om aftenen besøger vi da ind i mellem nogle 😉 Den ene dag tager den anden, og sådan er det jo for alle. Men tanken og følelsen af at være alene – meget alene – den kommer ind i mellem. Men det er nok svært at snakke med os, men det forstår vi jo ikke. Vi er stadig os selv, en smule ændret, men det skulle da også være underligt andet med det vi har været igennem og går igennem.
Tiden går og nu er det snart tid til pigerne skal ud og passes. Vi venter nu på at hører fra kommunen om hvor pigerne kommer i dagpleje. Vi troede der var styr på det, men datoerne passede ikke og så havde hende dagplejeren ikke plads alligevel. Så de er vist ved at finde et sted hvor der er plads til 2 børn. De lovede at ringe i sidste uge, men der hørte vi ikke noget. – så i morgen kl. 9 har de mig i røret 😉
Spændende hvornår jeg igen får opdateret her 🙂
Hej Tanja.
Lige en lille tilkendegivelse fra mig, så du ved jeg stadig følger med på Zanders side, selv om det er mere end halvandet år siden han måtte give op. Hvor går tiden dog hurtigt.
Tænk engang så meget der er sket, siden den lille supermand fysisk forsvandt ud af dit liv. Jeg kan kun forestille mig, hvor meget han mangler. Jeg har kontakt til flere mødre, som desværre også har mistet et barn, og de har alle fortalt, at det der med at sammenligne de efterfølgende børn med det mistede, fylder en del i deres bevidsthed, og at det virkelig har været en milepæl, når deres barn har passeret den alder, som det mistede barn havde. De skal ligesom over den skæringsdato, og så bliver det efterfølgende barn “bare” sig selv, og det giver ligesom en slags frihed. Frihed til blot at nyde barnet for det, han/ hun er, uden at skulle sammenligne.
Ved ikke om det giver nogen mening, men syntes bare lige jeg ville fortælle dig, at du ikke er alene om, at have det sådan 🙂
I dag er det jo din fødselsdag, og vil lige ønske dig tillykke med den herinde også. Mon ikke du får en dejlig dag, sammen med dine to små guldklumper og deres far 🙂
Tænk engang at de allerede er blevet så store, at de snart skal i dagpleje, og du atter skal på job igen. Det gør mig glad, at læse de begge trives og udvikler sig helt efter bogen – Super 🙂 🙂
Lige til sidst vil jeg lige fortælle, at jeg hver gang jeg er på løbetur under stjernerne på himlen, finder den klareste af dem, og sender en tanke til Zander og hans lille familie. Og sender en lille bøn om, at alle hjertebørn får lov til at blive her på jorden, for jeg synes der er engle nok ♥♥♥
Kh. og kram Helle, som ville ønske du ikke følte dig ensom. Kan jeg bruges til noget, siger du bare til 🙂