Dagen nærmer sig …

Onsdag d. 18-04-2012

Så nærmer dagen sig med hastige skridt. Dagen hvor pigerne har samme alder som Zander havde da han døde. Dagen hvor de overhaler ham i alder. De har begge overhalet ham i forhold til udviklingen, han lærte ikke at sidde selv eller komme fremad – men det kan pigerne. Dagen hvor de når samme alder vil være en betydningsfuld dag, en dag man nok vil tænke på den sidste dag med Zander og så kigge på tøserne og nyde deres smil og latter. Dagen efter hvor de så har overhalet Zander vil nok være anderledes, derfra vil tanker på hvordan Zander kunne have været ”hvis nu” han havde levet længere osv. komme. Frygten for at miste tøserne sidder der nu, og jo tættere vi kommer på 6. maj (den dag er tøserne lige så gamle som Zander var den dag han døde) jo mere stiger frygten. Knuden i maven vokser og vokser. Det er faktisk så slemt at det til tider giver mig helt kvalme. En sagde til mig for nylig at frygten for at miste måtte da forsvinde lidt nu når de ude over den alder hvor risikoen for vuggedød er størst. Men nej den frygt er bestemt ikke væk, den forsvinder aldrig. – jeg skal ”bare” lære at leve med den. Jeg frygter ikke vuggedød mere, men jeg frygter at miste dem til en anden l…. sygdom. Man kan dø af så meget, og uanset hvad så håber jeg inderligt ikke at jeg når at begrave flere af mine børn. De skal leve længere end mig…. Så der kører stadig mange tanker rundt i hovedet på en.

Pigerne er nu startet i dagpleje og de hygger sig bare rigtig meget deroppe. Indtil nu er jeg slet ikke blevet ringet op og bedt om at hente dem fordi de var ulykkelige. De er så nemme og hygger sig. De sidste dage har de dog ynket når jeg har hentet dem og de har fået øje på mig. Så vil de begge op og det er ikke helt nemt, men der er dagplejeren meget behjælpelig til lige at tage den ene og forsøge at trøste. Den ene er nemmere at trøste for hende end den anden. Resten af dagen vil begge tøser også at de kan se en af os. Vi skal endelig ikke stå bag en stol eller forlade rummet ½ minut for så er der skrig. Men det er vist meget normalt og selvom de har sovet en god middagslur er de sikkert stadig lidt trætte efter de indtryk de har fået i løbet af sådan en dag. En kort periode var de også rigtig nemme at putte, det tog under 5 minutter 😉 Men nu er vi oppe på 10-15 minutter igen. – men det er bestemt også acceptabelt og sådan det faktisk altid har været.

I går var der også 3 uger til jeg starter på arbejde igen. Uh ha det er snart 😉 Jeg er ved at glæde mig til at komme i gang igen. Er dog også lidt nervøs/spændt på det. Jeg skal til og bruge mit hoved til andet end sygdom, baby, mad osv. Min hjerne skal til og udfordres igen 😉 Jeg er spændt på hvor hurtig jeg kan lære og huske informationerne. Jo meget længe siden min hjerne har været på fuld skrue. Det bliver også spænde og komme ud blandt mennesker igen, mennesker der ikke er indenfor sundhedsvæsnet eller kun snakker om baby baby baby. Det er da hyggeligt og skønt at snakke om sine børn (og jeg elsker det da 🙂 ), men nu trænger jeg også til at snakke om andet.
Men nu når mit job start nærmer sig så syntes jeg også det er lidt uoverskueligt. Syntes der er sååå mange ting jeg gerne vil nå inden, men kan også godt se at det vist ikke kan lade sig gøre 🙂 Men vil prøve at nå så meget af det som muligt. 😉

Håber ellers alle der læser med derude har det godt. Håber snart foråret for alvor kommer så vi kan få solskin og varme. Det varmer at vide der stadig er nogen der læser med. Siden skulle også gerne vise at selvom Zander var syg, så var han så livsglad og en fighter. En dejlig dreng som man ikke andet end kunne elske og elske nu. Der er ikke nogen deciderede mål med siden, den er til for vores egen skyld, og vil andre læse med er de velkomne til det – hvis de kan klare mosten 🙂