Lørdag d. 05-05-2012
Så er det i morgen dagen ”endelig” er kommet. Dagen hvor pigerne har den alder som Zander havde den dag han døde. Nemlig 9 måneder og 24 dage… Det bliver så underligt på lørdag når vi kan fejre pigernes 10 måneders ”fødselsdag”. Underligt at hver fødselsdag fra nu af, er pigerne ældre end Zander nåede at blive. Frygten for at miste er vokset jo tættere på dagen vi er kommet. Tårerne har til tider fået frit løb og det samme har tankerne. Elsker pigerne ubeskriveligt meget, men alligevel er der sorg og savn i hjertet. Hjertet rummer så meget. Tænk sig at det kan rumme alt det.
Samtidig med alle disse tanker, tænker jeg også på hvordan det hele kommer til at gå når jeg starter på arbejde. Både mht. arbejde og her på hjemmefronten. Jeg er rigtig nervøs/spændt på at skulle til at arbejde igen. Ikke nervøs som hvis man frygter noget, men nervøs/spændt på den måde at hvad mon opgaverne jeg skal sidde med går ud på mere præcist, hvor meget af det kan jeg huske og hvor hurtigt kommer tingene til mig (hvor hurtigt kommer hukommelsen i gang 😉 ). Der er nye opgaver, og jeg glæder mig til både de nye og ”gamle”. – for de er jo alle mere eller mindre nye. For når man er væk så længe så er det som at starte på et nyt arbejde. Det må for mine kollegaer og næsten være som at få en ny kollega. Det er længe at være væk, og jeg indrømmer gerne at jeg ikke er den samme som inden jeg gik på barsel i 2009. Hvordan jeg anderledes er svær at sætte ord på, og om hvordan jeg vil reagere i forskellige situationer ved jeg ikke. Jeg er ikke blevet udfordret netop på denne måde siden Zander døde.
Men jeg/vi må tage det hele som det endnu engang kommer. En dag af gangen og en ting af gangen.
Mærkedagen i morgen bruges til konfirmation ved tøsernes faster. Det bliver helt sikkert en hyggelig dag, selvom mine tanker vil farer rundt. Jeg er glad for lige at have mandag til at samle mig efter mærkedagen.
Vi har været meget ramt af sygdom her i huset, tøserne kan ikke helt komme ovenpå. Så syntes man de er ved at være ovenpå, så får Eva og Mads øjenbetændelse. Og nu de er ved at være over det så begynder Liv at få det, men hun er i behandling nu. De er så også begyndt at hoste noget igen og snotte. Syntes snart varmen godt må tage ved så de kan komme ovenpå. Hosten genere deres søvn hele natten og ligeledes deres lurer i løbet af dagen. Rigtig synd for dem, man vil så gerne hjælpe dem men der er desværre ikke rigtig noget vi kan gøre. Hoste saft er de for små til at få. Og de lyder (heldigvis) ikke til at have astmatisk bronkitis igen.