Hvor er det hårdt. (med digt)

Søndag d. 19-09-2010

Elskede Zander

Mor og far har været rigtig heldige at have så gode venner og god familie 🙂 De har været her i dag og gjort en masse i vores have. Er sikker på du har siddet oppe i himlen med din elg Helge og set ned på os holdt regnvejret væk og du lod solen titte frem ind i mellem. Jeg savnede dig rigtig meget i dag, ville gerne du kunne have været her og siddet på min arm og fulgt med i hvad folk lavede. Dine smil og din charme. Det gjorde det rigtig godt de folk der var her, de fik rigtig lagt nogle fliser og samlet sten i jorden så den er klar til et ordentlig læs nyt jord i morgen. Det jord skal vi have fordelt så der kan blive sået græs, der er noget vej endnu. Der mangler en masse lige det sidste stykke af stien og så alle de sten der skal skæres til. Spændende om der er nok sten 🙂 Zander’ have bliver så flot og vi glæder os til havefest med alle dem der har hjulpet og du vil være med os den dag også.

Ja i dag er der ordnet have, men mor tænkte rigtig meget på dig. Hvor er det hårdt, og det bliver værre og værre for hver dag. Græde turene bliver længere og længere, specielt om aftenen når jeg går i seng og kommer til at tænke på dig min dejlige skat. Jeg tror ikke toppen er nået endnu, langt fra. Men allerede nu er det meget hårdt. Det er en meget svær og hård tanke, den at man aldrig mere skal se dig. At din krop er væk og din sjæl er hvor man ikke kan nå og ingen ”magt” har. Jeg troede det værste var sket da jeg mistede din oldemor i 2002, men jeg tog fejl. Jeg troede det så skete da vi fik af vide du var alvorlig syg. Men nej, det værste var da vi mistede dig og den efterfølgende tid her. Jeg glæder mig til din urne skal ned og din sten kommer på dit hvilested. For så har jeg et bestemt sted at tage hen for at mindes dig. Hvor gør det ondt et sted man ikke kan beskrive hvor er. Man kan ikke sige det er maven, benet, hovedet eller andet sted på/i kroppen. Det er sjælen det gør ondt i. Vi savner dig skat, du skulle have beriget vores liv her på jorden og ikke i himlen. Det er så uretfærdigt at du ikke er her mere. Syntes det er rigtig hårdt lige nu, og det bliver ikke bedre. Men jeg ved du er med os lille skat og gør hvad der står i din magt for at vi har det godt hernede.

Jeg så filmen ”fire bryllupper og en begravelse” i går. Der var et digt til sidst af W. H. Auden, det beskriver hvordan man har det efter at have mistet en man elsker.

Original:

Stop all the clocks, cut off the telephone.
Prevent the dog from barking with a juicy bone.
Silence the pianos and with muffled drum
Bring out the coffin, let the mourners come.

Let aeroplanes circle moaning overhead
Scribbling on the sky the message He Is Dead.
Put crêpe bows round the white necks of the public doves,
Let the traffic policemen wear black cotton gloves.

He was my North, my South, my East and West,
My working week and my Sunday rest,
My noon, my midnight, my talk, my song;
I thought that love would last forever: I was wrong.

The stars are not wanted now: put out every one;
Pack up the moon and dismantle the sun;
Pour away the ocean and sweep up the wood;
For nothing now can ever come to any good.

Dansk:

Sæt alle ure i stå, afbryd telefonen.
Få hunden med dens kødben til at holde op med at gø
Lad klavererne tie og bær med dæmpede stemmer
kisten ud, og lad de sørgende komme.

Lad flyene kredse sørgende
og skrive budskabet på himlen “Han er død”
Hæng sløjfer af crepe rundt om duernes hvide hals.
Lad færdselsbetjentene bære sorte bomuldshandsker.

Han var mit Nord, mit Syd, mit Øst og Vest.
Min arbejdsuge, min hviledag.
Min middag og min midnat, mine ord, min sang.
Jeg troede kærligheden ville vare evigt – jeg tog fejl.

Stjernerne er uønskede nu! Sluk hver og en.
Pak månen sammen og tag solen ned.
Hæld havet ud og fej skoven op.
For nu kan intet gavne.