Onsdag d. 24-10-2012
Jeg prøver ofte at se om jeg kan få sat nogle ord på alle mine tanker, følelser og forstyrrelser i mit hoved. Nogle ord så folk omkring mig forstår hvor hårdt jeg har det, og hvorfor jeg ikke bare ændre på det.
Jeg er ikke bare som jeg er fordi jeg selv vælger det, eller fravælger andet. Der er sket det i mit liv at jeg har mistet min søn!!! Ja Zander var syg, alvorlig syg, men uanset hvad kom det stadig som et chok at han skulle forlade denne jord. Han var/er vores søn, og opgav vi håbet da han levede, opgav vi ham. Hvem opgiver sine syge børn??
Jeg kan ikke sortere i mine følelser, jeg vil ikke. Der skal være plads til sorg og savn, for det er den måde jeg også mindes Zander. Jeg har ikke muligheden for at besøge hans hvilested så ofte som jeg ønsker, så jeg må mindes ham på en anden måde. Selvom jeg går i en enorm sorg og savn så er der også kærligheden. Kærlighed til alle mine 3 fantastiske børn. Jeg kan også glædes og nyde mine piger som jeg kysser og krammer hver dag.
Jeg har ”taget skade” af det vi har været igennem. Grunden til jeg skriver ”taget skade” er fordi mange ikke forstår mig, forstår hvorfor jeg handler som jeg gør.
Jeg er meget beskyttende overfor Liv og Eva. Ikke at jeg ikke stoler på dem pigerne omgås. Men jeg tænker hele tiden på min tid sammen med pigerne som min sidste tid med dem. Jeg handler efter min frygt for at miste. Enten at der sker pigerne noget, at jeg ikke ser dem igen. Eller at der sker mig noget, så de ikke har en mor mere, en kærlig mor der vil deres bedste.
Så min ”skade” er nok at jeg handler ud fra min frygt. Jeg håber det med tiden bliver bedre, for pigerne skal også kunne klare sig selv. De skal kunne være selvstændige og omgås andre. – indtil videre klare de også dette fint, men på sigt skal jeg ikke ”ødelægge” dem. Omverdenen skal bare respektere min ”skade” og tro på jeg nok skal få det bedre. Jeg vælger bare familien i denne tid.
Jeg vil gerne det sociale med venner og veninder. Jeg er bare ikke så langt at jeg kan tage initiativet. Jeg er måske lidt ”selvfed” på det område lige i tiden. – og det beklager jeg. Men jeg har rigtig svært ved at sige nu tager jeg lige f.eks. en time hjemmefra, tænkt hvis jeg ikke kommer hjem igen!! Ja ja jeg ved det lyder dybt godnat, men sådan fungere min hjerne lige nu.
Vi har for et par uger siden været på gensynsweekend med hjerteforeningens børneklub. En gensynsweekend for os forældre der har mistet vores elskede hjertebørn. Det var en skøn, men hård weekend. Det var dejlig selskab, et selskab man følte sig tryg i. Vi delte mange tanker og følelser. Psykologen var helt fantastisk, hun hjalp virkelig på de rigtige punkter. Fik mig/os til at finde nogle af ordene vi mangler. Hun forklarede også lidt om søskendes reaktioner på at have mistet en søskende, også selvom det er mindre søskende som aldrig har mødt deres bror/søster. Det har hjulpet mig omkring tankerne på fremtiden, fremtiden hvor pigerne skal høre om deres storebror. En storebror som ikke skal gøres gudelig, pigerne skal ikke føle de har noget at skulle leve op til. De skal være dem selv, de har deres personlighed som deres storebror også har. Vi har brugt meget at kalde ham supermanden Zander, og det var han helt bestemt også. Jeg vil dog stoppe med at bruge det, for pigerne skal ikke høre om ham som om han var en helt. Og de derfor har noget at leve op til. – ikke fra mor og far i hvert fald. Zander er Zander og hedder Zander, Eva er Eva og hedder Eva , Liv er Liv og hedder Liv. 3 igennem helt fantastiske børn, som vi alle elsker 🙂
Så alt i alt tumler jeg stadig med en hel masse, gensynsweekenden var en god oplevelse og ville ønske vi skulle af sted igen om et år.
Begge piger går nu 🙂 De går ikke helt sikkert endnu, men det skal helt sikkert nok komme 😉 De næste dage står den på skøn hygge med familie og venner. Vi ser frem til dejligt samvær til fødselsdag i morgen, på lørdag og barnedåb ved venner på søndag.
Tak fordi der stadig er nogen derude der læser med. Jeg skal have skrevet noget til hjertebarnet (blad) omkring vores weekend, og vores erfaringer derfra. Det glæder jeg mig til at skrive, så de forældre der tvivler på om de skal tage af sted tager springet og tager med.
kære Tanja hvor er det flot skrevet er sikker på at du med tiden nok skal komme over det, og kan venner og familie ikke acceptere dig som du er så er de ikke det værd.. knus Lena
Smukke søde Tanja, igen er jeg så dybt imponeret af hvor kærlig og omsorgsfuld en mor du er. Du kan ikke beskrive hvad du og Mads går igennem bedre end på den måde du lige har gjort. Jeg er så stolt af, at have lært dig/jer at kende, ville ønske at vi havde fået det tætte venskab på en anden bekostning, men måske vores drenge har ment at vi kunne få gavn af hinanden.
Det er så svært for omverdenen at forstå de ting vi gør, at vores børn stadig fylder så meget selvom de ikke er hos os fysisk. Livet går videre uden for vores hoveddør og vi forsøger så godt vi kan at følge med. Nogle dage må vi træde 25 skridt tilbage, andre dage kan vi hoppe let over dørtrinet.
Håber, at alle dine venner og familiemedlemmer forstår hvad du mener og at de giver dig den tid du skal bruge og så er jeg sikker på at Liv og Eva vil både kunne blive passet og sove ude meget mere end de gør i dag. Og at du får lært at give lidt slip og får lært at stole på livet igen. Faktisk er jeg helt sikker på at de mangler den skønne dreng helt vildt også.
Tusind tak fordi du er som du er.
Hej Tanja.
Så kunne jeg være her – det er ikke nemt at tilkæmpe sig en plads ved computeren 😉
Hvor er du altså god til, at få dine tanker ned på skrift. Jeg håber sørme, at alle som kender dig og din historie kigger forbi Zanders side, så de kan læse hvad du skriver.
Jeg er sikker på, at dine piger har den bedste mor, de kan få. Det er da super, at de får VIP treatment – de er jo et par meget dyrebare piger. Det er jo desværre ikke alle, der passer lige godt på deres børn.
Du kalder det for en “skade”, at du er som du er overfor dine piger. Jeg tror at vi bliver præget, af de ting som livet byder os, og at vi udvikler vores handlemåder efter hvad vi har oplevet. På både godt og ondt 🙂 Selv ser jeg mig i hvert fald som “præget” af oplevelsen med at have fået et meget sygt barn. Jeg er i hvert fald ikke den samme som inden Lucas 🙂
Håber det bedste for dig – og ønsker at din familie og dine venner accepterer, at du ikke mere er den samme som inden Zander. De behøver vel egentlig ikke forstå – bare acceptere 🙂
Tak fordi jeg må læse med – kram fra Helle, som torsdag skal til kontrol med Lucas på Skejby, og allerede kan mærke sommerfuglene blafre….
Undskyld hvis det er noget volapyk. Det er ikke nemt, at skrive vise ord, når man har et barn hængende i den ene arm. Men du skal ikke tvivle på, at jeg anerkender din skade 🙂