God sommer til alle – Tøserne nærmer sig de 2 – Jeg er i arbejde :)

Onsdag d. 03-07-2013

Ja tiden flyver da bare af sted. Nu nærmer dagen sig med hastige skridt hvor de dejlige prinsesser bliver 2 år!!! Hvor blev de år lige af? Tid er en underlig faktor. Tiden er fløjet af sted med prinsesserne 🙂 Men tænker man på, at det til september er 3 år siden Zander blev en engel, så føler man ikke tiden er fløjet af sted. Det hele føles som var det i går, alt huske og smerter som var det nuet.

Vi ser frem til at fejre Liv og Evas fødselsdag med hele familien 🙂 Er sikker på det bliver en dejlig dag, nu håber vi bare på godt vejr – ellers ved jeg ikke lige hvad vi gør mht. pladsen 😉
Det går så stærkt med dem, de kan efterhånden så mange ting og VIL selv så mange ting. De er et par bestemte og temperamentsfulde ”damer”. Dog er det på hver deres måde/område. Der begynder også at komme en del ord og lidt sætninger. Eva er ved at hale godt ind på Liv mht. sproget. Det var Liv der lagde hårdt ud, men nu er der lidt mindre udvikling her – men det skal helt sikkert nok komme igen. En ting er sikkert, de kan i hvert fald sige moar nu 😉 Far kniber lidt mere ved dem begge, det er mar i stedet.

Men tiden går her og jeg er kommet i arbejde 🙂 🙂 🙂 🙂 Det er et 3 måneders vikariat som forhåbentlig kan ende med en fastansættelse. Jeg forsøger i hvert fald at hænge i og knokle på. Der er mange ting at huske på og sætte sig ind i. Det er ny branche for mig, og jeg syntes det er utrolig spændende. Så nu håber jeg der er arbejde nok når vi når til oktober + at de syntes jeg har gjort det så godt at de vil fastansætte mig.
Når jeg på fredag går på ferie i 3 uger, har jeg været i gang der i 2 uger. 2 uger som føles som længere tid – på den helt klare positive måde. Jeg er blevet udfordret, har fået kontakt til en masse mennesker og nogle fantastiske kollegaer.

Ingen tvivl om at der vil komme nogle kampe i mit hoved på et tidspunkt. Efter ½ år hjemme hvor man har kunnet være meget sammen med pigerne og kunnet hente dem tidligt fra dagplejen – skal jeg nu vænne mig til vi nu får en hverdag som de fleste andre familier. En hverdag jeg ved vi nok skal klare og få glæde af alle 4. Men der bliver nogle dage der bliver hårde og jeg vil savne tøserne, selvom jeg egentlig vil se dem 1 time efter 😉 Det er så svært at forklare de tanker og følelser. Håber min psykolog kan hjælpe med disse og hvordan jeg kan håndtere dem bedst.
De 2 uger her på arbejdsmarkedet er da til at klare, nu bliver det spændende hvordan det går efter ferien hvor der ikke lige er en ferie i sigte 😉 Da jeg gik hjemme syntes jeg tiden gik forbavsende hurtig, men nu jeg er kommet i gang er tiden fløjet med raketfart.

En anden ting jeg har brug for at nedskrive for at bearbejde er at vi ikke kommer så ofte som ønsket ved Zander’s lille have. Jeg ville ønske vi kunne komme der hver anden dag eller i hvert fald et par gange om ugen. Det kommer vi bare ikke. Det er noget jeg inderligt håber vil ændre sig, at vi kan komme ind i en god rytme i hverdagen hvor vi kan komme af sted. Én ting er dog sikkert, han er i vores hjerter og tanker hver dag. Savnet er der, smerten er der. Jeg håber han ved vi aldrig glemmer ham, og at de manglende besøg ved hvilestedet ikke er et tegn på han er glemt eller mindre elsket og savnet. Jeg begynder efterhånden at glæde mig til at fortælle tøserne om Zander. Det er så hyggeligt de nu kan pege på Zander når man spørg ”hvor er Zander”. Det skal gerne være sådan de skal kunne tale og spørge til ham, ikke som en de ser op til, men en som de kan fortælle hemmeligheder og tro på kun vil dem noget godt. En storebror som beskytter, bare andetsteds fra.

Det var vist alt herfra, nu må jeg heller komme i seng. Med at være frisk til en ny dag med nye udfordringer.

Håber i alle derude har det godt.

God sommer til alle 🙂

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.