Lørdag d. 02-11-2013

Jeg syntes denne tid er rigtig hård. Zanders fødselsdag nærmer sig med hastige skridt og jeg savner ham så ubeskrivelig meget. Føler jeg fejler, på alle punkter. Som mor til Zander, som mor til Liv og Eva, som kæreste, som kollega, som veninde, som Tanja. Føler ikke jeg slår til for alle. Håber ikke det er noget de lægger mærke til. I det daglige tænker jeg ikke som sådan over det. Men det gør jeg her til stille aftener, de stille aftener hvor man virkelig mærker sorgen, savnet og ensomheden. Ensom med sin smerte og minder. Jeg ved nu hvad det vil siges at føle sig alene, aldrig skal nogen af mine nærmeste føle sig så alene. Det er en smerte i sig selv.

Tøserne udvikler sig hele tiden, det er jo slet ikke til at følge med. Jeg savner dem selvom de ligger inde i deres senge og sover lige så trygt. Jeg er ked af hvert minut jeg ikke tilbringer sammen med dem. Jeg ved de har det godt, men jeg er en hønemor. Havde jeg muligheden så tilbragte jeg hvert minut med dem.

På trods af det hele nyder jeg at komme på arbejde. Ud og møde mennesker, lære nyt og få tanke mylderet på afstand. Jeg bliver hverdag udfordret og det er skønt. Jeg er slet ikke inde i det hele endnu, og ind i mellem har man da tænkt om man nogensinde lære det hele. Det kommer sikkert med tiden, der er stadig mange ting jeg skal lære og sidder stadig ind mellem med spørgsmålet ”Hvordan/hvor/hvad?”. Det er meget anderledes end det jeg tidligere har lavet, og det er dejligt.

Så på trods af jeg har det skidt, så går det trods alt godt. Tøserne bringer glæden ind i livet. De er fantastiske. Har et skønt arbejde at stå op til og en dejlig familie.

Vi skal på sorg-/gensynsweekend med hjerteforeningen igen, og det ser vi frem tid. Bliver dejligt at snakke med nogen af dem som nok forstår en mest. Vi er alle forskellige, og takler smerten forskelligt – men vi kender alle smerten. Ser også frem til at vende nogle af tingene med psykologen der skal med.

Frygter Zander bliver glemt, at vi som forældre er de eneste der husker og mindes ham. Han er vores elskede søn, som vi med stor sorg og smerte ikke har her mere.

Jeg glæder mig til julen i år, glæder mig til at se tøsernes juleglæde. Jeg skal i hvert fald nok gøre mit til de kommer til at elske julen 🙂

Og så skal deres elskede far have stort tillykke med fødselsdagen i morgen 🙂 Tøserne kan i hvert fald sige “HURRAAAA FAAARRRR” 😉

En tanke om “”

  1. Zander er bestemt ikke glemt. <3
    Håber jeres lille familie får en glædelig jul.
    Tanker herfra…

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.