Forfatter: Tanja

Vores elskede ZANDER SKAL VÆRE STOREBROR…. 🙂 Det skal han til sommer. Det er gået utrolig hurtigt, men er dog heller ikke så langt henne endnu. Vi offentliggøre det nu for det bliver sværere og sværere at skjule da jeg hurtigt er blevet stor, det er jo anden gang og ikke så længe siden jeg var gravid sidst. Det har ikke ligefrem været træning der har været prioriteret i den dejlige tid vi havde med Zander. Og nåe jo, så skal vi have tvillinger denne gang 😉 Det er kommet meget bag på os. Der er ingen tvillinger i vores familier. Vi skulle have en tidlig scanning ude på Skejby så vi var sikker på at få lavet nakkefoldsscanningen på det rigtige tidspunkt, også i forhold til hjertescanningerne. Derudover viste jeg også at jeg ikke var så langt henne som lægen ville have mig til at være. Jeg var meget nervøs op til scanningen, jeg håbede bare at se et lille hjerte slå og se der var liv. Der går lige lidt så siger hende der scanner ”Der er to tidlige graviditeter, to rigtig fine fostre med hjerteblink”. WHAT?????? Jeg begyndte at græde, i rent chok. Mads blev ligbleg og sagde absolut ingenting.
Umiddelbart blev jeg først glad, men bekymringerne kom også. Mads var mildt sagt ikke glad, ikke lige det han havde håbet. Så vi var meget forskellige i humøret efter nyheden. Vi er stadig forskellige omkring det, jeg kom ind i en kort periode hvor jeg heller ikke syntes det var særlig fedt med tvillinger men jeg glæder mig igen. Mads er stadig ikke helt glad, men det skal nok komme er jeg sikker på. Det er en ordentlig mundfuld.  Men perioderne hvor jeg heller ikke syntes det er så fantastisk kommer også til mig. Vi havde håbet på en nemmere omgang denne gang, men sådan skal det ikke være. Jeg prøver at tænke på den glæde Zander gav, så må to børn jo også give dobbelt glæde. – forhåbentlig.

Som nævnt så er jeg glad men også fyldt med nervøsitet og en enorm frygt. Det er rigtig svært at klare, vi har frygtet før men nu er det på en eller anden måde en anden frygt. Frygten for at miste er der og den havde vi jo også hele tiden med Zander. Lige nu går tankerne på de begge bare skal klare den og være sunde og raske. Skal jeg prøve at skrive mine/vores bekymringer og frygt lidt i ”etaper” så vil det se sådan ud (sådan cirka):

• Klare de begge de 12 første uger
• Går nakkefoldsscanningen godt?
• Skal der laves moderkagebiopsi eller fostervandsprøve og derved øge risikoen for abort
• Har hjerterne det godt
• Går misdannelsesscanningen godt
• Har hjerterne det forsat godt
• Udvikler de sig
• Vokser de
• Kan jeg klare graviditeten
• Igen, har de det godt
• Er de stadig sunde og raske
• Føder jeg for tidlig
• Skal vi være på Skejby efter fødslen
• Hvis ja, hvor alvorlig og hvor længe
• Har de det stadig godt, både hjertet og trivsel

Så der er rigtig mange tanker og bekymringer, de ovennævnte er kun få af dem. Efter fødslen og vi er kommet hjem er jeg rimelig overbevist om at frygten for pludselig at miste dem vil være stor, miste dem ved f.eks. vuggedød.

Én ting er sikkert og det er at jeg absolut ikke skal føde normal. Jeg vil have kejsersnit, jeg vil følges på Skejby, vil have alt i Skejby og uanset hvad så vil jeg føde i Skejby.

Ja nu er det skrevet og jeg siger nu til mig selv ”Ja ja, nu skal de jo lige blive der begge to og have det godt”. Så selvom jeg prøver at tænke positivt og glæde mig så kommer der altid lige den der tanke med ”Ja ja, de skal jo lige blive der”.
Det er nok også en af grundende til vi fortæller det før nakkefoldsscanningen og før end vi havde planlagt, det er fordi at hvis det så går galt så det rart at vide for familie og venner så man har dem at støtte sig til og tale med det om. Nok mest mig, Mads har ikke så meget brug for det – siger han. Det bliver endnu en udfordring for os, men med det vi har været igennem skal vi nok klare at få to sunde og raske børn på en gang (prøver at være positiv 😉 )

Indtil nu har jeg haft det okay rent fysisk. Ingen blødninger, ingen voldsomme smerter. Til gengæld har jeg haft rigtig meget kvalme og nogle dage har det været så voldsomt at jeg ikke har kunnet være nogen steder. Har også fået hilst på toilettet et par gange. Så kvalme og madlede har været værre denne gang end da jeg ventede Zander, selvom jeg ind i mellem var ramt da jeg ventede ham. Men det er heldigvis på retur nu, men kan stadig komme ind i mellem.

Jeg starter på arbejde omkring d. 1. feb., det bliver dog ikke længe jeg skal arbejde. For som regel bliver man sygemeldt i graviditetsuge 24 når man venter tvillinger. Det gør man for at skåne sig selv og give børnene ro til at vokse, for herfra skal de kæmpe om pladsen. – ja og man kan simpelthen ikke arbejde mere pga. størrelsen også. Så det er ikke mange uger jeg når at arbejde, men jeg glæder mig til at komme i gang med at arbejde. Komme ud og prøve at få en hverdag og snakke med andre mennesker end folk fra sundhedsvæsnet. Om jeg når op og arbejde på fuld tid, det vil tiden vise, det kommer an på hvordan jeg har det mentalt og fysisk.

Nu er nyheden ude og håber på at få så meget opbakning og hjælp fra alle i denne svære graviditet og når vi kommer hjem med de to små. Dette bliver også en hård omgang for os på mange måder, men det er anderledes måder end den kamp vi havde sammen med vores elskede Zander.

Husk børnene er ikke en erstatning for Zander, de vil fylde tomrummet herhjemme men aldrig erstatte. Zander vil stadig være vores første elskede barn, vil altid være savnet og vil stadig være end el af os og en dejlig dreng vi forsat vil snakke om hele tiden.

Tirsdag d. 28-12-2010

Lige lidt om juleaften og den fantastiske julegave jeg fik 🙂 Vi holdt juleaften hver for sig som vi altid har gjort. Vi holder jul sammen når vi har levende børn. Nå, men der blev delt gaver ud og jeg bemærker der ikke er en fra Mads 😉 , men en fra Englen Zander  😀 Jeg fik åbnet lidt af papiret og fik set der stod D&G på æsken, allerede nu begyndte jeg at græde. – jeg havde absolut ingen ide om hvad jeg ville få af Mads i julegave. Fik åbnet æsken og her var det smukkeste D&G ur, lige præcis det ur jeg havde sagt til ham (for sjov) at han da gerne måtte give mig nu jeg havde født sådan en skøn dreng. Jeg havde nemlig ikke fået mor/barn buket så kørte lidt på ham ind i mellem. Det med uret sagde jeg mens Zander levede. Så da jeg så uret var jeg helt færdig og det er simpelthen det smukkeste ur jeg nogensinde har set (ja og ejet). Det betyder så meget for mig, at han har tænkt og husket uret. Så gjorde det ikke noget der ikke var en pakke hvor der stod ”Fra Mads” 😉 Er så glad for det ur og det betyder som skrevet rigtig meget. Nu er der kommet et par led af og jeg kan bruge det 🙂 🙂 🙂

Mandag d. 27-12-2010

Så er julen mere eller mindre over, men håber I alle har haft en rigtig god og hyggelig jul. Nytåret nærmer sig og håber I alle kommer godt ind i det nye år.

Det har været et utrolig godt men også hårdt år. For selvom vores elskede Zander døde i september så havde vi ham i vores arme og hos os størstedelen af året. Vi havde ham kort med hjemme, vi lærte ham at kende og han elskede livet og os. Men ikke mindst så elskede/elsker vi også ham enormt meget. Vi oplevede glæden ved at få børn, bekymringerne og desværre også at føle hvordan det er at miste sit elskede barn. Ønsker ikke for nogen at de skal opleve det at miste sit elskede barn, det er så smerteligt at det er utrolig man kan overleve. Jeg har aldrig kunnet forstå ældre mennesker kan dø af sorg når de mister deres kone igennem hele live. – nu forstår jeg pludselig hvorfor de kan det.

Det er stadig utrolig hårdt og hver dag er stadig en kamp. Lyset for enden ag tunnelen er stadig svær at få øje på men håber snart man kan se den, også selvom lyset kan ske at være meeeeeget langt væk.

Tak for alt støtten i den gode og svære tid. Vi har ikke været gode til at holde kontakten med jer alle, men håber i forstår og stadig er der for os.

Vi håber 2011 bliver et godt år og vi igen kan nyde en lille baby. Et sund og raskt barn som kan kalde Zander storebror og høre en masse om ham. Men nu må vi se hvornår det lykkes, om det bliver i 2011. – men vi håber.

Zander er elsket og savner, han vil altid være i vores hjerter og ingen kan erstatte ham. At leve med savnet kommer nok, men der er lang vej endnu.

Glædelig jul og godt nytår.

Fredag d. 17-12-2010

Elskede Zander. Der er ikke så meget den sidste tid, men har ikke ville gentage mig selv igen og igen. Men det jeg skriver nu vil igen være en gentagelse, men nu har jeg brug for at skrive det ned. Det er stadig utrolig hårdt og vi savner dig rigtig meget lille skat. Bebrejdelsen er nok ikke så stor mere, men derfor er det stadig rigtig hårdt at tænke på alt det du har været igennem. Men det er skønt at tænke på dine smil, lege og lyde, samtidig med er det hårdt og græder stadig meget når jeg tænker på det. For savnet er enorm, og tanken om man aldrig skal se, høre og røre dig igen er skræmmende. Det er nok de tre ting der er sværest at få ind i hovedet og det der gør det så hårdt. Det er et eller andet sted uvirkeligt at det aldrig vil ske. Nogle gang kan man fange sig selv med tanken med tanken ” vi ses ser dig igen”, ”når vi høre dig igen” osv. Man ved det aldrig sker. – i hvert fald ikke her på jorden. Jeg håber at se dig en dag oppe i himlen. Hvordan jeg forstiller mig dig til den tid ved jeg ikke rigtig, det kan kun tiden vise. Lige nu ser jeg dig stadig som min lille skønne dreng, men det kan være som årene går at du så vokser i mine tanker og bliver min større og større skønne dreng.

Men lille skat, du er stadig savnet, du er stadig i vores tanker hver dag. Du vil altid være hos os og have en helt speciel stor plads i vores hjerter. Du vil altid være en del af vores familie og en elsket person vi vil snakke meget om. Snakke om indtil folks øre falder af…

Another month,
another year,
another smile,
another tear,
another winther,
a summer too,
but there’ll never be..
Another you..

Mandag d. 06-12-2010

Elskede Zander. I dag er det 3 måneder siden du blev revet fra os og det værste i vores liv skete. Her er så tomt og livsglæden er væk. Du er så savnet lille skat, du var så glad en dreng. En dreng som altid vil være i vores hjerter og altid vil være savnet. Det er stadig ubeskrivelig svært at tænke på de dejlige stunder vi har haft. Men det er også hårdt at tænke på alt det vi har udsat dig for i dit alt for korte liv. Det er hårdt at tænke på de gange du havde rigtig skidt, f.eks. lige efter operationerne når du lå med alle slangerne. Men også de gange hvor du havde ondt eller var ked af det uden man rigtig kunne finde ud af hvad der var i vejen. Men tankerne omkring dine smil, din glæde i dine øjne når du fik øje på os og generelt dit meget opmærksomme blik er nok det hårdeste at tænke på.  Du ville livet og vi ville ønske du kunne få lov at opleve det. Men nu sidder man i stedet med et enormt savn og mange tanker omkring det hele og om man nogen sinde kommer oven vande igen.

I denne svære juletid
Tager savnet rigtig bid
Sorgen er en smerte
Der gnaver sig ind i hjertet
Gnaver dybere og dybere
Og tankerne flyver

Zander du er en engel
Nu vores skytsengel
Du vil altid være i vor hjerter
Og alt det vi lærte
Du er vores elskede søn
Og du er billedskøn

Zander du er elsket og savnet

Torsdag d. 02-12-2010

Elskede Zander. I dag har været en rigtig hård dag, der har været rigtig mange tanker. Det gik op for mig i dag at du ikke her lille skat til at fejre jul med os. Stod og kiggede på juletræet i udestuen med det fine lys og tænke at du skulle have været i mine arme og set på det fine træ sammen med mig. Du skulle have set på den fine sne sammen med os, vi skulle have været ude og lege i det og rigtig hygge os. Men sådan er det ikke. I stedet sidder man her med en enorm tomhed og uforståenhed omkring hvad er sket det sidste år. Det bliver en rigtig hård jul og en hård nytårs aften. En nytårs aften med dejlige minder fra den vi nåede at have sammen med dig lille skat ude på Skejby. Den dag var du vågen og ved at komme dig ovenpå en stor operation. Julen var også hård ja, men på en anden måde. Nytårs aften sad vi ved din side, holdte dig og legede med dig om aftenen. Juleaften var vi kørt hjem for at spise ved vores forældre. Jeg ved ikke om jeg fortryder det den dag i dag, på den ene side ikke men en stor del af mig gør. For havde jeg vist det ville være den eneste juleaften med dig var jeg aldrig kørt fra dig. Men jeg/vi viste ikke hvad der ventede os, og vi regnede med du ville være ved os i mange år. Så ud fra det synspunkt fortryder jeg ikke, vi viste ikke bedre.

Du er i vores hjerter lille skat. Vi er troligt på kirkegården selvom man ikke kan se dit fine sted deroppe pga. sne. Men derop skal vi, du skal have et fint lys til at brænde i denne mørke og kolde tid.

Lørdag d. 27-11-2010

Lille skat, nu nærmer julen sig. Nu skal der pyntes til jul hjemme, det er med meget blandede følelser. Et eller andet sted glæder jeg mig til at pynte huset. Det er første gang der skal pyntes her. Sidste år var vi jo i Skejby med dig lille skat. En jul vi heller ikke havde været foruden på trods af vi var derude. Er det dig lille skat der sender alt det sne? Dig og Rasmus som leger  sne krig med os 😉 Sneen får det til at lyse sådan op, og det får en mere i julestemning. Jeg tror i har en finger med i det, derfor kan jeg egentlig godt lide sneen. – bare jeg ikke skal ud og køre i det.

I morgen skal jeg have pyntet helt op til jule, i dag har jeg kun lige sat stagerne frem og så er der kommet et fint lille juletræ i udestuen. Det træ er rigtig fint med lys i, men det kan du jo se 🙂

Vi har været oppe på kirkegården og se til din lille have deroppe. Det er bare ikke til at se den. ALT er dækket med sne. Men det er faktisk også flot. Man kan ikke se stenen, det er vi lidt træt af men det er egentlig pænt. Det vil jo heller ikke blive liggende altid.

Savner dig lille skat. Det bliver helt klart en hård jul, en jul vi vil mindes dig. Sidste jul troede jeg det var den værste jul jeg nogen sinde havde haft. Men nu ved jeg at det var den bedste jeg har haft i mit liv, du var nemlig ved os. God nok på intensiv, men du levede og vi nød at være blevet forældre.

I morgen er første søndag i advent, derfor skal det pyntes. I dag glæder jeg mig til at gøre det i morgen. Men når jeg vågner i morgen kan jeg have det helt anderledes, det kan kun tiden vise hvordan jeg har det med.

Torsdag d. 25-11-2010

Så er der gået lidt tid efter vores besøg på Skejby. Så nu har det lagt sig lidt, så meget som det nu kan på nuværende tidspunkt. Da vi gik op på afdelingen fik jeg det igen rigtig skidt. Ikke så meget som ved mit besøg d. 11. nov. Men stadig så jeg fik hjertebanken og gråden pressede sig på. Jeg holdt tårerne tilbage så længe det var muligt. Da vi så lægen vi skulle snakke med begyndte vi begge at græde. Det var rigtig hårdt at se ham kom gående der på gangen. Det var første gang vi så ham siden vi mistede Zander, det var vores kontaktlæge og det var ham der var der den aften Zander døde. Vi fik en krammer og samlede os og så fandt vi et sted at snakke. Vi fik en god snak med læge, kontakt sygeplejerske og kirurgen. Det var også med mange tåre, meget blandede følelser. Det var rart at få af vide at der ikke var kommet noget nyt frem ved obduktionen. Var der kommet nyt, ville der også være nye ting at skulle forholde sig til. Vi fik vendt mange ting, og snakket følelser både under indlæggelserne og her bagefter. Vi havde valgt nogle billeder ud og skrevet bagpå, det havde vi gjort til 4 læger og nogle få sygeplejersker. Håber de blev glade for dem. Da vi havde fået snakket færdig gik vi en tur over i gruppe 1 som er børne gruppen og der Zander lå i 5 måneder. Det var ikke så hårdt som d. 11. nov., men rart lige at se det igen. Der forsatte snakken lidt. Der var rigtig travlt, men rart lige at se det igen.

Vi fik også af vide at når Zander engang bliver storebror skal vi komme og vise lillebror eller lillesøster frem. Zander har sat sit præg på intensiv, på flere end bare intensiv. Er sikker på mange af de andre der har haft med Zander at gøre vil huske ham.

Vi savner Zander enormt meget. Savnet har været der længe som skrevet tidligere. Smerten man føler nu er ubeskrivelig. Tankerne køre rundt, man tænker på om man gjorde det rigtige. Hvad kunne/ville man have gjort anderledes hvis man viste hvordan og hvor hurtigt vi mistede Zander. Vi fik af vide i går vi gjorde det godt og vi var der for Zander. Men tvivlen har man og ingen kan rigtig sige noget som får os på andre tanker. Jeg tror på vi nok en dag skal acceptere og leve med de beslutninger vi tog og det vi gjorde i hele Zander’ liv. Det vil bare tage noget tid, og tiden må vi give det.

Nu får man helt knuder i maven, hjertebanken osv. Det er rigtig hårdt det hele stadigvæk, vores smerte forsvinder ikke bare fordi tiden går og heller ikke ved at man ikke snakker om det. Det vil tage mere end 2-3 måneder at bearbejde sådan en stor tab. Savnet og sorgen vil altid være der, vi skal lære at leve med det og det vil tage meget lang tid. Snak til os og spørg hvis der er noget I vil vide. Det vil hjælpe os i vores proces. Kan være I stiller nogle spørgsmål vi ikke selv har tænkt videre over eller som vi bare har taget for givet.