Forfatter: Tanja

Mandag d. 25-10-2010

Elskede Zander, du er så savnet. Du er i vores tanker hele tiden, og det er rigtig hårdt.  Men vil ikke undvære tankerne. Tænker tit om det virkelig kan passe vi har haft så skøn en dreng. Det kan næsten ikke passe, for hvorfor skal sådan en skøn dreng ikke leve livet på jorden. Du er en skøn dreng Zander, hvorfor du ikke skal være her blandt os er uvis. Der er en mening med at du skulle berige vores liv og give os så meget i den korte tid du var hos os. Vi skal bare finde meningen. Det er rigtig svært, svært at se meningen. Den eneste mening er at vi har fået en at elske, en som ikke er blandt os mere. Savner dig lille skat. Er inde i sådan en periode hvor jeg ikke skal tænke ret meget på dig før tårerne kommer frem. Det er en periode jeg skal igennem og den vil komme igen mange gange. Men hvor er det hårdt. Ville hoppe på tungen til Rusland hvis det kunne gøre jeg kunne røre dig igen, se dit smil igen og holde dig i mine arme igen. Ved det ikke er muligt, om jeg så hoppede jorden rundt på tungen. Sikke en smerte. Elsker dig skat, og savner dig. Det er de eneste ord der kan beskrive bare en lille smule af det jeg føler.

Om 18 dage kunne du have blevet 1 år…

Søndag d. 17-10-2010

Elskede Zander

Du er virkelig savnet, elsket og det bedste der er sket os. Et eller andet sted er det helt uvirkelig at vi har fået sådan en dejlig skøn dreng. En dreng med livsglæde og det mest vidunderlige smil. Men du er ikke blandt os mere, ”kun” i vores hjerter. Det er ikke rimeligt at du skulle tages fra os. Vi savner dig lille skat. Det eneste vi ønsker er at du var blandt os og ikke tabte kampen. Det er uvirkeligt alt det der er sket de sidste måneder. Nogle gang kan man tage sig selv i at tænke, var det hele en drøm/mareridt? Har man virkelig haft sådan en skøn dreng?

Det ved vi at vi har, for den smerte man har nu kan kun savnet og den hjemløse kærlighed til dig lille skat give. Her tomt. Man føler sig magtesløs, og har slet ikke lyst til noget. Kun være sammen med dig lille skat. Tanken om at det ikke kan lade sig gøre er ubeskrivelig. Der er mange ting der er ubeskirvelig. Men nu skal vi lære og leve med den enorme smerte. Lige nu er jeg i tvivl om jeg nogensinde lære det. Kæmper fordi jeg ved du lille skat ved hvad jeg føler og ved at du vil os det bedste. Du har ikke givet os alt dette for at vi bare skal give op. Men opgivende er man. Kan man nogensinde føle glæde og lykke igen??? Lige nu er mit svar nej, der er jo ikke noget at være lykkelig over/af. Du er er her ikke mere Zander og det gør ondt. Jeg ved at du stadig elsker os og er med os alle steder. Kan slet ikke beskrive med ord hvordan vi har det, men du, Zander, ved hvordan vi har det.

Du skulle ikke være på kirkegården i en urne, du skal være her i stuen i vuggen. Ved siden af sofaen mens vi sad og kiggede på dig. Eller du skulle være på legetæppet mens vi sad ved siden af og legede med. Vi oplevede ufattelig meget på dit korte liv. Mere en andre familier, men andre oplevelser. Der var også ekstrem meget vi ikke nåede. Mange tanker går gennem hovedet på en. Der er nogle ting jeg fortryder jeg gjorde og ikke gjorde. Havde jeg vist fra starten af at det ville ende sådan her var der ting jeg havde ændret. Jeg havde siddet ved din sidde endnu mere. Jeg ville have holdt dig, sunget for dig, beundret dig meget mere, og flere ting kan nævnes som jeg ville have gjort mere. Men det er for sent nu, jeg kan ingen af delene mere. Det er slut. Savnet gør ondt, men tanken på det dejlige ting vi nåede gør ondt. Alle tanker omkring dig skat gør ondt. Undtagen kærligheden til dig, den er smertefri men hjemløs.

Det næste jeg skal igennem er at læse noget af forløbet igennem, som en del af min proces. Og se endnu flere billeder af dig min engel. Både de gode billeder, men også de hårde omkring operationerne og dem efter du er blevet universets smukkeste engel. Indtil nu har jeg undgået meget af det, for det kommer til at gøre meget ondt. For det gør ondt bare at tænke på dit hårde liv og tænke op alle oplevelserne sammen med dig. Den næste tid bliver hård. Vi nærmer os med hastige skridt din 1 års fødseldag.

Onsdag d. 13-10-2010

Zander

Du vil Altid være elsket
Du vil Altid være savnet
Du vil Altid være i vor hjerter
Vor kærlighed vil du altid have

Her er så tomt
Hvor blev tiden af
Hvor blev smilene af
Hvor blev din krop af

Hvorfor skulle du være syg
For syg til livet
For du ville livet
Men din krop kunne ikke

Det føles uretfærdigt
Ingen kan sige hvorfor
Ingen kan tage min smerte
Smerten er min sorg og savn

Du skulle så meget
Du skulle være her ved os
Være til stede, fysisk
Men nu er du i vores hjerter

Savnet er enorm
Her er så tomt
Det føles ikke rigtigt
Du skulle være her – i dine forældres arme

Tirsdag d. 12-10-2010

Mens jeg sidder og skriver dette er det præcis 11 måneder siden Zander kom til verden. Vores elskede søn. I dag har været en okay dag, har stadig haft det rigtig skidt. I dag var det rigtig hårdt at komme på kirkegården, men nok fordi at nu ved jeg at han er der i jorden og det var i dag han kunne være blevet 11 måneder. Savner ham ubeskrivelig meget. Ville ønske jeg kunne skrive noget positivt, men det kan jeg ikke. Ikke i disse dage, savnet er helt enorm og jeg kommer længere og længere ned af. Jeg ved jeg skal derned af, men hvor er det hårdt. Havde klaret det hvis jeg viste det gjorde jeg fik ham igen, men jeg ved at det gør jeg ikke og derfor er det endnu mere hårdt.

Elsker dig Zander, savner dig. Det eneste der køre i mit hoved i disse dage er hvorfor????????????? :’(

Mandag d. 11-10-2010

I dag er det en måned siden Zander blev bisat. Det er en rigtig hård dag syntes jeg. Jeg får det værre og værre, jeg nærmer mig bunden med hastige skridt. Har grædt rigtig meget i dag, det svinger meget hvor meget jeg græder med tåre. I dag har jeg gjort det en del. Savnet er helt enormt og det eneste jeg vil er at have min søn i mine arme.

Gid der var nogen der kunne tage smerten man sidder med efter sådan et tab. Man føler sig helt tom og kold inden i. Kan ikke tage sig sammen til noget, vil ikke lave noget praktisk. Gør det egentlig kun fordi det er ligeså hårdt bare at sidde og lave ingenting. Hårdt fordi så sidder man og tænker, tænker over hvor skidt man har det. Det er også godt nok at gøre, men hvor kan man få sig selv langt ned. Jeg kan ikke overskue noget som helst. Gider ikke noget som helst. Selvom jeg laver noget kan jeg mærke jeg kommer længere og længere ned mod bunden. Så selvom det er hårdt at sidde og lave ingenting fordi man kan mærke man får det skidt, så gør jeg det lige så tit som jeg laver noget. For uanset hvad jeg gør, bliver sorgen og savnet større og større.

Det eneste man vil og ønsker er at få sin elskede dreng tilbage.

Hun føler som hun gør i artiklen. Vi er ikke helt enige med hende i det hele, men noget af det kan vi genkende. Det er hendes måde at sørge på, vi har det ikke helt sådan. Sorg er forskellige fra person til person. Selv Mads og jeg sørger forskelligt.

http://politiken.dk/debat/kroniker/article1016631.ece

Onsdag d. 06-10-2010

Det har været en stor dag i dag. En hård dag. I dag er det en måned siden Zander blev til en smuk engel, så vi var heller ikke i tvivl om at kunne vi nå at få urnen var det også i dag den skulle i jorden. Vi nåede at få urnen hjem og havde dem hjemme ca. en uge, og i dag kom den i jorden. Det er utrolig hårdt den er i jorden nu, men også rart nu det skal være sådan. For nu ved vi han er der, og vi har et sted at gå hen. Han vil altid være i vores hjerter, og det er stadig utrolig hårdt. Snakker til ham hele tiden, ikke altid snak med tale men ofte med tanker. Nu ”glæder” jeg mig bare til stenen kommer og vi kan få gjort det fint oppe ved ham.

Savner ham helt vildt, kan slet ikke sætte ord på hvad det er vi går igennem. En ting kan vi sige, og det er at sådan en sorg og smerte ønsker man ikke for nogen. Tanken om man nogensinde kommer videre og kan føle virkelig glæde/lykke igen har man haft nogen gange. Og tvivlen er der stadig. Vi har da været glade og smilende men ikke følt den virkelige glæde helt ind. Hvornår vi gør det igen ved vi ikke, men vi håber da det kommer på et tidspunkt. Men hvornår vi kan føle det igen ved vi ikke.

Lørdag d. 02-10-2010

Elskede Zander

Jeg ved du er med os og du ved hvor langt vi er ved at være i haven. Mon du syntes om den? Det er jeg sikker på du gør. 🙂 Der vil være en stor græsplæne at spille på og masser af fliser at køre hurtig på. Vi er meget tæt på at være færdige nu. Små ting der mangler. Legestativet venter vi med, du er jo her ikke alligevel. Men når lillebror eller lillesøster kommer engang så kommer der et. Håber der er en masse legetøj du kan lege med, og at du hygger med elgen Helge som du fik med.

Vi savner dig hernede lille skat. Ville ønske du var her ved os og var en del af vores liv. Du er en del af vores liv, det er desværre ”kun” i hjertet. Du vil aldrig blive glemt, du vil blive snakket om hele tiden og savnet vil altid være der. Du er så dejlig en dreng, kan slet ikke forstå du ikke er her mere.

Folk spørg tit hvordan jeg/vi har det. Jeg har det rigtig hårdt, og tror ikke jeg har ramt dybet helt endnu. Det tror jeg ikke fordi jeg syntes det går mere og mere ned af.

Torsdag d. 30-09-2010

I dag er det 1 år siden jeg gik fra på barsel. Hvor er der sket mange ting siden da. Både gode og mindre gode. Det er et år vi aldrig vil glemme. Vi fik en vidunderlig søn, kæmpede en kamp som vi troede på men som vi desværre tabte. Det har været en lidt underlig dag syntes jeg. Med mange tanker. Det var underligt at gå og tænke at jeg egentlig er mor, mor til en skøn dreng. En dreng som desværre ikke er her mere og man ikke fik nydt nok. Jeg er mor…… Mor til en syg dreng, så syg at han ikke kunne livet længere en knap 10 mdr. Hvor er det hårdt. Savner ham.

I dag er også en dag hvor jeg for alvor skal ud blandt andre mennesker. Ikke bare i Bilka for at handle – hvor man kan gå uden om folk man kender. Men til motion, motion hvor der er nogen man kender og man ikke bare sådan lige kan flygte. Det bliver spændende. Plejer at være ked om aftenen, men bliver nok meget træt i hovedet når jeg kommer hjem. Kan slet ikke overskue lige nu man skal følge en instruktør, jeg kan ikke engang følge mine egne tanker og ”planer” lige nu.

Det var lige kort mine tanker i dag. SAVNER DIG SKAT!!!

Onsdag d. 29-09-2010

Elskede Zander

Nu er september måned snart slut. Måneden hvor vi sagde farvel til dig vores elskede skat. Det er over 3 uger siden vi holdte dig sidst. Nogle dage føler man det var i går og andre føler man det er evigheder siden. Længslen efter ham er enorm. Jeg ville gøre hvad som helst for at få lov til at se og røre dig igen. Savner virkelig den fysiske kontakt. Vi er kede af vi ikke holdt dig mere end vi gjorde. Men det gik så stærkt og vi var slet ikke klar over hvor det gik hen af. Men vi måtte heller ikke rigtig, de turde ikke rigtig at flytte dig nu du var så dårlig. Den fysiske kontakt var savnet da vi var indlagt, det kan jeg huske. Huske at vi ikke bare måtte løfte dig når vi ville. Når du sov skulle vi helst ikke komme for meget til dig for du skulle bare sove når du ville. Men nu er savnet endnu større og jeg troede ikke dengang det kunne blive større. Man skulle have rørt dig selvom du sov, men det gjorde vi ikke. Der er mange ting vi tænker over nu, men vi kan ikke gøre noget ved det. Vi har så meget kærlighed vi ikke ved hvor vi skal af. Vi sender alt det vi kan mod dig, men mon du får det.

I dag har vi hentet ”dig” hjem. Vi har valgt at få urnen med din aske hjem indtil den skal i jorden. Det havde vi det bedst med. Kan også være det er en god ting i vores bearbejdelse at se urnen og tænke på du er der. Det er virkelig slut. Vi har valgt urnen skal ned d. 6. okt. som jo er den dag hvor det er en måned siden du blev en smuk engel. Din sten ved vi ikke endnu hvornår kommer, men den bliver rigtig fin.

Vi savner dig helt enormt lille skat. Fremtiden er uoverskuelig lige nu. Vi vil gerne du bliver storebror, men når den tid er, kommer der endnu flere tanker. Den tid vil ikke kun være glæde det ved vi. Vi ved også det ikke kan erstatte dig. Graviditeten bliver lang, fuld af bekymringer og savn. Når den lille så er kommet til verden forsætter tankerne og bekymringerne. Vi har jo mistet vores elskede barn, og at miste flere kan jeg slet ikke overskue. Folk vil sikkert til den tid sige ”det sker ikke”, men faktum er at det er der ikke nogen der ved med 120 % sikkerhed. Vi må stole på lægerne når den tid kommer, og hvornår det er ved vi ikke. Det vil fremtiden vise. Men du vil altid have en særlig plads i vores hjerter.

Hver aften når jeg går i seng, får du en tanke og jeg snakker til dig. Tankerne begynder virkelig at køre rundt i hovedet der. Det er egentlig utrolig hårdt at gå i seng. I løbet af dagen tænker man på dig uendeligt mange gange, også de gode stunder hvor du smiler, leger, pludre og rækker ud efter en. Men om aftenen når man ligger i sengen er det bare dobbelt så hårdt selvom det egentlig er de samme tanker.

Haven begynder at være færdig. Det er ikke mange ting der mangler derude. Der bliver sået græs på fredag og i weekenden bliver fliserne forhåbentlig færdig. Du kan tro der er lagt mange timer ude i haven. Mormor og morfar har været her stor set hver dag når de har fået fri for at lave lidt. Den bliver så fin. Der skulle også lege stativ op derude, men det venter vi med nu. For der er jo ikke nogen til at benytte det. Så blev vi enige om at vente til du bliver storebror og det vil blive brugt der.

Du vil altid være i vores hjerter. Far starter på arbejde på mandag. Men jeg er slet slet slet ikke klar til at skal ud og have en hverdag. Jeg kan slet ikke forstille mig folk har en hverdag og verdenen bare forsætter sin gang uden for vores 4 vægge.

Ordsproget ”Tiden læger alle sår” tror jeg ikke så meget på, det er rimelig svært at se de heles og bliver til et ar.

Du er savnet lille skat.