Forfatter: Tanja

Tirsdag d. 31-07-2012

Nu sad jeg lige her i en stille stund og fik lyst til at se lidt billeder af vores dejlige dreng. Her kom jeg også forbi billederne fra hans bisættelse. Jeg kan ikke huske så meget derfra (desværre), jeg kan huske der var mange. Men ikke så mange… Det varmer utrolig meget den dag i dag, at se så mange mødte op. Mange som aldrig mødte Zander mens han var i live. Det gør stadig så ondt i hjertet. Hvis nogle tror vi er  vi er kommet videre, så skal de der var med til bisættelsen prøve og tænke tilbage på hvordan de tror vi havde det dan dag. – for sådan har vi det stadig. Liv og Eva spreder glæde og viser livet er værd at leve. Men derfor kan man godt savne og ville ønske nogle ting var anderledes. Det er en laaaang og sej proces at bearbejde det at miste et barn. Selvom Zander var alvorligt syg, var det stadig uventet.

En dag håber jeg at have overskuddet til at hjælpe andre. Det har jeg ikke som det er nu, men om nogle år håber jeg at kunne være kontaktperson for forældre der har hjertebørn. – enden i live eller i himlen. Jeg har nemlig selv været (og er) utrolig glad for den kontakt jeg har til andre mødre, specielt 2 har en særlig plads i mig hjerte.

Man glemmer ofte at sige tak til alle dem der er der for en. De små ting betyder meget. Vi er desværre heller ikke selv gode til at sige tak, men det er hvad vi ofte mener. At nogle stadig ikke kontakter os, ser vi efterhånden som deres måde at ”vi kan ikke holde ud at se på jer”. – forstået på den måde de syntes det er for hårdt og vi minder dem om livets til tider barske realiteter. Vi har forsøgt at få kontakt til nogle stykker efterhånden, men ærlig talt så orker vi det ikke på sigt. Ud over den dybe sorg vi skal bearbejde har vi også 2 fantastiske tøser der stadig kræver meget af vores tid. – og tager meget af vores energi i det daglige 🙂

Håber alle derude har det godt, og nyder livet og lever i nuet. Det at leve i nuet ved jeg kan være svært, men prøv.
Denne gang ville jeg egentlig bare bruge til at sige TAK (igen)!! I der er der for os er uundværlige, og I ved helt sikkert hvem I er 😀

Savnet gør så ondt
Frygten gør så ondt
Frygten for at miste de kære små
Er så kæmpe enorm
Jeg ryster
Jeg græder
Jeg frygter

I kære små er mit et og alt
To er her hos mig
Den ene må jeg savne
De to bringer lykke
Kærligheden bobler
I er elsket
I er mit et og alt – alle 3

Torsdag d. 26-07-2012

Uh ha det er længe siden jeg sidst har haft skrevet herinde. Men der er sket så mange ting, og hovedet har lige skullet være med i det hele.

Tøserne trives og de har er blevet 1 år. Sikke et dejligt år og hvor sker der meget på sådan en tid. De kan så mange ting nu, og vil så meget. De er nogle fantastiske tøser som jeg nyder hver eneste dag. Nogle dejlige prinsesser som jeg ikke kan give slip på, det gør ondt i mit hjerte hver gang jeg aflevere dem til andre. Men det er jo nødvendigt. De skal jo f.eks. i dagpleje for at jeg kan komme på arbejde. Nu jeg er blevet opsagt ude på arbejde kunne det være jeg skulle søge i den børnehave tøserne engang (forhåbentlig skal i ;)) Men nej det skal jeg ikke. Jeg skal ikke arbejde i en børnehave, det er slet ikke mig. – så var jeg nok også blevet pædagog i stedet 😉 Jeg ville også kun kunne koncentrere mig om mine egne børn 🙂
Liv og Eva har været til 1 års undersøgelse og lægen var helt tilfreds. De har begge taget 700 gram på siden december, men det er ok. Eva er nu på ”normal kurven” når man sammenligner vægt og længde. Liv ligger lidt under. I december lå Eva meget over kurven som i nok kan regne ud 🙂

Da vi nærmede os pigernes 1 års fødselsdag var jeg meget nervøs og frygtede vi ikke nåede dagen. Skulle tjekke dem og være over dem. Det er heldigvis aftaget lidt igen her efterfølgende, men frygten fylder stadig. Jeg må til at arbejde lidt mere med det, selvom det er blevet bedre.

Ja jeg behøver vel egentlig heller ikke at skrive at savnet til Zander stadig er enorm. Dette skal der jo altid arbejdes på.

Så tiden går med vi nyder vores dejlige tøser og jeg søger arbejde. Ikke en nem tid at finde noget på, men man må jo tro på der nok skal komme noget til en på et tidspunkt.

Tirsdag d. 26-06-2012

Zander min dejlige dreng. Hvor jeg dog savner dig. Savner dine smil, din livsglæde, din bløde hud, dit blide klem om min finger, dine blå øjne – ja savner alt ved dig. Håber du har det godt hvor du er, jeg håber og tror på vi en dag ses. Hernede er det hårdt. Man kæmper sig gennem dagene, havde det ikke været for dine fantastisk dejlige søstre ved jeg ikke hvordan jeg ville være kommet gennem alle de dage der gået siden vi mistede dig. De har helt klar bidraget til det positive, og ligesom vi gjorde alt for dig, gør vi hellere end gerne det samme for pigerne. Jeg kan stadig føle vrede og frustrationer over hvorfor du skulle tabe kampen. Hvem dømte dig ude? Jeg tænker tit på om vi gjorde nok for dig, og om vi egentlig gjorde det rigtige ved at lade dig blive opereret der i juni 2010. Selvom du kastede op og ked om natten, var du en så glad dreng. Men vi tog beslutningen om operation i håb om at det blive lidt bedre – men nej. I stedet kæmpede vi 3 hårde måneder men den værst tænkelige afslutning… Hvis vi havde valgt at vente med operationen hvordan havde de 3 måneder så været? Var det gået anderledes? Havde vi haft flere måneder med positive oplevelser (dem var der nu også nogen af på Skejby), og kun f.eks. 1 dårlig måned? Hvordan havde det hele været? Hvorfor mistede vi dig min skat? Hvad skulle vi have gjort anderledes? Din krop kunne ikke mere, og det kan jeg sådan set godt forstå. – men kunne vi have gjort noget anderledes for at den havde kunnet holde til det? Jeg er fyldt med vrede, men ikke vred på dig Zander. Vred på den der bestemmer over liv og død…
Det er så svært at sætte ord på hvordan man virkelig har det. Man savner og længes samtid med man elsker og priser sig lykkelig for de dejlige børn man har. Man har det tit som man er i en gråzone. Jeg kan ikke rigtig sige jeg har det virkelig skidt, men heller ikke virkelig godt. De tidspunkter hvor jeg har det virkelig skidt er når jeg sidder for mig selv og kommer til at tænke på dig min dreng, der bider savnet sig ind i mit hjerte. De tidspunkter hvor jeg har det virkelig godt er når jeg er sammen med mine dejlige tøser, ser deres smil, de kommer kravlende/krybende hen imod mig når jeg kommer hjem, deres dejlige smil om morgenen når de bliver vækket. Der flydes jeg med glæde. Men resten er sådan en gråzone. Jeg er ikke god til at åbne mig overfor andre for at fortælle hvordan jeg virkelig har det. Jeg fornemmer at mange – rigtig mange – tror jeg er meget længere i processen end jeg reelt er. Og det spiller jeg nok lidt med på da det bare er nemmest. Men jeg har det jo også godt flere gange om dagen, nedturne bliver bare så voldsomme når jeg i for lang tid har nedtonet mine virkelig følelser. Jeg har det ikke skidt hele dagen, men grå zonen er faktisk også lidt hård. – for her ville man tit ønske det var bedre. Ja det er svært at forklare, men Zander, jeg ved at du forstår. Forstå hvilke følelser jeg har, og at jeg elsker jer alle 3 ubeskrivelig meget. Pigerne får enorm meget kærlig, men vi har også meget at give af. – de får også det du skulle have haft hvis du var her.
Zander, det var lidt om hvordan jeg har det. Skriver til dig da du nok er den der forstår bedst hvordan jeg har det.

Man sidder her med sit stille sind
Mens den hjerteskærende smerte smelter sig ind
Smerten er til tider ulidelig
Det er ikke fordi man er ugidelig
At man intet gør
Men man ved ikke hvad man bør
Savnet er enorm
den kommer til tider som en kæmpe storm
Savnet og smerten er der altid
Aldrig kun på deltid

Piger i spreder glæde
I får mor til at græde
Græde af stolthed
I den sjældne stilhed
Alle de tanker
Mit hjerte det banker
Banker for mine børn
Hvortil kærligheden er enorm

Torsdag d. 07-06-2012

Ja tiden går bestemt ikke langsommere efter man er startet på arbejde igen. Der sker noget hele tiden og man har ikke så meget tid til lige at sidde en halv time og få skrevet sine tanker og følelser ned. Jeg ville gerne jeg havde tiden for det hjælper mig i de svære tider.
Ja nu er jeg startet på arbejde igen, og det er rart at komme i gang igen. Nogle dage er hårdere end andre. Jeg kan godt fornemme mange forventer eller regner med det er helt vildt godt for mig at komme i gang igen, men sådan er virkeligheden ikke hver dag. Det har intet med arbejdspladsen at gøre, det er simpelthen noget med at mit hoved også skal være med. Ikke mindst min krop som en enkelt gang har fortalt mig at nu skal jeg gøre noget. Nogle dage kan jeg også mærke jeg ikke er helt på toppen, det kan jeg på min hukommelse og koncentration. Jeg kan ind imellem have svært ved at holde fokus. Men alt i alt syntes jeg det går okay, og rart at være ude i en hverdag igen. Selvom jeg tit tænker på mine børn og savner dem. Om eftermiddagen og aftenen når der ro på herhjemme kan jeg oftere og oftere mærke at tårerne presser sig på. Dette tegn skal jeg tage lidt alvorligt, for det kan være et tegn på jeg ikke har det helt så godt som jeg umiddelbart tror. Kroppen fortæller ofte en hvordan man har det før hjernen opfanger det.

I dag er Liv for alvor begyndt at kravle, det er lidt svært her på vores trægulv men det er da begyndt at lykkes for hende. Dagplejeren har gulvtæppe og der går det fint. Eva er ikke begyndt endnu, men mon ikke det hurtigt kommer når hun ser Liv kommer rundt omkring. Ingen af dem rejser sig op af ting endnu, men når vi stiller dem så de kan stå og holde ved noget så morer de sig rigtig meget og syntes det er helt fantastisk. I dag fandt de også begge ud af det var helt vildt sjovt at hive strømperne af og så grine vildt når jeg kom for at give dem strømperne på igen. De er snu de tøser, de lærer hurtigt hvordan de lige får opmærksomheden.
Vi har den seneste tid haft en del med at Eva mosler Liv ned og så fjernet Eva fra Liv. Dette uden held og virkning. Det bliver kun værre. Så nu har jeg hørt hvad andre tvillingeforældre gør og de har forsøgt at blande sig udenom og lade som om de ikke lægger mærke til hvad der foregår. Så de selv finder ud af det. Og i dag er det gået fint, Liv har klynket lidt når Eva har gjort noget men det er gået meget hurtig over igen. Man skal dog heller ikke tage fejl af Liv, hun kan også ind imellem være efter Eva og tage hendes legetøj. Men sådan er søskende og vi må give dem lidt plads til selv at finde ud af det, dog med måde 🙂

Det var lidt herfra, kort status i en travl hverdag.

Søndag d. 13-05-2012

Så er hverdagen startet igen og pyh hvor er det hårdt 😉 Det har været en uge med meget blandede følelser, det har været rart at starte på arbejde igen og være en del af en arbejdsplads igen. Men det har også været en uge med dårlig samvittighed og tanker. Tankerne og samvittigheden hænger lidt sammen, for tænker en del på om jeg svigter pigerne, giver dem nok opmærksomhed osv. – Men også overfor Zander. Det virker måske underligt for nogen, men for mig er det noget jeg skal arbejde med. Jeg tænkermeget på hvordan det hele var gået hvis han havde levet endnu, hvad tænker han mon oppe i himlen, kan han tilgive mig at jeg starter en hverdag igen, syntes han det er underligt. Det er meget svært at beskrive, for det er virkelig mange forskellige følelser og de skiftes til at dukke op og nogle af dem er der samtidig. F.eks. er jeg glad for at starte på arbejde igen, være en del af virksomhed igen, udfordres igen på denne måde. – men på den anden side er jeg ked af at starte, for så kan jeg ikke give pigerne så meget opmærksomhed, samt jeg føler jeg sviger Zander. Ja svært at forklare og svært at forstå for dem som ikke har været der.
Men nu jeg er startet kan jeg se min hjerne absolut ikke arbejde i samme tempo som inden jeg gik på barsel. Min hjerne skal vist trænes op igen, for den køre på slow slow slow….. Min hukommelse er heller ikke god, får jeg forklaret noget, skal jeg lige sidde bagefter og gennemtænke det for mig selv igen – og måske lige have det forklaret igen – igen  – igen 😉 Håber ikke mine kære kollegaer tror jeg er total dum og ikke fatter en klap af hvad de siger 😉 Jeg håber de forstår og har tålmodigheden i topform 🙂 Jeg syntes selv det er meget pinligt så langsom øverste etage køre, men jeg håber bare på den bliver bedre og bedre samt hurtigere og hurtigere for hver dag jeg der går og jeg bliver udfordret. Selv den mest simple opgave er en udfordring for mig.

I går kunne Zander være blevet 2½ å r og pigerne blev 10 måneder. Vi var i Legoland med mit arbejde og det var en rigtig hyggelig dag og aften på trods af blæsten. Jeg tænkte en del på Zander, og glædede mig over pigernes store dag. For det var/er en stor dag for os. De kunne fejre de 10 måneder, endda i Legoland. Zander blev ikke 10 måneder her hos os. Nogen mener jeg burde kunne slappe af nu, for nu er dagen rundet. Nu må jeg kunne tro på det hele er godt. Men nej det kan jeg ikke. Nogle gange tager jeg mig selv i frygten. – frygten for at miste pigerne pludselig til en eller anden sygdom sidder meget dybt i mig. Jeg må bare lærer at takle det – med tiden. Jeg vil gøre alt for at pigerne ikke skal mærke min frygt for meget, de bliver måske en smule forkælet af deres mor. Men forhåbentlig ikke så meget at det med tiden vil skade dem 😉 Jeg vil forkæle dem på min måde og det jeg kan, for jeg vil nyde at have dem ved mig og jeg gør det fordi jeg kan!!!

Det var lige sidste nyt herfra. Tiden går, pigerne kan snart noget nyt hver uge 😉 De kravler dog ikke – endnu 🙂 Dejlige prinsesser som får mors hjerte til at smelte når de virkelig charmer 😀

Lørdag d. 05-05-2012

Så er det i morgen dagen ”endelig” er kommet. Dagen hvor pigerne har den alder som Zander havde den dag han døde. Nemlig  9 måneder og 24 dage… Det bliver så underligt på lørdag når vi kan fejre pigernes 10 måneders ”fødselsdag”. Underligt at hver fødselsdag fra nu af, er pigerne ældre end Zander nåede at blive. Frygten for at miste er vokset jo tættere på dagen vi er kommet. Tårerne har til tider fået frit løb og det samme har tankerne. Elsker pigerne ubeskriveligt meget, men alligevel er der sorg og savn i hjertet. Hjertet rummer så meget. Tænk sig at det kan rumme alt det.
Samtidig med alle disse tanker, tænker jeg også på hvordan det hele kommer til at gå når jeg starter på arbejde. Både mht. arbejde og her på hjemmefronten. Jeg er rigtig nervøs/spændt på at skulle til at arbejde igen. Ikke nervøs som hvis man frygter noget, men nervøs/spændt på den måde at hvad mon opgaverne jeg skal sidde med går ud på mere præcist, hvor meget af det kan jeg huske og hvor hurtigt kommer tingene til mig (hvor hurtigt kommer hukommelsen i gang 😉 ). Der er nye opgaver, og jeg glæder mig til både de nye og ”gamle”. – for de er jo alle mere eller mindre nye. For når man er væk så længe så er det som at starte på et nyt arbejde. Det må for mine kollegaer og næsten være som at få en ny kollega. Det er længe at være væk, og jeg indrømmer gerne at jeg ikke er den samme som inden jeg gik på barsel i 2009. Hvordan jeg anderledes er svær at sætte ord på, og om hvordan jeg vil reagere i forskellige situationer ved jeg ikke. Jeg er ikke blevet udfordret netop på denne måde siden Zander døde.

Men jeg/vi må tage det hele som det endnu engang kommer. En dag af gangen og en ting af gangen.

Mærkedagen i morgen bruges til konfirmation ved tøsernes faster. Det bliver helt sikkert en hyggelig dag, selvom mine tanker vil farer rundt. Jeg er glad for lige at have mandag til at samle mig efter mærkedagen.

Vi har været meget ramt af sygdom her i huset, tøserne kan ikke helt komme ovenpå. Så syntes man de er ved at være ovenpå, så får Eva og Mads øjenbetændelse.  Og nu de er ved at være over det så begynder Liv at få det, men hun er i behandling nu. De er så også begyndt at hoste noget igen og snotte. Syntes snart varmen godt må tage ved så de kan komme ovenpå. Hosten genere deres søvn hele natten og ligeledes deres lurer i løbet af dagen. Rigtig synd for dem, man vil så gerne hjælpe dem men der er desværre ikke rigtig noget vi kan gøre. Hoste saft er de for små til at få. Og de lyder (heldigvis) ikke til at have astmatisk bronkitis igen.

Onsdag d. 18-04-2012

Så nærmer dagen sig med hastige skridt. Dagen hvor pigerne har samme alder som Zander havde da han døde. Dagen hvor de overhaler ham i alder. De har begge overhalet ham i forhold til udviklingen, han lærte ikke at sidde selv eller komme fremad – men det kan pigerne. Dagen hvor de når samme alder vil være en betydningsfuld dag, en dag man nok vil tænke på den sidste dag med Zander og så kigge på tøserne og nyde deres smil og latter. Dagen efter hvor de så har overhalet Zander vil nok være anderledes, derfra vil tanker på hvordan Zander kunne have været ”hvis nu” han havde levet længere osv. komme. Frygten for at miste tøserne sidder der nu, og jo tættere vi kommer på 6. maj (den dag er tøserne lige så gamle som Zander var den dag han døde) jo mere stiger frygten. Knuden i maven vokser og vokser. Det er faktisk så slemt at det til tider giver mig helt kvalme. En sagde til mig for nylig at frygten for at miste måtte da forsvinde lidt nu når de ude over den alder hvor risikoen for vuggedød er størst. Men nej den frygt er bestemt ikke væk, den forsvinder aldrig. – jeg skal ”bare” lære at leve med den. Jeg frygter ikke vuggedød mere, men jeg frygter at miste dem til en anden l…. sygdom. Man kan dø af så meget, og uanset hvad så håber jeg inderligt ikke at jeg når at begrave flere af mine børn. De skal leve længere end mig…. Så der kører stadig mange tanker rundt i hovedet på en.

Pigerne er nu startet i dagpleje og de hygger sig bare rigtig meget deroppe. Indtil nu er jeg slet ikke blevet ringet op og bedt om at hente dem fordi de var ulykkelige. De er så nemme og hygger sig. De sidste dage har de dog ynket når jeg har hentet dem og de har fået øje på mig. Så vil de begge op og det er ikke helt nemt, men der er dagplejeren meget behjælpelig til lige at tage den ene og forsøge at trøste. Den ene er nemmere at trøste for hende end den anden. Resten af dagen vil begge tøser også at de kan se en af os. Vi skal endelig ikke stå bag en stol eller forlade rummet ½ minut for så er der skrig. Men det er vist meget normalt og selvom de har sovet en god middagslur er de sikkert stadig lidt trætte efter de indtryk de har fået i løbet af sådan en dag. En kort periode var de også rigtig nemme at putte, det tog under 5 minutter 😉 Men nu er vi oppe på 10-15 minutter igen. – men det er bestemt også acceptabelt og sådan det faktisk altid har været.

I går var der også 3 uger til jeg starter på arbejde igen. Uh ha det er snart 😉 Jeg er ved at glæde mig til at komme i gang igen. Er dog også lidt nervøs/spændt på det. Jeg skal til og bruge mit hoved til andet end sygdom, baby, mad osv. Min hjerne skal til og udfordres igen 😉 Jeg er spændt på hvor hurtig jeg kan lære og huske informationerne. Jo meget længe siden min hjerne har været på fuld skrue. Det bliver også spænde og komme ud blandt mennesker igen, mennesker der ikke er indenfor sundhedsvæsnet eller kun snakker om baby baby baby. Det er da hyggeligt og skønt at snakke om sine børn (og jeg elsker det da 🙂 ), men nu trænger jeg også til at snakke om andet.
Men nu når mit job start nærmer sig så syntes jeg også det er lidt uoverskueligt. Syntes der er sååå mange ting jeg gerne vil nå inden, men kan også godt se at det vist ikke kan lade sig gøre 🙂 Men vil prøve at nå så meget af det som muligt. 😉

Håber ellers alle der læser med derude har det godt. Håber snart foråret for alvor kommer så vi kan få solskin og varme. Det varmer at vide der stadig er nogen der læser med. Siden skulle også gerne vise at selvom Zander var syg, så var han så livsglad og en fighter. En dejlig dreng som man ikke andet end kunne elske og elske nu. Der er ikke nogen deciderede mål med siden, den er til for vores egen skyld, og vil andre læse med er de velkomne til det – hvis de kan klare mosten 🙂

Onsdag d. 04-04-2012

Som tiden går 🙂 Siden sidst har jeg haft fødselsdag, årsdag for Zander’ fremstilling i kirken, besøgt Skejby, Eva har fået en tand mere og nu skal de meget snart starte i dagpleje.

Jeg ville fejre min fødselsdag hjemme med min lille familie 🙂 Det var en rigtig hyggelig dag, hvor mine forældre, morfar og brødre kom forbi 🙂 Hvor er man heldig med så dejlig en familie. Det var dog også en dag med mange mange tanker på den dejlige dag vi have for 2 år siden. Da jeg blev 25 i 2010 fik vi Zander fremstillet i kirken. Det var en dejlig dag, men den dag gør også at min fødselsdag aldrig bliver helt den samme. Jeg tænker meget på dagen i 2010, dejlig dag. Samtidig med kommer savnet stormende ind over en mere voldsom end den var i forvejen – ligesom man troede det ikke kunne blive værre. Jeg lærer nok på et tidspunkt at takle det, men altid vil denne mærkedag være på min fødselsdag. Men det er en glædens mærkedag trods alt.

Dagen efter min fødselsdag tog tøserne og jeg en tur til Skejby og Århus. Vi havde allieret os med en af mine dejlige veninder som viste for den nye intensiv lå henne. Så kunne hun bære den ene trunte og vise vej samtidig. Anledningen til besøget var bare at se hvordan det nye så ud. Den sidste tid vi var indlagt var der meget tale om det nye og hvordan det ville blive. Så det var rart lige at se hvordan det var blevet og hilse på nogle af dem man kan huske fra den tid vi var der. Vi var der trods alt rigtig længe. Pigerne blev vist frem og charmet sig ind på dem, ligesom deres storebror var god til 😉 Efter vores besøg i Skejby tog vi en tur ind i byen, rigtig hyggeligt med godt selskab 🙂

Så står der 2-2 i tænder 😉 Meeen der er vist flere på vej ved dem begge. Men sådan vil det jo være det næste lange stykke tid. Altid et eller andet 🙂 Men det er nogle dejlige trunter. Nogle dejlige trunter der om mindre end en uge starter i dagpleje. Det bliver hårdt – for moren 🙁 Det at skulle give slip på denne måde er rigtig svært for mig. Jeg har svært ved at overlade dem til andre. Dette tror jeg aldrig vil ændre sig. Når de bliver ældre bliver de rigtig trætte af deres mor der vil kramme, vise omsorg og siger nej hele tiden hihi. Ingen vil være gode nok til mine piger :p
De trives pigerne, de kan nu også selv sidde. Liv er oppe på alle 4. Hun kan dog ikke komme fremad, den har hun ikke luret endnu.

Oppe ved Zander er der gjort forårs klar, det blev da der var det flotte vejr. – da vi troede at foråret var her. Det snød dog, for hold da op der er koldt disse dage. Men klarer de blomster det ikke som vi har sat oppe ved vores dejlige dreng, så bliver der bare sat nogle nye. For smukt skal der være ved vores smukke drengs have.