Zander.dk

Torsdag d. 25-11-2010

Så er der gået lidt tid efter vores besøg på Skejby. Så nu har det lagt sig lidt, så meget som det nu kan på nuværende tidspunkt. Da vi gik op på afdelingen fik jeg det igen rigtig skidt. Ikke så meget som ved mit besøg d. 11. nov. Men stadig så jeg fik hjertebanken og gråden pressede sig på. Jeg holdt tårerne tilbage så længe det var muligt. Da vi så lægen vi skulle snakke med begyndte vi begge at græde. Det var rigtig hårdt at se ham kom gående der på gangen. Det var første gang vi så ham siden vi mistede Zander, det var vores kontaktlæge og det var ham der var der den aften Zander døde. Vi fik en krammer og samlede os og så fandt vi et sted at snakke. Vi fik en god snak med læge, kontakt sygeplejerske og kirurgen. Det var også med mange tåre, meget blandede følelser. Det var rart at få af vide at der ikke var kommet noget nyt frem ved obduktionen. Var der kommet nyt, ville der også være nye ting at skulle forholde sig til. Vi fik vendt mange ting, og snakket følelser både under indlæggelserne og her bagefter. Vi havde valgt nogle billeder ud og skrevet bagpå, det havde vi gjort til 4 læger og nogle få sygeplejersker. Håber de blev glade for dem. Da vi havde fået snakket færdig gik vi en tur over i gruppe 1 som er børne gruppen og der Zander lå i 5 måneder. Det var ikke så hårdt som d. 11. nov., men rart lige at se det igen. Der forsatte snakken lidt. Der var rigtig travlt, men rart lige at se det igen.

Vi fik også af vide at når Zander engang bliver storebror skal vi komme og vise lillebror eller lillesøster frem. Zander har sat sit præg på intensiv, på flere end bare intensiv. Er sikker på mange af de andre der har haft med Zander at gøre vil huske ham.

Vi savner Zander enormt meget. Savnet har været der længe som skrevet tidligere. Smerten man føler nu er ubeskrivelig. Tankerne køre rundt, man tænker på om man gjorde det rigtige. Hvad kunne/ville man have gjort anderledes hvis man viste hvordan og hvor hurtigt vi mistede Zander. Vi fik af vide i går vi gjorde det godt og vi var der for Zander. Men tvivlen har man og ingen kan rigtig sige noget som får os på andre tanker. Jeg tror på vi nok en dag skal acceptere og leve med de beslutninger vi tog og det vi gjorde i hele Zander’ liv. Det vil bare tage noget tid, og tiden må vi give det.

Nu får man helt knuder i maven, hjertebanken osv. Det er rigtig hårdt det hele stadigvæk, vores smerte forsvinder ikke bare fordi tiden går og heller ikke ved at man ikke snakker om det. Det vil tage mere end 2-3 måneder at bearbejde sådan en stor tab. Savnet og sorgen vil altid være der, vi skal lære at leve med det og det vil tage meget lang tid. Snak til os og spørg hvis der er noget I vil vide. Det vil hjælpe os i vores proces. Kan være I stiller nogle spørgsmål vi ikke selv har tænkt videre over eller som vi bare har taget for givet.

Onsdag d. 24-11-2010

Sikke en hård dag det har været i dag. Lille skat, i dag var vi ude på Skejby og snakke om dit sygeforløb og hvordan det gik os her efterfølgende. Vi fik også snakket om obduktionsrapporten, det var rigtig rart at få svar på den. Der var heldigvis ikke noget nyt ved den. Havde frygtet lidt der ville komme nye oplysninger som vi så skulle til at tænke på. F.eks. om du havde klaret det hvis det var blevet opdaget, havde de så opgivet før osv. Men det skal vi ikke tænke på for der var ikke noget nyt.

Vi savner dig lille skat. Lige nu kan man slet ikke se dit fine hvilested eller sten pga. sne. Men vi ved det er der du ligger. Du er i vores hjerter, hjerter der føles tomme men alligevel fylder du i det lille skat.

Tirsdag d. 16-11-2010

Jeg troede ikke det var muligt at føle sig så alene. Folk tør ikke ringe til os og høre hvordan det går. De tør ikke spørge om vi lige kigger forbi eller de må kigge forbi. Som der blev gjort førhen. Man skulle næsten tro vi havde en smitsom sygdom. Nej vi har ikke været så gode til at opsøge folk det sidste år, men hvad regner de med? Hvad forventer de????  Den maske/facade vi bære er tung, og meget trættende. Alle forandringer er hårde, for så er vi nød til at ændre facaden. Vi er ærlige og siger hvad vi tænker og føler. Ja det er hårdt, også hårdt for os bagefter. Men siger vi det ikke, hvor skal folk så vide fra hvad vi føler. Har aldrig følt mig så alene som jeg har gjort den sidste tid. Folk forsætter deres hverdag som om ingenting er hændt. Imens man selv sidder med en enorm sorg som ikke vil aftage. Og et savn der er ubeskrivelig.

Vi kan ikke blive mere kede af det end vi er. Kun en ting kan gøre os mere kede af det og det er familie og venner som ubevidst undgår os fordi de ikke vil gøre os kede af det eller trænge sig på. Vi kan som sagt ikke blive mere kede af det. Intet overgår vores tab af vores elskede søn. I sådan en tid har man brug for venner, venner som tør være der for en og vil høre på hvad man har at sige. – også selvom der kan ske at blive fældet en tåre eller to. Vi er stadig mennesker som har brug for venner der er der…..

Fredag d. 12-11-2010

I dag er det Zander’ fødselsdag, HURRA HURRA HURRA….

Elskede Zander, i dag er dagen hvor du bliver et år. Det var rigtig hårdt her til morgen,  havde kun i tankerne at hvis du havde været her hos os havde vi sunget fødselsdags sang for dig. Dagen ville også være brugt på at hygge alle 3 sammen. Vi ville have haft fri alle 3 og bare hygget os og taget dagen som den kom. Sådan blev det ikke, det eneste er at vi har fri, din far og jeg. Din far og jeg har hygget os, og vi har vinterdækket oppe ved din lille have. Det regnede utrolig meget, men vi fik det gjort og vi er glade for resultatet. Vi er glade for alt vi gør ved det, for vi gør det for dig lille skat og vi gør det selv.

Jeg er ved at have kommet mig over besøget på Skejby i går. Det var godt nok hårdere end jeg havde regnet med inden. Men det hele værd, er i dag glad for jeg gjorde det.

Jeg håber alle i himlen fejre dig i dag lille skat. At de andre engle børn bringer smilet frem når vi ikke kan få lov til det. At engle børnene Rasmus, Lærke og Vila synger en fødselsdags sang for dig. At oldemor og oldefar der også er i himlen vil synge ”Jeg ved en lærkerede” når du skal sove i aften. Ved at oldemor kan den, for hun sang den tit for mig.

I dag går alle sangene igennem mit hoved, alle dem vi sang for dig samt dem jeg høre nu. Alle minder om dig og mindet vil jeg altid have.

På sådan en dag som i dag føler man sig enorm tom, på trods af der er mange tanker og følelser der vælter rundt i krop og sind. Der er stadig mange tanker omkring ”Hvorfor” og man analysere stadig alt det der er sket. Man tænker også meget på de positive ting, f.eks. hvordan der kom smil på din læber når du fik øje på din far eller jeg. Hvordan du udviklede dig og hvordan du studerede ting og folk der gik forbi dig. Du havde mod på livet på trods af alt du har været igennem. Tanken i dag er hovedsagelig, ”Hvordan kunne vi udsætte dig for alt det?”.

En ting vi også har tænkt meget over er når folk siger eller skriver vi er stærke. For vi er ikke stærke, vi lever som man er nød til at gøre i vores situation. Havde man spurgt mig for et år siden om jeg ville kunne klare at det barn jeg var ved at føde var alvorlig syg og muligvis ville dø. Ville jeg sige NEJ!!!!!!!!! Men når man står i det er det lige meget om man kan klare det eller. For man skal. Men skal for sit elskede barns skyld.

Nogle syntes det er hårdt at læse herinde. Umiddelbart tænker jeg ”Hvorfor”? Ja det er selvfølgelig hårdt at læse hvis man selv har børn og specielt hvis man selv har et sygt barn, men det kan umuligt være hårdere end at stå situationen som vi gør. Der er flere end man lige regner med som mister sit barn. Det er hårdt at miste et barn, uanset barnets alder. Jeg tror det vil gavne mange at læse en historie som vores, tror man vil lære at sætte pris på det man har. For andre forældre til hjertebørn tror jeg også det vil gavne, for den beskriver indlæggelserne og følelserne i sådan en kamp. Zander tabte kampen, men det gør ikke alle syge børn.

Lille skat vi er stolte over at være dine forældre og kan kalde dig vores søn. Vi er glade for den tid vi fik sammen og der vi nåede at opleve med dig. Nu skal vi lære at leve med savnet til dig. Du vil altid være i vores hjerter og en del af vores liv.

Torsdag d. 11-11-10

Elskede Zander, i dag var jeg i Skejby med kage til de skønne mennesker på intensiv. De skulle selvfølgelig have en kage derude nu du bliver 1 år i morgen, for uanset hvad vil du blive 1 år i vores hjerter. Det var med blandede følelser og var ved at droppe det nogle gange. Jeg viste dog at jeg ville fortryde det mange gange hvis jeg ikke kørte derud nu jeg havde tid og mulighed for det. Det jeg var nervøs for var om de havde tid og mulighed for at snakke. Det med at komme derop havde jeg det umiddelbart fint nok med, jeg var jo okay i dag – troede jeg!!!
Det gik fint med at komme ind på sygehuset og op af trapperne, men jo længere hen af gangen jeg kom og så nogle kendte ansigter på portørerne (som vi så mange gange på gangene når vi gik frem og tilbage der) fik jeg det dårligere og dårligere. Da jeg nåede indgangen til intensiv var jeg rigtig skidt, hjertet hamrede helt vild, svedte og havde det generelt rigtig skidt. Var ved at tabe kagen fordi jeg rystede sådan. Tog en dyb indånding og gik ind på gangen. Det første jeg tænkte var ”Pokkers”, for der var ikke nogen sekretær som jeg havde håbet. Havde nemlig håbet hun lige kunne stikke hovedet ind ved den gruppe vi lå. Men hun var der ikke så jeg måtte jo selv, kunne se døren stod åben. Viste jo ikke om de havde tid og mulighed for at snakke så ville gerne hun have spurgt derinde først om de havde. Jeg tager en dyb indånding og tænker ”nu gør du det, Zander vil være stolt af mig”. Da jeg så stikker hovedet lidt frem ved døren opdager den ene læge mig med det samme og kommer ud med det samme. DER begynder at jeg græde med det samme og har bare lyst til at smide kagen og løbe min vej, men kommer aldrig så langt. Den anden læge kommer ud med det samme og de beder mig lukke op for jakken og tage halstøklædet af for ellers har de snart en besvimet mor på gangen. Jeg var meget blev og meget skidt 😉 Jeg kommer ind og sidder på kontoret og får tørret øjnene og kommer til mig selv igen. Jeg får snakket med lægerne og sygeplejerskerne og de er stadig lige fantastiske. Som jeg havde håbet var det de sygeplejersker der kender Zander og os rigtig godt som var der. Havde ikke turde håbe de ville være der, men det var de. Fik en rigtig god snak med dem, og igen en rigtig god snak med den ene. – hende som var vores kontakt sygeplejerske de gange vi var der. Jeg var der i lidt over en time og jeg havde det ”godt” da jeg gik derfra.
Her bagefter jeg rigtig glad for jeg gjorde det. Vi snakkede meget om dig Zander, om dine smil, din udvikling osv. Det var hårdt, men dejligt. Her bagefter er jeg også rimelig sikker på jeg havde fortrudt hvis jeg ikke var kørt derud. Nu kan de hygge sig med kage og tænke på dig lille skat. Jeg tror tit de tænker på dig og jeg tror du har sat dybe spor ved dem også.

Zander vi savner dig, savnet vil aldrig forsvinde. I morgen skal vi op og vinterdække ved dig, det glæder jeg mig til at få gjort. Jeg skriver sikkert til dig her igen i morgen. Disse dage er rigtig hårde og du er savnet enormt meget.

ELSKER DIG SKAT!!!

Så har vi fået gjort Zander’ urnested færdig. Det er blevet rigtig fint og vi har selv gjort det hele 🙂 Vi mangler kun lige at få granit vasen hjem, men hullet til den er gravet 😉 Vi er stolte og glade for vi selv kunne gøre det.

SAVNER DIG ZANDER!

Lørdag d. 06-11-2010

Elskede Zander, i dag er det 2 måneder siden du døde i mine arme. Du kæmpede så flot lige til det sidste.  Tankerne har siden jeg stod op været omkring dig og dagen for 2 måneder siden hvor du døde i mine arme. Ja jeg bruger sætningen ”døde i mine arme”, for jeg kan ikke bruge sætningen at ”du sov ind” eller ”du sov stille ind”. Jeg ved nemlig ærligtalt ikke om du havde det godt da du døde.  Om du virkelig sov stille ind. Du var syg, havde fået en masse smertestillende. I det du dør trækker du lige armene op, klemmer mine fingre og åbner øjnene kort. Jeg var ikke i tvivl om det var der det skete.  :'( Men idet du gjorde de ting da du døde er jeg i tvivl om du havde det godt min lille skat. Om du virkelig sov stille ind.  Det er hårdt at tænke på.

Jeg ville ønske jeg havde holdt dig noget mere, specielt den sidste tid. Den sidste tid holdte vi dig ikke så meget i vores arme. Jeg tænker tit på vi skulle have spurgt noget mere efter det. Men vi kunne jo godt se du ikke havde det godt og troede ikke vi måtte holde dig. Vi havde regnet med sygeplejerskerne sagde/spurgte om vi ville holde dig, hvis vi havde måtte det.

Vi savner dig lille skat, du er i vores tanker hver sekund. Tankerne er hårde, men vi vil heller ikke undvære dem. Du er vores et og alt, vores elskede søn. Vores søn. Vores søn som vi er meget stolte af, du var en ener. En elsket ener.

Torsdag d. 04-11-2010

Elskede Zander, hvor er du? Er du i himlen? Er du bland os? Ser du os? Høre du os? Mærker du os, selvom vi ikke mærker dig?

Der er så mange tanker og det er ikke til at holde styr på dem. Ser dig hele tiden for mig lille skat. Du er så smuk og smilende. Det er så hårdt. Men tankerne og billederne af dig lille skat vil jeg heller ikke undvære. Jeg skal til og lære at leve uden dig lille skat. Leve uden din fysiske tilstedeværelse. Leve med jeg kun har dig i mit hjerte og i mit hoved. Min kærlighed til dig er svær at bære. Den er på en måde hjemløs, på den anden side er den ikke. Den tilhøre dig Zander, kan bare ikke få lov at vise dig det eller udtrykke det. Den brænder inde i hjertet og vil bare ud. Men kommer den ud er den hjemløs.

Du var savnet i går da din far havde fødselsdag. Du skulle have været her hos os og have smilet til din far når han var stået op. Du er hele tiden savnet lille skat.

Hvor blev tiden af? De 10 måneder gik alt for hurtig. Havde man vist hvordan det ville ende og hvornår det ville ske, er der flere ting man ville gøre anderledes. Ville have været der mere, ville have holdt dig mere. Hvor er der mange ting jeg ville have gjort anderledes. Ja ja folk siger vi gjorde hvad vi kunne for dig. Men som mor og far er der tankerne om hvad man ville have gjort anderledes. Ligesom vi tit tænker på hvad vi ikke fik oplevet med dig. Hvordan du ville have været som 2 årig, 7 årig, 14 årig, voksen og ældre. Havde du valgt at blive konfirmeret? Var du blevet gift og fået børn? Havde du fået en god uddannelse? Hvad ville du kunne holde til med dine hjertefejl?

Skat du er i vores hjerter og tanker hele tiden. Savnet er stadig rigtig stort og spørgsmålet HVORFOR dukker stadig meget tit op.

Søndag d. 31-10-2010

Ja nu skriver vi snart november. Det nærmer sig dagen hvor det er 2 måneder siden vores elskede Zander blev til en smuk engel. Derudover nærmer vi os også dagen hvor Zander kunne være blevet et år. Vi er så glade for den sten der er kommet på oppe ved Zander. Den er så fin, og der er de ting på vi gerne ville have. Nu håber vi bare snart at vores granit vase kommer hjem så vi kan få det hele gjort færdig deroppe, gerne inden hans fødselsdag. Der er jo heller ikke længe til at der skal dækkes deroppe til vinteren. 

Savnet til Zander er helt enormt. Som det har været meget længe nu. I dag kom  jeg til at høre sangen fra Titanic. Jeg begyndte at græde på stedet, for hver ramte den. Bliver simpelthen nød til at skrive teksten herinde:

Every night in my dreams
I see you, I feel you
That is how I know you go on.

Far across the distance
and spaces between us
You have come to show you go on.

Near, Far,
wherever you are,
I believe that the heart does go on.

Once more, you opened the door
And you’re here in my heart,
and my heart will go on and on.

Love can touch us one time
and last for a lifetime
And never let go till we’re gone.

Love was when I loved you,
one true time to hold on to
In my life we’ll always go on.

Near, far,
wherever you are,
I believe that the heart does go on.

Once more, you opened the door
And you’re here in my heart,
and my heart will go on and on.

You’re here, there’s nothing I fear
And I know that my heart will go on.
We’ll stay, forever this way
You are safe in my heart

and my heart will go on and on.

Den siger så meget og det er ikke til at forstå han ikke er her mere. Tanken om at vi aldrig skal se ham igen får stadig hårene på kroppen til at rejse sig og tankerne i hovedet til at fare rundt. Det er stadig så uvirkeligt det der er sket. Eller… Ja jeg ved snart ikke. Hovedet er noget rodet med tanker og følelser.

Men husk nu, Zander skal ikke være en man ikke tør snakke om. Det skal være en dreng man gerne vil snakke om og som man skal snakke om. Vi elsker ham af hele vores hjerte og det skal ikke være et tabu at snakke om Zander. Har vi ikke lige lyst til at snakke om det skal vi nok sige til. Folk skal ikke tage afstand til os pga. den sorg vi har. Det hjælper os ikke, tvært imod. Heller i viser i er her, tør i ikke snakke til os eller snakke om Zander med os, så tænk over hvor i ikke tør?!?! Det er ikke os der ikke tør, vi vil hellere end gerne og kan snakke flere timer om. Så når først vi starter, skal vi stoppes igen 🙂 Men det er fordi vi elsker ham så meget, savner ham og vil gerne snakke om ham. Blev simpelthen bare lige nød til at lufte dette, for har oplevet et par gange folk ikke tør eller lader som ingenting og bare siger ”Hej” og nærmest løber videre. VIS AT I VED DET!!! Vi ved at i ved det…

God søndag til alle.