Søndag d. 17-10-2010
Elskede Zander
Du er virkelig savnet, elsket og det bedste der er sket os. Et eller andet sted er det helt uvirkelig at vi har fået sådan en dejlig skøn dreng. En dreng med livsglæde og det mest vidunderlige smil. Men du er ikke blandt os mere, ”kun” i vores hjerter. Det er ikke rimeligt at du skulle tages fra os. Vi savner dig lille skat. Det eneste vi ønsker er at du var blandt os og ikke tabte kampen. Det er uvirkeligt alt det der er sket de sidste måneder. Nogle gang kan man tage sig selv i at tænke, var det hele en drøm/mareridt? Har man virkelig haft sådan en skøn dreng?
Det ved vi at vi har, for den smerte man har nu kan kun savnet og den hjemløse kærlighed til dig lille skat give. Her tomt. Man føler sig magtesløs, og har slet ikke lyst til noget. Kun være sammen med dig lille skat. Tanken om at det ikke kan lade sig gøre er ubeskrivelig. Der er mange ting der er ubeskirvelig. Men nu skal vi lære og leve med den enorme smerte. Lige nu er jeg i tvivl om jeg nogensinde lære det. Kæmper fordi jeg ved du lille skat ved hvad jeg føler og ved at du vil os det bedste. Du har ikke givet os alt dette for at vi bare skal give op. Men opgivende er man. Kan man nogensinde føle glæde og lykke igen??? Lige nu er mit svar nej, der er jo ikke noget at være lykkelig over/af. Du er er her ikke mere Zander og det gør ondt. Jeg ved at du stadig elsker os og er med os alle steder. Kan slet ikke beskrive med ord hvordan vi har det, men du, Zander, ved hvordan vi har det.
Du skulle ikke være på kirkegården i en urne, du skal være her i stuen i vuggen. Ved siden af sofaen mens vi sad og kiggede på dig. Eller du skulle være på legetæppet mens vi sad ved siden af og legede med. Vi oplevede ufattelig meget på dit korte liv. Mere en andre familier, men andre oplevelser. Der var også ekstrem meget vi ikke nåede. Mange tanker går gennem hovedet på en. Der er nogle ting jeg fortryder jeg gjorde og ikke gjorde. Havde jeg vist fra starten af at det ville ende sådan her var der ting jeg havde ændret. Jeg havde siddet ved din sidde endnu mere. Jeg ville have holdt dig, sunget for dig, beundret dig meget mere, og flere ting kan nævnes som jeg ville have gjort mere. Men det er for sent nu, jeg kan ingen af delene mere. Det er slut. Savnet gør ondt, men tanken på det dejlige ting vi nåede gør ondt. Alle tanker omkring dig skat gør ondt. Undtagen kærligheden til dig, den er smertefri men hjemløs.
Det næste jeg skal igennem er at læse noget af forløbet igennem, som en del af min proces. Og se endnu flere billeder af dig min engel. Både de gode billeder, men også de hårde omkring operationerne og dem efter du er blevet universets smukkeste engel. Indtil nu har jeg undgået meget af det, for det kommer til at gøre meget ondt. For det gør ondt bare at tænke på dit hårde liv og tænke op alle oplevelserne sammen med dig. Den næste tid bliver hård. Vi nærmer os med hastige skridt din 1 års fødseldag.